Tilbage igen

Vi er tilbage igen. Dvs. "vi"er så meget sagt. Jeg er sammen med flere andre assistenter tilbage på Holmen nogle for en kort, andre for en længere bemærkning. Resten af koret er tilbage fra ferie.

Koret er startet med udendørskoncerterne, der som altid har skudt sæsonen igang. I Rosenborg slotshave forsøgte man, som allerede nævnt her på bloggen, at give det lunefulde danske sommervejr kamp til stregen og gennemførte så vidt muligt trods en veritabel syndflod, som fik skyllet balletten af programmet men dog med nogle hundrede tapre tilhørere godt pakket ind i forskellige former for plastik og vandafvisende siddende i haven.

Måske er dette den rigtige lejlighed til at takke de trofaste, som sidder der i regn og blæst i regnfrakker og til mindre salgbare produktioner med åbent sind for at få en oplevelse og får os til at føle, at vi ikke trodser vejr, vind og lavkonjunkturer forgæves.

I prøvesalen har vi taget hul på Nabucco, en produktion, som holder koret på tæerne med tekst og takter en masse at lære udenad. Lytter man kun til musikken lyder den krigerisk, triumferende, dramatisk optimistisk mens korets tekster til gengæld emmer af uro, frygt og sorg iblandet enkelte glimt af håb..

For tiden afprøves nye arbejdsformer, som lægger større indlæringsansvar på den enkelte, hvilket byder på helt nye udfordringer men er spændende, fordi man lærer meget om, hvordan ens egen læreproces egentlig er og samtidig også kollektivt får mulighed for at eksperimentere med indlæringsprocessen.

Nabucco er en stor koropera. Der er meget at lære for alle, men som det så ofte er tilfældet, er der ekstra meget at lære for korets herrer. Tit skal herrerne lære op mod en trediedel (eller mere) mere end kvinderne.

Der er også generelt flere småroller til mændene end til kvinderne. Dette betyder, at herrerne tit sidder længere til korprøve end kvinderne og ofte kan vi gå hjem og sidde lidt i sofaen inden vi går i seng, mens vore mandlige kolleger må vente til sidste tone er sunget, uden at de har nogen lønmæssige fordele af det.

Langt de fleste operaer er skrevet i en tid, hvor det var mændene, der spillede den mest fremtrædende rolle i samfundet, det var dem, der "agerede". Det var mændene som var soldater, politikere, gik på kroen, var studenter osv. Der findes enkelte nonne-operaer, damescener hvor kvinderne er hoffet omkring en kvindelig hovedperson el. lign.

Ellers er kvindernes opgave som regel at agere prostituerede eller i hvert fald af mændene attråede, og derudover at hænge på armen af en eller anden kavaler til en eller anden fest. I forhold til antallet er herrekor er der få rene damekor/scener.

Kvindeliv har nok ikke været opfattet som så interessant. Ikke det almindelige kvindeliv - "folkemængdens" kvindeliv.

Man kan godt nogen gange få lidt ondt af vores herrer, når de skal sidde en time længere i prøvesalen og terpe, mens vi andre kan tage hjem eller får en længere frokostpause.

Som de sidder der og slider på korstolen kommer de til at betale lidt for fortidens synder. For en verden hvor mændene altid stod i front, havde stemmeret, kunne handle og var dem der sås i samfundet.

Poetisk retfærdighed?

Marie Degener