Hvor illusioner trives

Nej - dette er trods overskriften egentlig ikke et indlæg om politik. Vi er i hvert fald stadig på teateret...

Her lever vi (også - kunne man måske fristes til at sige) af illusioner, men forskellen er at her er det det, vi betales for, vi har carte blanche til illusionsmageri - det forventes ligefrem af os.

Dermed være ikke sagt at det mest mystiske altid foregår på scenen. Der er en hel del mærkværdigheder bag scenen og på teaterets mange gange.

Jeg har før været inde på sproget; de ting man hører sig selv sige, som man aldrig troede, man skulle høre sig selv sige - de ting, som man, hvis man dumpede ned og ikke anede, hvor man var, ville blive meget mystificeret over - som f.eks:

"Jeg rykker lige dit hår lidt til venstre",

"Jeg synes, jeg var mere grøn igår" eller de mere barske:

"Det er en af de lettere tjanser: Vi skal bare gå ind og blive skudt til sidst"...eller:

"Jeg er begyndt at få udslet af alt det blod"

Jeg har på Malmö Opera set skilte, som kan få de fleste til at fundere lidt ekstra over livets store spørgsmål:

"Stille! - Øver med Jesus",

"Der er audition til Jesus" ,

"Tilhører Jesus" (Jesus Christ Superstar) - på et elklaver der længe stod på bagscenen stod der ligefrem:

"Tillhör Döden" (Death and the Maiden), og på et stykke papir der lå og flød, så jeg et notat fra et produktionsmøde på Rake's Progress:

"Hvor går vejen ned til Helvedet?".

Det er der sikkert mange der har spekuleret over i tidens løb, men jeg ved, at for en tid var den midt på scenen i Malmö. Men mange veje kan vist føre til helvede, og sidst jeg stødte på vejen til Helvede var det midt på scenen på Operaen (Holmen) i stedet, hvor Djævlen også måtte synke i jorden inden Tom endegyldigt mistede forstanden....

Marie Degener

Tilbage igen

Vi er tilbage igen. Dvs. "vi"er så meget sagt. Jeg er sammen med flere andre assistenter tilbage på Holmen nogle for en kort, andre for en længere bemærkning. Resten af koret er tilbage fra ferie.

Koret er startet med udendørskoncerterne, der som altid har skudt sæsonen igang. I Rosenborg slotshave forsøgte man, som allerede nævnt her på bloggen, at give det lunefulde danske sommervejr kamp til stregen og gennemførte så vidt muligt trods en veritabel syndflod, som fik skyllet balletten af programmet men dog med nogle hundrede tapre tilhørere godt pakket ind i forskellige former for plastik og vandafvisende siddende i haven.

Måske er dette den rigtige lejlighed til at takke de trofaste, som sidder der i regn og blæst i regnfrakker og til mindre salgbare produktioner med åbent sind for at få en oplevelse og får os til at føle, at vi ikke trodser vejr, vind og lavkonjunkturer forgæves.

I prøvesalen har vi taget hul på Nabucco, en produktion, som holder koret på tæerne med tekst og takter en masse at lære udenad. Lytter man kun til musikken lyder den krigerisk, triumferende, dramatisk optimistisk mens korets tekster til gengæld emmer af uro, frygt og sorg iblandet enkelte glimt af håb..

For tiden afprøves nye arbejdsformer, som lægger større indlæringsansvar på den enkelte, hvilket byder på helt nye udfordringer men er spændende, fordi man lærer meget om, hvordan ens egen læreproces egentlig er og samtidig også kollektivt får mulighed for at eksperimentere med indlæringsprocessen.

Nabucco er en stor koropera. Der er meget at lære for alle, men som det så ofte er tilfældet, er der ekstra meget at lære for korets herrer. Tit skal herrerne lære op mod en trediedel (eller mere) mere end kvinderne.

Der er også generelt flere småroller til mændene end til kvinderne. Dette betyder, at herrerne tit sidder længere til korprøve end kvinderne og ofte kan vi gå hjem og sidde lidt i sofaen inden vi går i seng, mens vore mandlige kolleger må vente til sidste tone er sunget, uden at de har nogen lønmæssige fordele af det.

Langt de fleste operaer er skrevet i en tid, hvor det var mændene, der spillede den mest fremtrædende rolle i samfundet, det var dem, der "agerede". Det var mændene som var soldater, politikere, gik på kroen, var studenter osv. Der findes enkelte nonne-operaer, damescener hvor kvinderne er hoffet omkring en kvindelig hovedperson el. lign.

Ellers er kvindernes opgave som regel at agere prostituerede eller i hvert fald af mændene attråede, og derudover at hænge på armen af en eller anden kavaler til en eller anden fest. I forhold til antallet er herrekor er der få rene damekor/scener.

Kvindeliv har nok ikke været opfattet som så interessant. Ikke det almindelige kvindeliv - "folkemængdens" kvindeliv.

Man kan godt nogen gange få lidt ondt af vores herrer, når de skal sidde en time længere i prøvesalen og terpe, mens vi andre kan tage hjem eller får en længere frokostpause.

Som de sidder der og slider på korstolen kommer de til at betale lidt for fortidens synder. For en verden hvor mændene altid stod i front, havde stemmeret, kunne handle og var dem der sås i samfundet.

Poetisk retfærdighed?

Marie Degener

Med vandmasserne væltende ned

I weekenden blev Det Kongelige Teaters nye sæson traditionen tro kick-started ved de to store sæsonpræsentations-koncerter under åben himmel – i lørdags på Rosenborg Eksercerplads og dagen efter på Skamlingsbanken ved Kolding. Koncerten i København, der er opbygget af highlights fra både opera, ballet og skuespil, blev endvidere transmitteret live til storskærme i Lemvig, Sorø, Gudhjem og Maribo.

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed at regnen i lørdags stod ned i stænger i store dele af landet. Koncerten på Rosenborg Eksercerplads blev derfor en helt speciel og ikke mindst våd oplevelse – især for publikum. Regnen silede i en grad så selveste operachefens tro mobilos sidst på aftenen måtte bukke endeligt under for naturens luner og opgive ævred for stedse.

I og med det meste af en hel sommermåneds nedbør havde valgt at vælte ned over udendørskoncerten, stod flere områder på den store græsplæne under vand. Og mange af os måtte sande, at et par tyndbundede laksko, der hører til kjole og hvidt, nu engang ikke udgør det ideelle fodtøj til syndflodsagtige tilstande.

Hatten af for det store antal – og der var rigtig mange – dedikerede fans, der holdt ud hele aftenen og bidrog til en festlig koncert.

Om søndagen gentog vi, som vi plejer, Open Air-koncerten på Skamlingsbanken ved Kolding – i høj solskin og 23 grader.

koncertprogrammet blev dirigeret af Michael Schønwandt og Graham Bond og så således ud:

PROGRAM

Giuseppe Verdi: NABUCCO Ouverture - Det Kongelige Kapel
George Balanchine: SERENADE 1. og 2. sats - Dansere: Hilary Guswiler, Amy Watson, Kizzy Matiakis, Ulrik Birkkjær og corps de ballet
Charles Francois Gounod: ROMEO OG JULIE L’amour, l’amour … Ah, lève-toi, soleil! - Solist: Peter Lodahl, tenor Non! Non! ... Je veux vivre - Solist: Inger Dam-Jensen, sopran
Ludvig Holberg: JEPPE PÅ BJERGET Jeppes monolog - Jeppe: Henning Jensen
Modest Musorgskij: BORIS GODUNOV Åbningskor - Det Kongelige Operakor
Peter Martins: SVANESØEN Russisk dans - Dansere: Femke Mølback Slot og Sebastian Kloborg Sort svane pas de deux - Dansere: Susanne Grinder og Ulrik Birkkjær
Giuseppe Verdi: NABUCCO Oh, dischiuso é il firmamento - Solist: Matilda Paulsson, mezzosopran Va, pensiero (Fangekoret) - Det Kongelige Operakor
Jorma Uotinen: JORD Uddrag - Dansere: Charles Andersen, Nicolai Hansen, Thomas Lund, Alexander Stæger, Gábor Baunoch, Jonathan Chmelensky, Jón Axel Fransson og Julien Roman
Lawand Shakur Othman aka DJ Turkman Souljah: PRÆMIEPERKER Så kom jeg til - Zaki Youssef, Det Kongelige Kapel
Giacomo Puccini: LA BOHÈME Mi chiamano Mimi - Solist: Ylva Kihlberg, sopran O, Mimi, tu più non torni - Solister: Peter Lodahl, tenor og Palle Knudsen, baryton
Christopher Wheeldon: TORNEROSE Blå fugl pas de deux - Dansere: Alexandra Lo Sardo og Alban Lendorf
Giacomo Puccini: MADAME BUTTERFLY Vogliatemi bene, un bene piccolino - Solister: Anne Margrethe Dahl, sopran og Misha Didyk, tenor Nynnekoret - Det Kongelige Operakor Un bel di vedremo - Solist: Anne Margrethe Dahl, sopran
Alan Jay Lerner / Frederick Loewe: MY FAIR LADY Sweet loverly - Solist: Cecilie Stenspil, Det Kongelige Operakor
Poul Ruders: DANCER IN THE DARK My Life - Solist: Ylva Kihlberg, sopran
August Bournonville: NAPOLI Tarantel - Dansere: Amy Watson, Alexander Stæger, Lis Jeppesen, Fernando Mora, Jean-Lucien Massot, Jette Buchwald, Lesley Culver, Mogens Boesen, Laure Dougy, Lena-Maria Gruber, Camilla Ruelykke Holst, Kizzy Matiakis, Louise Østergaard, Charles Andersen, Gregory Dean, Marcin Kupinski og Alban Lendorf
Giacomo Puccini: TURANDOT Nessun dorma - Solist: Misha Didyk, tenor, Det Kongelige Operakor

Ole Jegindø Norup

Det Kgl. Operakor holder sommerferie

Det Kgl. Operakor holder sommerferie. Vi er tilbage igen den 12. august.


Hvis du vil have et lille indtryk af korets hverdag på Det Kgl. Teater, så klik på ét af de følgende links. Videoklip I - I det første indslag fortæller mine kolleger Søren Hossy og Charlotte Meldgaard fra koret om at være ansat i Det Kgl. Operakor og om at medvirke i Lastens vej. I det andet - Videoklip II - følger man Pernille Bruun og Bo Nandfreds daglige arbejde på teatret.

Fra den 31. juli til den 1. august kan operaelskere glæde sig til hele ni forskellige opera-events under Copenhagen Opera Festival, blandt meget andet vises Det Kgl. Teaters DVD-udgave af Wagners Ringen på storskærm over fire aftener på Ofelia Beach. Læs mere her.

Opera i det fri den 5.–22. august. Den Kongelige Opera inviterer igen i år til gratis operakoncerter rundt i det danske sommerland på godser, slotte, museer mm.
Læs mere her.

Det Kongelige Teater på Rosenborg og Skamling den 14. og 15. august. Mere end 200 optrædende kunstnere fra Det Kongelige Teater kan igen opleves under åben himmel ved de to traditionsrige sommerkoncerter på Rosenborg Eksercerplads i København og på Skamlingsbanken i Kolding.
Læs mere her og her.

Ofelia Beach frem til den 5. september er der arrangeret alt fra tangoundervisning til rockkoncerter mv. på det nye, store udendørsområde Kvæsthusmolen bag Skuespilhuset. Ofelia Beach er åben hver dag. Læs mere her.

Ole Jegindø Norup

What is the collective noun for Chorus Masters?

Indeed - a pride of lions, a school of fish, a business of ferrets - but of chorus masters : a threat of chorus masters, a session of chorus masters, an aggravation of chorus masters ?

Who knows - but however they are defined, a group of them will be descending on Copenhagen this coming weekend.

It was some time ago when I was Associate Chorus Master for the chorus of Radio France that I received an invitation for a seminar in Harlem (Holland, not New York) to meet with all the other radio chorus masters in Europe. At the time it seemed like a curious idea - I mean what we were to do with each other. The whole nature of the job predisposes one to expect little in the way of camraderie. In most chorus master positions you are on your own to a great extent in that there is only one of you. True, you will have the support (psychological and administrative) from other members of staff - and on that score, in Copenhagen I am spoiled for choice - but there is generally nobody else doing your job. The responsibility is entirely yours. It is you and the chorus.

Yet as soon as I arrived and met my invisible colleagues it seemed the most obvious thing to do - just to acknowledge one another's existence for a start. And so I was very pleased that when I suggested I do something similar and attempt to gather in the Opera chorus masters within the region of Copenhagen the Opera gave me full backing.

It began last year with a painstaking set of trips around all the major opera houses of Scandinavia and the Baltic states - the new economic area that has opened up since the fall of the Iron Curtain. What quickly became apparent was not only that each Chorus Department functioned as a little atoll but that all the little atolls thought it would be a great idea to drift into each other's space and exchange experiences - indeed, Chorus Masters and Mistresses wanted to become a bit touchy-feely.

So this Friday (volcanic ash permitting) chorus masters from Bergen in the North, Copenhagen in the South, Riga in the East and Århus in the West - to name but a few - will be congregating on Holmen. Not only will it give us a chance to meet each other and discover we are not in fact totally cut off from the rest of the operatic world, but also an opportunity to listen to a variety of speakers, not only from Scandinavia but also from the UK and Austria.

We might discover we don't actually like each other. I think it unlikely. One of the colleagues I met on my travels arranged to meet me initally in the 20 minute interval of the show I had gone to see. As it turned out, I never got to see the third act and we finally got up and left each other 2 hours after the final curtain had come down.

May be it should be a Chat of Chorus Masters.

Philip White

’Imre, Jens, Anna og Michael (som bærer Anna): Ramt i forvejen/skydes på scenen! Anne: Ramt i forvejen/skydes på scenen! NB: Spyt på Klytaimnestra!!’

Ingen vil benægte at tabslisterne over de faldne operakarakterer i de klassiske, italienske operaer generelt kan være ganske lange. De er dog for intet at regne mod det samlede tabstal i Richard Strauss' Elektra, der med en spilletid på blot lidt over halvanden time udgør et sandt blodbad, et veritabelt voldsorgie, der mod operaens slutning blot tager til i styrke!

Her kommer der lig på bordet i en sådan grad, at når operaens sidste, dystre slut-akkord toner op fra orkestergraven, er der ingen af de mere end 50 medvirkende på scenen, der stadig trækker vejret!

I Peter Konwitschnys iscenesættelse bliver det intense psykologiske drama yderligere forstærket af et enormt digitalur på bagtæppet, der hele stykket igennem tæller ned mod alles uundgåelige endeligt.

Men hvorfor nu alle disse mord?

I begyndelsen af operaen overværer Elektra sammen med sine søskende mordet på deres far, Agamemnon, der bliver slået ihjel af ingen ringere end deres mor, Klytaimnestra, og hendes elsker. Elektra sværger blodhævn, mord avler mord, og halvanden time senere flyder det i en sådan grad med lig på scenegulvet, at det kan være vanskeligt at finde et sted at dø!

Konwitschnys iscenesættelse afsluttes nemlig med at også vi i koret bliver sendt på scenen – blot for at blive majet ned af uophørlige maskingeværsalver! Som alt andet i en operaproduktion er det enorme og ’kaotiske’ blodbad imidlertid nøje tilrettelagt. Logistikken må være i orden. Efter et sindrigt system bliver vi derfor i små grupper på bestemte musikalske cues sendt direkte i døden på nationalscenen…

Og derfor ser korets skriftlige ’just another day at the office-instrukser’ typisk således ud:

Anette og Mariann – skydes på scenen! Torben, Magnus og Morten – skydes på scenen / skubber Chrysothemis! Sofie, Mette, Karen, Bo, Torleif og Ole – ramt i forvejen / skydes på scenen! Randi, Børge og Helle – ramt i forvejen / skydes på scenen! Jan, Hans, Anne, Pernille, Marie og Carl – ramt i forvejen / skydes på scenen! Søren og Louise, som slæber Søren – ramt i forvejen / skydes på scenen! Imre, Jens, Anna og Michael, som bærer Anna – ramt i forvejen / skydes på scenen! Ove og Katarina – ramt i forvejen / skydes på scenen! Trunte og Per – ramt i forvejen / skydes på scenen! Annita og Peter – ramt i forvejen / skydes på scenen! Cecilia og Søren – ramt i forvejen / skydes på scenen! Anne – ramt i forvejen / skydes på scenen! NB! Spyt på Klytaimnestra! Charlotte, Billie og Mia – ramt i forvejen / skydes på scenen! Mogens, Inger, Sten, Erik, Lars, Margit og Hetna – ramt i forvejen / skydes på scenen og falder ved dør i kongeside!

Forestillingen kan opleves for sidste gang i aften.

Ole Jegindø Norup

Rakes rykker!

Operakoret har virkelig været på arbejde denne sæson - og vi er skam ikke færdige endnu.
Men resten af sæsonen er vi delt op i to hold. Det ene hold tager sig af Lastens Vej (Rakes Progress) og Elektra, det andet laver Jeptha og Skin Deep.
Vi bliver suppleret af en hel del af korets assistenter i disse forestillinger.
Når Carmen vender tilbage til foråret, samles koret igen.

Jeg har selv haft den luksus at kunne sidde i salen og se mine kolleger arbejde på scenen i Rakes Progress.
Jeg har overværet tre prøver, og så generalprøven.
Og hvilken stor oplevelse! Selvom vi står i disse prøveforløb gang på gang, er det noget helt andet at sidde og se på det udefra.
Det er så interessant at se, hvordan forestillingen udvikles og flytter sig fra den ene prøve til den anden. Til den første prøve jeg så, tænkte jeg, at de da vist godt kunne bruge noget mere tid.
Men kun en uge senere kunne jeg overvære en helt fantastisk medrivende, morsom, smuk og rørende forestilling.

Jeg blev så stolt af mine kolleger, da jeg så dem på scenen - hvor er de dog dygtige! Og jeg blev endnu mere stolt over, at jeg er en del af det kor.

Du kan selv opleve Operakoret, teaterets dygtige operasolister og Det Kongelige Kapel i Lastens Vej.
Det er vel ikke hver dag, du ser en skægget dame?

Klik her og læs mere om den fantastiske forestilling.

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Anna Julie Brønholt

Operakoret går til filmen

Det Kongelige Teater har lavet en lille film om Operakoret.
Her bliver du lyn-indført i korets hverdag og arbejde af 1. sopran i koret Pernille Bruun og 1.bas Bo Nanfred.

Vil du se filmen, så klik her: http://video.kglteater.dk/video/552065/det-kongelige-operakor


Anna Julie Brønholt

Intens Tannhäuser

I går aftes spillede vi Tannhäuser for sidste gang - i denne omgang i hvert tilfælde.

Undervejs oplevede vi et af de øjeblikke hvor det føles som om, tiden står stille, eller i hvert fald går i slow motion.

Damekoret var forsamlet på lysbroen - den øverste balkon over publikumsbalkonerne - hvorfra vi sang vores sirenekor. Herfra er der uhindret adgang til at følge med i, hvad der sker på scenen.

Mellem to af vores indsatser, hvor vi sad og ventede, skete der pludselig en misforståelse mellem en af solisterne på scenen og orkesteret.
De kom fra hinanden, og det lykkedes ikke at finde sammen igen lige med det samme.
Jeg kiggede på vores korsyngemesters monitor, hvor man kan se dirigenten, og han fortsatte med at dirigere.
Solisten fortsatte på egen hånd helt a capella, indtil der endelig var et sted, hvor orkesteret kunne komme ind igen på en ordentlig måde, hvorfra alt så kunne fortsætte efter bogen.

Det var som at stirre på en linedanser som har tabt balancestangen, men som fortsætter og overlever på grund af sit talent og sin store rutine.
Man tror på, at han kan klare det - samtidig med, at det næsten er ubærligt at se på - for hvad nu HVIS han falder ned?

På lysbroen udbrød der nærmest panikstemning. Jeg tror, vi alle sammen fik koldsved og hjertebanken, mens vi intet andet kunne gøre end bare at se til.
Når det påvirkede os så stærkt var det sikkert fordi, vi alle kunne føle helt ind i marven, hvordan det ville være at stå der på scenen og pludselig være helt alene i verden. Den eneste balancestang må have været dirigentstaven, som roligt blev holdt i bevægelse: Fortsæt!
Indtil alle fandt sammen igen, og vi kunne drage et lettelsens suk.

Man kan undre sig over, hvorfor panikken indfandt sig som den gjorde - i hvert fald hos os. Når man ser rationelt på det, er det jo bare musik. Det er bare en forestilling.
Hvad end der sker, vil det hverken få fly til at styrte ned eller bygninger til at synke i grus.

Men det kan ind imellem føles sådan! Når man står der, føles det som om, at det er det vigtigste i verden, at det hele kører som det skal, og helst mere til.

Hvis den følelse tager overhånd, kan det føre til sceneskræk, og man mister troen på, at man nogensinde kan gøre det godt nok.

På den anden side, skal der også være en grund til at stå der. Det SKAL være vigtigt. For hvis kunstnerne ikke tror på det - hvorfor skulle publikum så? Så kan de spare de kostbare billetter og blive hjemme og se Robinson Ekspeditionen.

Dette var et af de øjeblikke, hvor man virkelig mærker, at live musik er levende musik udført af levende mennesker.


Anna Julie Brønholt