Host host

Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt i livet ytret noget om, at det kunne være helt ok, at blive sådan lidt hyggesyg? Få en pause og ligge på sofaen nogle dage, drikke te og se fjernsyn med god samvittighed og en kasse kleenex.

Problemet er bare det, at når man bliver syg er det aldrig spor hyggeligt. Når man så oven i købet har valgt sangen som sin levevej går det helt galt. De gennemsnitlig to-tre forkølelser om året (hvis man er heldig og ikke får flere eller mere alvorlige ting) kommer sjældent belejligt og er aldrig hyggelige. I et sangermiljø opfattes det nærmest som kemisk krigsførelse, hvis man møder på arbejde godt snottet og nysende.

Alle ved, at det måske ikke er super logisk, eftersom man også smitter før man selv mærker symptomerne, men der er alligevel en vis konsensus om: Bliv hjemme, hvis du overhovedet kan undværes. På scenen kan man jo heller ikke bare fravælge nærkontakt eller gå hjem og tidligt i seng, hvis man har en forestilling, og bacillerne hopper da også lystigt fra offer til offer indtil stort set alle har haft en virus gennem systemet.

I perioder med særlig arbejdsbelastning, især hvis disse perioder falder sammen med øvrig forkølelses eller sygdoms-højsæson, fældes den ene efter den anden, som må hjem og bide i dynerne. Især solisterne står naturligvis med et helt ekstremt pres, når det gælder sygdom. Det kan koste dyrt at synge på en syg stemme og alligevel sker det ind imellem, fordi "the show - af den ene eller anden grund - must go on".

"Hyggesyg" findes med andre ord ikke længere, hvis det nogensinde har fandtes. I hvert fald ikke i min verden.

"Hyggesyge" findes måske til gengæld - det er der mange i operakoret, der lider af - men det er en sygdom af en helt anden og længerevarende karakter, som man kan blive smittet med, hvis man opholder sig for længe i godt selskab.

Marie Degener