- og nu på TV

Fredag d. 5.2. bragte TV2 Lorry et indslag om Operakoret.
Her fortæller Søren Hossy fra 1. tenorgruppen og 1. sopran Charlotte Meldgaard om livet som ansat i Det Kongelige Operakor.

Se indslaget her: http://www.tv2lorry.dk/moduler/nyheder/showregvideo.asp?dato=05-02-2010&cID=1&vId=528198

Som nævnt i det forrige blogindlæg har Det Kongelige Teater lavet en lille video om koret, her møder du 1.sopran Pernille Bruun og 1. bas Bo Nanfred.
Se den her: http://video.kglteater.dk/video/552065/det-kongelige-operakor


Anna Julie Brønholt

Operakoret går til filmen

Det Kongelige Teater har lavet en lille film om Operakoret.
Her bliver du lyn-indført i korets hverdag og arbejde af 1. sopran i koret Pernille Bruun og 1.bas Bo Nanfred.

Vil du se filmen, så klik her: http://video.kglteater.dk/video/552065/det-kongelige-operakor


Anna Julie Brønholt

Intens Tannhäuser

I går aftes spillede vi Tannhäuser for sidste gang - i denne omgang i hvert tilfælde.

Undervejs oplevede vi et af de øjeblikke hvor det føles som om, tiden står stille, eller i hvert fald går i slow motion.

Damekoret var forsamlet på lysbroen - den øverste balkon over publikumsbalkonerne - hvorfra vi sang vores sirenekor. Herfra er der uhindret adgang til at følge med i, hvad der sker på scenen.

Mellem to af vores indsatser, hvor vi sad og ventede, skete der pludselig en misforståelse mellem en af solisterne på scenen og orkesteret.
De kom fra hinanden, og det lykkedes ikke at finde sammen igen lige med det samme.
Jeg kiggede på vores korsyngemesters monitor, hvor man kan se dirigenten, og han fortsatte med at dirigere.
Solisten fortsatte på egen hånd helt a capella, indtil der endelig var et sted, hvor orkesteret kunne komme ind igen på en ordentlig måde, hvorfra alt så kunne fortsætte efter bogen.

Det var som at stirre på en linedanser som har tabt balancestangen, men som fortsætter og overlever på grund af sit talent og sin store rutine.
Man tror på, at han kan klare det - samtidig med, at det næsten er ubærligt at se på - for hvad nu HVIS han falder ned?

På lysbroen udbrød der nærmest panikstemning. Jeg tror, vi alle sammen fik koldsved og hjertebanken, mens vi intet andet kunne gøre end bare at se til.
Når det påvirkede os så stærkt var det sikkert fordi, vi alle kunne føle helt ind i marven, hvordan det ville være at stå der på scenen og pludselig være helt alene i verden. Den eneste balancestang må have været dirigentstaven, som roligt blev holdt i bevægelse: Fortsæt!
Indtil alle fandt sammen igen, og vi kunne drage et lettelsens suk.

Man kan undre sig over, hvorfor panikken indfandt sig som den gjorde - i hvert fald hos os. Når man ser rationelt på det, er det jo bare musik. Det er bare en forestilling.
Hvad end der sker, vil det hverken få fly til at styrte ned eller bygninger til at synke i grus.

Men det kan ind imellem føles sådan! Når man står der, føles det som om, at det er det vigtigste i verden, at det hele kører som det skal, og helst mere til.

Hvis den følelse tager overhånd, kan det føre til sceneskræk, og man mister troen på, at man nogensinde kan gøre det godt nok.

På den anden side, skal der også være en grund til at stå der. Det SKAL være vigtigt. For hvis kunstnerne ikke tror på det - hvorfor skulle publikum så? Så kan de spare de kostbare billetter og blive hjemme og se Robinson Ekspeditionen.

Dette var et af de øjeblikke, hvor man virkelig mærker, at live musik er levende musik udført af levende mennesker.


Anna Julie Brønholt

Velkommen til en ny blogger

*Alle fotos: Michael Bennati Schou - klik på billederne og se flere!

Det er med armene i vejret og mundvigene helt oppe ved ørerne at jeg hermed har den store fornøjelse at kunne byde Ulla Kudsk Jensen velkommen på banen som ny blogger her på Operakorets blog.

Vores kære kollega Anna Julie Brønholt har ellers egenhændigt og heltemodigt holdt blog-skansen længe. Faktisk har hun begået intet mindre end de seneste tyve beåndede og bidefaste blog-indlæg i træk. Respect!

Men mezzo’en Ulla Kudsk Jensen skulle hermed være klar til at bidrage til festlighederne og lægge hovedet på bloggen. Endnu en skribent til at holde vores fælles blog-gryde i kog med betragtninger fra et sangerliv og updates fra vores dagligdag angående, hvad vi har gang i for tiden i Det Kgl. Operakor.

Og Ulla burde have historier at fortælle fra livets skæve gang på teatret. Hun er nemlig en erfaren sanger og har været fastansat i Operakoret siden 1994.

Desuden har hun erfaring både som korsanger og som solist.

På Det Kgl. Teater har Ulla sunget Mrs. Quickly i Verdis Falstaff, Ulrica i Verdis Maskeballet, Annina i Verdis La Traviata, Giovanna i Verdis Rigoletto, Schwertleide i Wagners Valkyrien, Flosshilde i Wagners Ragnarok, Modestina i Rossinis Rejsen til Reims, 3. dame i Mozarts Tryllefløjten, 1. Magd i Strauss' Elektra, Prinsesse Clarissa i Prokofievs Kærligheden til de tre appelsiner, Poklizečka i Janáčeks Sagen Makropulos, Tilfreds mor i Poul Ruders' Tjenerindens fortælling samt Fru von Plessen i Bo Holtens Livlægens Besøg.

Klik på Ullas navn, hvis du vil læse mere om hende.

Ole Jegindø Norup

Klæder skaber folk [2. del]

*Foto: Michael bennati Schou - klik på billedet og se flere fotos fra MASKARADE!




[fortsat fra Klæder skaber folk 1. del]

Mange tror - måske - at det er bedst at blive forvandlet til en smuk prinsesse, og tro mig, det ER skønt, selvom det kan være vanskeligt at leve op til!

Men det er faktisk næsten lige så sjovt at spille grim. Jeg mindes en vaskekone med ekstra påsat barm, sorte tænder og store tunge støvler med ål i strømperne. Herligt!

Forvandlingen kræver mest energi og indlevelse den første tid, hvor jeg bruger tid på at finde den rette makeup, og at lære mit tøj at kende. Er der lommer i? skal der trippes rundt eller vades i bredt skræv?

Hvordan bevæger hun sig, hende her med de grimme tjavser og tunge støvler eller figuren med silkeskoen og den elegante popo? Er det en dreng eller mand tager det næsten endnu længere tid at finde personen.

Bevægelserne fødes rigtig meget af kostumet. Det udvikles og måske endda forvandles, mens vi spiller forestillingerne. Selvom jeg er klædt meget forskelligt kræver det naturligvis også et bevidst arbejde at ændre mit kropssprog, gangmønster, eller for mig, måske allermest mine arme, mine lange flagrende arme.

Men det er skønt når figuren, kostumet, iscenesættelsen giver én så meget, at du virkelig får ændret ved hverdagens mønstre, at du kommer ind og iklæder dig din figur.

Ulla kudsk Jensen

*Foto: Michael bennati Schou - klik på billedet og se flere

fra SIMON BOCCANEGRA!

Klæder skaber folk [1. del]

*Klik her og se Michael Bennati Schous billedgalleri fra ELEKTRA!

Når jeg ifører mig min røde kimono starter forvandlingen. Forvandlingen fra den person, der færdes hjemmevant i den lokale Netto som i Illums til den mørkhårede skønhed eller vaskekonen med strithår.

Jeg elsker denne transformation. Hver ting har sin charme og sine udfordringer.
Jeg kender naturligvis den figur og karakter jeg skal iklæde mig, men det er en gave og stor hjælp at få det rigtige hår, makeup og kostume på.

Jeg føler mig altså ikke nødigvendigvis særlig sexet i hverdagens cowboybukser og måske tilført frikadelle-lugtende hår, men, men giv mig min corsage og skønne paryk og straks vover jeg mig ud i attituder, jeg sjældent benytter i det private.

Jeg vil vove den påstand, at jeg får mulighed for at udleve det gamle motto om at Klæder skaber Folk på mit arbejde.
I dette efterår har jeg både været en varm og træt landarbejder, en noget overrislet luder i den mindre luksuriøse klasse og landadel med stor selvforståelse.

Andre dage har jeg iført mig et stramt – smukt – tilknappet udtryk som hofdame om aftenen, mens jeg om dagen afprøver min temperamentsfulde spanske arbejderkvinde eller smuglerkone i noget alt, alt for meget VARMT tøj.

Og om ganske kort tid venter et gudesmukt kostume til sangerdysten på Wartburg.

Jeg glæder mig allerede.

Ulla Kudsk Jensen


*Klik her og se Michael Bennati Schous billedgalleri fra MASKARADE!



*Klik her og se Michael Bennati Schous billedgalleri fra LIVLÆGENS BESØG!



*Klik her og se TRE ANDRE Michael Bennati Schou-billedgallerier fra MASKARADE!

Pige, træd varsomt

- thi scenen er skrå...
Det er den virkelig i Tryllefløjten!
Jeg er ikke klar over hvad hældningsgraden er, men Alpe d´huez forekommer at være barnemad ved siden af.
Den er ikke for sarte rygge eller knæ.
Heldigvis er det mest til prøverne, tiden på den skrå scene kan blive lang - til forestillingerne skal koret ikke stå der lang tid af gangen.

Senere på måneden har vi repremiere på Mikael Melbyes opsætning af Tryllefløjten.
Mikael Melbye arbejder som altid med smukke billeder, og scenen er også langt mere nådig mod øjet end mod sangernes fysik.
Den optiske virkning af hældningen er smuk og skaber pyramideassociationer. Scenografien er netop også inspireret af gamle Ægyptiske symboler.

Vi spiller Tryllefløjten på Gamle Scene, og den synges på dansk. Koret har i øvrigt den stolthed, at en af vores dygtige kolleger har rollen som Papagena!

Læs mere her om Mozarts eventyrlige opera på Det Kongelige Teater.

Her i januar spiller vi desuden fortsat Tannhäuser og Carmen - du kan stadig nå at se disse meget forskellige, men på hver deres måde fantastiske forestillinger! Husk, at selvom der skulle være udsolgt på Billetnet, sælges der altid et antal billetter på dagen - se mere her.


Anna Julie Brønholt

Juleferie

I aften har vi den sidste forestilling inden juleferien.

Men vi vender tilbage mellem jul og nytår, hvor der også er andre forestillinger på programmet på Det Kongelige Teater.

Klik her og se teaterets hjemmeside og kalender.

Det Kongelige Operakor ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Anna Julie Brønholt

Tannhäuser set fra damekoret (3/3)

Inden vi skal på igen i slutningen af 3. akt, kan vi nå at tage kostumerne af og holde pause.
Når det er kostumer, som fylder meget, kan det være rart at få dem af ind imellem, de hindrer bevægelsesfriheden.

Vores Tannhäuserkostumer kan være lidt svære at sidde godt i, vi har alle mange meter stof kunstfærdigt draperet på bagperronen.

Flere af damerne har enorme pufærmer, jeg har hørt et sted, at der ligeledes er gået flere meter stof til et enkelt ærme.

De fleste parykker er også fyldige og formet i store, bløde frisurer.

Nogle bærer overdimensionerede halssmykker, armbånd og ringe i sorte og grå nuancer.
Ingen diamanter her - det er skåret ud i et eller andet plastic-agtigt materiale, lagt lag på lag - kantede, spidse og afrundede stykker mellem hinanden. De er simpelthen designet til lejligheden.

Tilsammen bliver det hele smukt og skulpturelt at se på, men også overdrevet, og får borgerskabet fremstillet fra dets mest hysteriske side.

Alle kostumerne er syet til denne forestilling, og passer som støbt på hver enkelt af os.
Det er også med til, at gøre det til en dejlig forestilling at spille med i, at man føler sig godt tilpas i kostumet.

Og udenom det altsammen stråler det vigtigste: Wagners overjordisk skønne musik.
Det er ikke kedeligt at være korsanger i en Wagnerforestilling, for korene er så smukke at man kan blive helt grædefærdig.

Damekoret har vores sidste kor og sidste entre i finalen af 3. akt, hvor vi nogenlunde skjult lister ind bagest på scenen og begynder at synge herfra.

Vi hylder underet som er sket - i forlægget er det jo, at pavens stav er begyndt at spire, og Tannhäuser dermed er tilgivet og frelst.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Men i denne opsætning hylder vi Tannhäusers store værk. Efter sin død, bliver han endelig hyldet - "taget til nåde".

Jeg glæder mig til Tannhäuser går i gang - vi har premiere i eftermiddag!

Du kan læse mere om forestillingen her.


Anna Julie Brønholt

Tannhäuser set fra damekoret (2/3)

2. akt.

Her skal vi ind parvis sammen med herrekoret og være snobbet og lettere excentrisk publikum til sangerdysten.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Landgreven er vært ved denne begivenhed, hvor Tannhäuser, inspireret eller besat af Venus får skabt voldsomt røre i den borgerlige og selvfede andedam.

Da Tannhäuser beretter, at han har været på Venusbjerget, bliver damekoret så oprørte, at vi først besvimer synkront og derefter løber ud af scenen, så hurtigt vores svulstige kjoler med slæb tillader det.

Herefter er vores næste opgave endnu et bagscenekor. Det har vi indtil videre sunget fra sidescenen i damesiden.

Men vi har fået at vide, at vi nu fremover skal synge det fra et særligt sted på bagscenen - på 5. etage eller noget lignende - også en bro, teknikerne benytter sig af.

De fleste af os kender ikke dette sted, så vi må se om vi kan finde frem uden at fare vild til generalprøven i aften.

Operaen er et stort hus, og man får hurtigt sine egne veje og rutiner i dagligdagen, som efterlader et meget stort, uopdaget omåde for den enkelte.

Det bliver helt spændende at komme lidt på opdagelse, og forhåbentlig nå frem i tide til at synge.

Herefter er der pause mellem 2. og 3. akt, og nu bliver der en smule ventetid. Til gengæld er der ingen kostume- og/eller parykskift. Kun for de 4, som er pager - i denne opsætning tjenestepiger - de skifter nu til det borgerlige, "fine" tøj, som vi andre har på i hele 2. og 3. akt.

Fortsættes...

Klik på billedet eller her og læs mere om Tannhäuser på Operaen.

Anna Julie Brønholt

Tannhäuser set fra damekoret (1/3)

Det er ikke altid længden af en forestilling, der afgør, om den er trættende eller givende at være med i.

Tidligere på denne blog har jeg udbredt mig om kvalerne ved 3.akt i Carmen, som samlet set får Carmen til at føles meget lang, selvom især 1. akt er virkelig dejlig at spille med i.

Men for damekoret bliver Tannhäuser en hel anderledes oplevelse, selvom den ikke varer under 4 timer. Som så ofte før, har vi ikke så meget at synge som herrekoret. Men der er også flere andre faktorer der gør, at Tannhäuser ikke føles særlig slidsom.

Det første vi skal synge er ikke på scenen, derfor behøver vi ikke komme tidligere for at sminke og tage kostume på.
Vi møder først ganske kort tid før forestillingen begynder.

Ca 10 minutter inde i forestillingen har vi vores første kald - nu skal vi op på lysbroen.
Det er den øverste balkon over publikums-balkonerne. Her sidder en masse lamper og spots, og ind imellem kan Operaens ansatte liste sig herop og se forestillingerne eller dele af forestillinger uden at forstyrre nogen.

Ganske vist er det i fugleperspektiv - til gengæld er lyden fra scenen og orkestergraven fantastisk deroppefra.

I Tannhäuser kommer vi derop tidsnok til at se slutningen af ouverturen. Den er nemlig iscenesat på fantastisk vis med Tannhäuser, Venus og de dygtige dansere fra Pantomimeteateret.

Her oprulles hele Tannhäusers indre kamp, som den beskrives i denne opsætning, nemlig det skisma, at hans enorme talent, hans muse Venus, samtidig er den dæmon, som fjerner ham fra virkeligheden og hans familie. Han kan ikke vælge begge dele fuldt ud.

Damekoret synger vores første kor stående på lysbroen med ansigterne mod væggen og ryggen ud mod salen. Der er ligeledes en af Kapellets harpenister med på lysbroen, og vores syngemester Philip, som dirigerer os.
Når vi vender ryggen til salen er det fordi, det efter flere eksperimenter har vist sig, at sådan bliver lyden og lydniveauet bedst.

Vi har tre små kor at synge fra lysbroen.
Imellem dem kan vi for en gangs skyld se og høre, hvad der foregår på scenen og i orkesteret, så det er ren forkælelse at være på arbejde på den måde.

Når vi er færdige med at synge, kan vi gå ned og sminke os, tage kostumer på, og få hjælp af frisørerne til de meget store og kunstfærdige parykker.
På denne måde bliver der ikke meget ventetid, selvom vi først skal på scenen et lille stykke inde i anden akt.

Fortsættes...

Anna Julie Brønholt

At arbejde i støj

Flere af sangerne i Operakoret - og i øvrigt mange andre musikere - har problemer med hørelsen. Mange har nedsat hørelse, andre døjer med større eller mindre skader som tinnitus og støjoverfølsomhed.

Vi forsøger så godt vi kan at passe på hinanden, hvis forholdene ikke er til at synge kraftigt.
Hvis en instruktør beder os om at stå meget tæt sammen på scenen, synger vi svagere.
Hvis vi har korskole i et lokale, som ikke egner sig til lydtrykket fra 60 operasangere for fuld udblæsning, afholder vi hele prøven i et moderat lydniveau.
Hvis man på scenen eller i en prøvesal pludselig er endt lige bag en kollegas stakkels ører, skruer man også lige ned for blusset.

Men selvom vi forsøger at tage disse forholdsregler, er vi omgivet af rigtig mange decibel mange timer om ugen.

Der kan nemt ske et uheld på scenen eller i prøvesalen, fordi vi ofte er i bevægelse når vi synger - så opdagede man måske for sent, at en kollega endte lige foran én, eller man kom selv til at bevæge sig hen foran én, som sang meget kraftigt.

Vores eneste reelle værn er ørepropper.
Men hvor folk, der arbejder med fx støjende maskiner, kan bruge høreværn, som helt lukker støjen ude, er vi nødt til at kunne høre en hel del stadigvæk.
Vi skal kunne høre orkesteret og resten af koret, så vi kan synge præcist både klangligt og intonationsmæssigt.

Der er flere og flere fra koret, der får lavet professionelle musiker-høreværn, som dæmper på den rigtige måde; nemlig lige mange db på alle frekvenser.
Skumpropper som dem, man bruger på festivaler og lignende, kan vi ikke rigtig arbejde med, fordi lydbilledet bliver helt forkert.

Jeg er selv nu i en proces, hvor jeg skal have lavet disse "rigtige" ørepropper, og har foreløbig fået en henvisning fra øre-næse-halslægen.
Jeg glæder mig rigtig meget til at få sat proppen i, og klarer mig i mellemtiden med halvgode ørepropper fra en musikforretning.

Det tager lidt tid at vænne sig til at synge med ørepropper i, men nu hvor jeg har gjort det et stykke tid, kan jeg slet ikke undvære dem.
Når jeg en gang imellem glemmer at få dem med ned på scenen, er jeg i mange tilfælde næsten grædefærdig, for ind imellem er lydtrykket bogstaveligt talt langt over smertegrænsen, og man kan bare gå og vente på, hvornår den uoprettelige skade sker.

Det ville løse støjproblemet, hvis vi alle sammen fik en prop i munden i stedet, men det ville der ikke komme så meget opera ud af...


Anna Julie Brønholt