Vandterapi

*Klik på billedet! Foto: Michael Bennati Schou

Hvad er det der er over det der med at sejle? Stort set hver morgen tager jeg til Nyhavn og sejler over med vandbussen, som oftest 903, som sejler frem og tilbage hele tiden. (Lige med undtagelse af de gange, hvor den ligger stille på den anden side og venter på passagerer)

Når man kommer ud på vandet, ændres den trafikale omgangstone fuldstændig. Tempoet er et andet. Turen tager den tid den tager, og det er som regel den samme tid fra dag til dag - kun et par minutter, men de få minutter får blodtrykket til at falde.

Man kommer fra kaos på Nyhavn, ofte med stilladser, bygningsarbejde, trafik og mange mennesker, og sekundet man stiger ombord i vandbussen sænker roen sig (med mindre man er meget stresset fordi man har travlt og skal på arbejde NU) - den lægger fra og tøffer ud i havnen og skipper hilser på de andre både. Det er svært at forestille sig stress på vandet. Næ - på vandet er man venlig og sindig - også inde midt i København.

Man ser lyset på en anden måde og bliver opmærksom på vejret, ikke bare om det regner eller blæser. Man ser himlen og skyerne og mærker - alt efter, hvor store skridt man skal tage for at komme i båden, og om man skal træde op eller ned - om vandstanden er høj eller lav. Altsammen på få minutter.

Ved at tage båden tvinges man til en pause - en pause som man ikke får, hvis man sidder i en overfyldt bus eller stresser afsted på anden vis. En velkommen stilhed inden arbejdsdagen går igang.

Tager man båden om aftenen inden en forestilling, følges man med en masse operagæster, som sidder og snakker om operahuset, aftenens forestilling, hvad de har læst om den, hvilke anmeldelser den har fået, hvad de sidst har set, og hvad de har syntes om det, og der er tit sådan lidt fest og udflugtsstemning i luften...

Var man sur, da man satte sig i båden, kan man være heldig at være i bedre humør, når man står af. Faktisk kan det være småsvært at bevare pessimismen. Hvis man gerne vil det, kan jeg tilgengæld anbefale 66eren. Den har nemlig for vane både at være forsinket eller for tidligt på den, overfyldt og ind imellem slet og ret passere én, selvom man står nok så nydeligt ved holdepladsen..

Marie Degener