Farvel til Onegin

Onsdag d. 28.10. var 17. og sidste gang vi spillede Onegin - i denne omgang i hvert fald.
Det er tradition, at mange laver lidt sjov med kollegerne på scenen når man spiller en forestilling på sidste gang.
Det må naturligvis ikke ødelægge forestillingen, men det kan være sjovt at se om folk kan holde masken, når man har fundet på et eller andet.

I onsdags var der ikke lagt op til de helt store gags - vi var nok for trætte.
Vi har i en periode spillet to forskellige forestillinger sideløbende, samtidig med at vi har prøvet på to andre - alle fire på hver sit sprog.

Men traditionen blev alligevel reddet på smukkeste vis.
I første scene hvor koret medvirker, går vi ind som en flok arbejdere. Vi symboliserer proletariatet og det gamle Rusland. Vi er ikke vilde med vores arbejdsgiver Larina i Konwitschnys fortolkning.
Men vi lyser lidt op, da vores symbol bliver båret ind: birketræet.
Det er dødt og symboliserer det efterhånden forsvundne gamle Rusland.

Træet bliver båret ind af folk fra sceneteknikken, som også rejser det for os.
De er klædt stort set som herrekoret, så de kan glide ind i mængden.

Men i onsdags kom der i stedet en flok mandhaftige damer på scenen slæbende på birken.
De havde iført sig damekorets kostumer: Blå kitler og tørklæde om hovedet.
Til lejligheden var de så også iført temmelig store briller som rigtig kom til deres ret indrammet af tørklædet.

Da var det svært at holde masken og udstråle den lidt indignerede alvor vi ellers har i denne scene!
Tak til teknikerne - det gav os lige lidt ekstra energi til resten af aftenen.


Anna Julie Brønholt