En tone er ikke bare en tone

Skuffen med russisk er lukket for denne gang - vi er færdige med Onegin.
Lucia synger på sidste vers, vi har en enkelt forestilling tilbage. Derefter kan skuffen med italiensk også blive smækket i.
I eftermiddag har vi premiere på Carmen, hvormed prøveforløbet naturligvis er slut - nu kører det bare af sig selv.

Derfor synes jeg nu, jeg har meget mere overskud til at koncentrere mig om Tannhäuser. Vi har haft nogle korskoler på den, og har ellers fået nogle timer til at lære den udenad på egen hånd - selvindstudering, som vi kalder det.

Alt det øvrige vi har lavet indtil videre denne sæson er fin musik, men Wagner går nu lige i hjertekulen på mig.
I Lucia er der mange gode melodier og masser af ekvilibristisk sang. Men det er fra en tid, hvor harmoniseringen endnu ikke var så voldsomt interessant; efter min egen ganske uvidenskabelige mening.

Men Wagner kunne det der med at placere en uventet akkord på det helt rigtige sted. I et af Tannhäuser-korene synger vi på et tidspunkt: "hoch über aller Welt ist Gott".
Netop på "Gott" er der en akkord som ophøjer det hele på den helt rigtige måde - jeg bliver helt bevæget hver eneste gang jeg synger det.

Det er også sjovest at være korsanger, når netop harmonierne er så vigtige. Selvom man måske synger den samme tone to gange i træk, kan den være en del af to helt forskellige akkorder. Så er det alligevel ikke den samme tone længere.
Overtonerne og intonationen vil være forskellig på de to på papiret ens toner.

En god melodi skal man aldrig kimse ad - men for mig går der virkelig sport i det når jeg skal prøve at komme ind i kernen og forståelsen af en enkelt tone. Den kan se så uskyldig ud - men er det sjældent!


Anna Julie Brønholt