Vandterapi

*Klik på billedet! Foto: Michael Bennati Schou

Hvad er det der er over det der med at sejle? Stort set hver morgen tager jeg til Nyhavn og sejler over med vandbussen, som oftest 903, som sejler frem og tilbage hele tiden. (Lige med undtagelse af de gange, hvor den ligger stille på den anden side og venter på passagerer)

Når man kommer ud på vandet, ændres den trafikale omgangstone fuldstændig. Tempoet er et andet. Turen tager den tid den tager, og det er som regel den samme tid fra dag til dag - kun et par minutter, men de få minutter får blodtrykket til at falde.

Man kommer fra kaos på Nyhavn, ofte med stilladser, bygningsarbejde, trafik og mange mennesker, og sekundet man stiger ombord i vandbussen sænker roen sig (med mindre man er meget stresset fordi man har travlt og skal på arbejde NU) - den lægger fra og tøffer ud i havnen og skipper hilser på de andre både. Det er svært at forestille sig stress på vandet. Næ - på vandet er man venlig og sindig - også inde midt i København.

Man ser lyset på en anden måde og bliver opmærksom på vejret, ikke bare om det regner eller blæser. Man ser himlen og skyerne og mærker - alt efter, hvor store skridt man skal tage for at komme i båden, og om man skal træde op eller ned - om vandstanden er høj eller lav. Altsammen på få minutter.

Ved at tage båden tvinges man til en pause - en pause som man ikke får, hvis man sidder i en overfyldt bus eller stresser afsted på anden vis. En velkommen stilhed inden arbejdsdagen går igang.

Tager man båden om aftenen inden en forestilling, følges man med en masse operagæster, som sidder og snakker om operahuset, aftenens forestilling, hvad de har læst om den, hvilke anmeldelser den har fået, hvad de sidst har set, og hvad de har syntes om det, og der er tit sådan lidt fest og udflugtsstemning i luften...

Var man sur, da man satte sig i båden, kan man være heldig at være i bedre humør, når man står af. Faktisk kan det være småsvært at bevare pessimismen. Hvis man gerne vil det, kan jeg tilgengæld anbefale 66eren. Den har nemlig for vane både at være forsinket eller for tidligt på den, overfyldt og ind imellem slet og ret passere én, selvom man står nok så nydeligt ved holdepladsen..

Marie Degener

Skyd en kollega

[ Seks selvmordsbombere (forklædt som tjenere):

Børge, Johann, Bo og Martin – med pistol og bombebælte
Jens og Ole – med bombebælte
Jens: Tage kongen som gidsel!
Per-Anders: Få pistol af Posa!

# Vigtigt: Aflever pistol til den statist, der er ejer af pistolen efter denne scene!

Torben og Ole: Skyde Rodrigo på ét-slaget!

Følgende skydes af nævnte – i nævnte rækkefølge:

Søren skyder Bo!
Torben skyder Mette!
Ole skyder Pernille!
Per-Anders skyder Ernst!
Rudi skyder Charlotte!
Imre skyder Trunte!
Jan-Erik skyder ?!

# Reserver for dem der skyder er dem, der i forvejen er reserver på Grandi!

# Der skal således KUN findes reserver for dem, der skal skydes!!

# OBS: Hvis en reserve er reserve for Grandi, kan han ikke også blive skudt!!! ]

I forrige uge fyrede vi den for sidste gang af i Kaspers iscenesættelse af DON CARLOS. Og som antydet tidligere er det tungeste skyts kørt i stilling i denne både mørke og dybt foruroligende forestilling efter hvilken krudtrøgen endnu ikke har lagt sig fuldstændigt.

Når vi i Operakoret ankommer til teatret for at medvirke i den pågældende aftens forestilling, tjekker vi gerne som det allerførste dagens "Hvem gør hvad-køreplan". Den er som oftest spækket med anvisninger på præcis hvilke af os, der varetager hvilke sceniske opgaver netop denne aften (og her kan det være en god idé også at læse det med småt..).

Det sceniske aspekt af opera handler jo i ikke uvæsentlig grad om timing. Og derfor er intet på operascenen overladt til tilfældigheder. Hvis Rodrigo – som det er tilfældet i denne DON CARLOS – skal skydes på ét-slaget i takt 111 i sin sidste store dødsscene med Don Carlos, skal han skydes på ét-slaget i takt 111!!

(Næsten) alt på scenen er således planlagt til mindste detalje. Og ind i mellem kan vi i koret – som i eksemplet fra DON CARLOS – støde på anvisninger af en mere sprængfarlig kaliber.

Men hey, intet unormalt i det! Just another day at the office…

Ole Jegindø Norup



* Fotos fra kglteater.dk

Host host

Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt i livet ytret noget om, at det kunne være helt ok, at blive sådan lidt hyggesyg? Få en pause og ligge på sofaen nogle dage, drikke te og se fjernsyn med god samvittighed og en kasse kleenex.

Problemet er bare det, at når man bliver syg er det aldrig spor hyggeligt. Når man så oven i købet har valgt sangen som sin levevej går det helt galt. De gennemsnitlig to-tre forkølelser om året (hvis man er heldig og ikke får flere eller mere alvorlige ting) kommer sjældent belejligt og er aldrig hyggelige. I et sangermiljø opfattes det nærmest som kemisk krigsførelse, hvis man møder på arbejde godt snottet og nysende.

Alle ved, at det måske ikke er super logisk, eftersom man også smitter før man selv mærker symptomerne, men der er alligevel en vis konsensus om: Bliv hjemme, hvis du overhovedet kan undværes. På scenen kan man jo heller ikke bare fravælge nærkontakt eller gå hjem og tidligt i seng, hvis man har en forestilling, og bacillerne hopper da også lystigt fra offer til offer indtil stort set alle har haft en virus gennem systemet.

I perioder med særlig arbejdsbelastning, især hvis disse perioder falder sammen med øvrig forkølelses eller sygdoms-højsæson, fældes den ene efter den anden, som må hjem og bide i dynerne. Især solisterne står naturligvis med et helt ekstremt pres, når det gælder sygdom. Det kan koste dyrt at synge på en syg stemme og alligevel sker det ind imellem, fordi "the show - af den ene eller anden grund - must go on".

"Hyggesyg" findes med andre ord ikke længere, hvis det nogensinde har fandtes. I hvert fald ikke i min verden.

"Hyggesyge" findes måske til gengæld - det er der mange i operakoret, der lider af - men det er en sygdom af en helt anden og længerevarende karakter, som man kan blive smittet med, hvis man opholder sig for længe i godt selskab.

Marie Degener