Vi vil også anmeldes!

Hvis du ikke er meget for klagende, martyragtige udgydelser, skal du måske stoppe din læsning allerede her.
Det tegner til at blive en stor, fed gang selvynk.

I søndags havde vi premiere på Carmen - en fin premiere syntes vi selv!
Anmelderne var tilsyneladende enige for de flestes vedkommende; mange roser til solisterne og opsætningen, masser af stjerner og hjerter er velfortjent blevet strøet ud over forestillingen.

Men Operakoret, som ellers spiller en ret betydelig rolle i den opera, er ikke nævnt nogen steder - som jeg har set i hvert fald.
Selvfølgelig er det solisterne, der skal bruges spalteplads på, opsætningen og instruktionen også.
Men hvad med en enkelt linie til os et sted?

Se selv, vi er med!

Når vi selv skal sige det, er vi sluppet ret godt afsted med Carmen.

Prøverne på den har ellers ligget sideløbende med, at vi har spillet to andre forestillinger samt haft korskoler på en tredje.

Alligevel synes vi, vi både får givet den gas på scenen og også lavet noget god musik, vi synger varieret og præcist (det meste af tiden).

Hov! Her er vi sørme også.

Sidst men ikke mindst: vi er ret meget med i Carmen, både musikalsk og scenisk.
Så føles det lidt underligt at blive fuldstændig overset af anmelderne.

Sig mig - er det ikke...?

Jamen jeres arbejde bærer vel lønnen i sig selv! Desuden har ens sande jeg, sjælen, ikke behov for anerkendelse udefra, det er bare det lille ego, der står og råber.
I ved jo med jer selv, at I har gjort en stor og god indsats, det er vel nok!

NEJ! Vores egoer vil også klappes på skulderen og stryges med hårene.
Vi vil også anmeldes!

I stedet tager vi en tudekiks og lægger sørgeviolinerne på hylden - og knokler videre med prøver på Tannhäuser. Snart lægger også Rakes Progress og Jephta fra land.

Biss dann!

Anna Julie Brønholt

PS. Klik på billederne eller HER og se hele Carmen-galleriet med fotos af Miklos Szabo.

En tone er ikke bare en tone

Skuffen med russisk er lukket for denne gang - vi er færdige med Onegin.
Lucia synger på sidste vers, vi har en enkelt forestilling tilbage. Derefter kan skuffen med italiensk også blive smækket i.
I eftermiddag har vi premiere på Carmen, hvormed prøveforløbet naturligvis er slut - nu kører det bare af sig selv.

Derfor synes jeg nu, jeg har meget mere overskud til at koncentrere mig om Tannhäuser. Vi har haft nogle korskoler på den, og har ellers fået nogle timer til at lære den udenad på egen hånd - selvindstudering, som vi kalder det.

Alt det øvrige vi har lavet indtil videre denne sæson er fin musik, men Wagner går nu lige i hjertekulen på mig.
I Lucia er der mange gode melodier og masser af ekvilibristisk sang. Men det er fra en tid, hvor harmoniseringen endnu ikke var så voldsomt interessant; efter min egen ganske uvidenskabelige mening.

Men Wagner kunne det der med at placere en uventet akkord på det helt rigtige sted. I et af Tannhäuser-korene synger vi på et tidspunkt: "hoch über aller Welt ist Gott".
Netop på "Gott" er der en akkord som ophøjer det hele på den helt rigtige måde - jeg bliver helt bevæget hver eneste gang jeg synger det.

Det er også sjovest at være korsanger, når netop harmonierne er så vigtige. Selvom man måske synger den samme tone to gange i træk, kan den være en del af to helt forskellige akkorder. Så er det alligevel ikke den samme tone længere.
Overtonerne og intonationen vil være forskellig på de to på papiret ens toner.

En god melodi skal man aldrig kimse ad - men for mig går der virkelig sport i det når jeg skal prøve at komme ind i kernen og forståelsen af en enkelt tone. Den kan se så uskyldig ud - men er det sjældent!


Anna Julie Brønholt

Farvel til Onegin

Onsdag d. 28.10. var 17. og sidste gang vi spillede Onegin - i denne omgang i hvert fald.
Det er tradition, at mange laver lidt sjov med kollegerne på scenen når man spiller en forestilling på sidste gang.
Det må naturligvis ikke ødelægge forestillingen, men det kan være sjovt at se om folk kan holde masken, når man har fundet på et eller andet.

I onsdags var der ikke lagt op til de helt store gags - vi var nok for trætte.
Vi har i en periode spillet to forskellige forestillinger sideløbende, samtidig med at vi har prøvet på to andre - alle fire på hver sit sprog.

Men traditionen blev alligevel reddet på smukkeste vis.
I første scene hvor koret medvirker, går vi ind som en flok arbejdere. Vi symboliserer proletariatet og det gamle Rusland. Vi er ikke vilde med vores arbejdsgiver Larina i Konwitschnys fortolkning.
Men vi lyser lidt op, da vores symbol bliver båret ind: birketræet.
Det er dødt og symboliserer det efterhånden forsvundne gamle Rusland.

Træet bliver båret ind af folk fra sceneteknikken, som også rejser det for os.
De er klædt stort set som herrekoret, så de kan glide ind i mængden.

Men i onsdags kom der i stedet en flok mandhaftige damer på scenen slæbende på birken.
De havde iført sig damekorets kostumer: Blå kitler og tørklæde om hovedet.
Til lejligheden var de så også iført temmelig store briller som rigtig kom til deres ret indrammet af tørklædet.

Da var det svært at holde masken og udstråle den lidt indignerede alvor vi ellers har i denne scene!
Tak til teknikerne - det gav os lige lidt ekstra energi til resten af aftenen.


Anna Julie Brønholt

Kære dagbog... 2/2

Fortsat...

Carmenprøven fortsætter.

Koret har sunget; nu skal vi ligge og sove omkring nogle bål. mens solisterne kører showet et godt stykke tid.

På benene igen. Klappe, trampe sammen med solisterne.

Ud af scenen.

Vi har fået at vide, at på dette tidspunkt skal nogle af os klæde delvist om til 4. akt allerede pga tidsnød mellem akterne. Men vi skal stadig på scenen som smuglere et par gange endnu.

De store, røde kjoler og de nydelige habitter skal skjules under de lange smuglerfrakker;
så godt det nu er muligt....kjolerne har langt slæb for fleres vedkommende. Vi må holde os lidt i baggrunden. Det viser sig nu, at vi kommer til at stå anderledes end vi har gjort til prøverne, hvor vi ikke vidste, hvordan tøjet så ud, og hvor meget det fyldte.

Ind på scenen, ud og ind igen.

4. akt - så er det tid til de store hatte. Endelig kommer champignon-parykken til sin ret.

Nu er det gadeliv med sælgere af flag, mad og drikke, blomster og programmer til den forestående tyrefægtning. Nogle er borgere, som vandrer rundt i gadebilledet og hilser på hinanden.

Jeg er selv guvernante i borgmesterfamilien, skal holde styr på borgmesterens vrangvillige teenagedatter i hele virvaret.

Skal også huske at synge samtidig.

Der er meget lidt plads til så mange mennesker. De sidste par gange, vi har prøvet denne scene, har næsten 1/3 været syge.

Nu viser det sig ganske rigtigt, at det hele bliver noget forvirrende.

Det ser sandsynligvis fuldstændig ukoordineret ud på scenen, men der er nogle helt bestemte små situationer undervejs, som publikum skal kunne se.

Derfor er der visse tidspunkter, hvor man skal holde tilbage for visse personer og ikke helt fortabe sig i handlen og småsnak.

Samtidig er det første gang vi prøver det i kostumer - og de fleste kjoler fylder en hel del.
Der bliver trådt på mange slæb i løbet af prøven!

Selvom det virker umuligt på så lidt plads, lykkes det efter nogle gange at få det nogenlunde til at køre.

Frokostpause, prøven genoptages.

Kl. 15.20
Nu får koret fri. Lynhurtigt op og sminke af!

Kl. 16 skal en kollega giftes i domkirken. Traditionen tro tropper alle de, der har tid, op i kirken for at synge for vores kollega.
Vi har gruet lidt for, om vi ville kunne nå at komme af kostumet og sminke og ind til kirken i tide.
Men vi når det alle sammen, der er heldigvis ikke langt ind til domkirken.
Vi synger brudekoret fra Lohengrin; det er dejligt at kunne være med til at fejre en god kollega på denne måde.
Bagefter bliver vi trakteret med bryllupskage og champagne sammen med de øvrige gæster.

Klokken nærmer sig 18, nu er vi ved at være godt brugte.
Men i aften skal vi spille Onegin.

Nogle når lige hjem, jeg tager selv ind på garderoben på Operaen for at slappe lidt af og spise aftensmad.

Kl. 19.30
Nu bliver der kaldt første gang til forestillingen- en halv time, til den går i gang.

Sminke. Kostume.
Hvad er det nu vi har på i denne opera? Vi har godt nok spillet den 15 gange - men med Carmen og Lucia i hovedet også, skal man alligevel lige tænke sig om, så man trækker i det rigtige kostume.

Kan vi nu overhovedet finde energien til at give publikum en god oplevelse? Ikke alene har det været en lang dag, i en længere periode har det kørt sådan med både mange forestillinger og mange prøver.

Men det kan vi på en eller anden usandsynlig måde. Vi henter reserverne frem og fyrer den af så godt vi kan.

Det er vist gået meget godt, publikum virker glade.

23.28.
Sidder ENDELIG i bussen på vej hjem!
Denne mærkelige dag, der begyndte med et angreb fra en fugl, får heldigvis en tilsvarende mindeværdig afslutning:

En meget fuld mand står på bussen, vakler ind af døren, knalder hovedet ind i en af de gule stænger, vakler videre ned ad midtergangen - alt imens han højtideligt holder et blomkålshoved rakt frem for sig - som om han var en tjener på en fin restaurant, der bar et fad.

Anna Julie Brønholt

Kære dagbog....1/2

Lørdag d.24.10.09

Formiddag.
Damekoret har korskole på Tannhäuser kl.10.30. Er træt efter forestilling i går aftes, men tager hjemmefra i god tid for at nå at varme stemmen op - en lang dag med meget sang venter forude.
Kommer ned til busstoppestedet og opdager, jeg har glemt min node derhjemme. Tænke tænke.....kan jeg på en eller anden måde kringle den sådan, at jeg kigger med i en andens node, låner én eller noget? Nej, det går ikke, jeg kan det ikke godt nok endnu. Kan få brug for at lave notater i noden.
Må hjem efter den; når ikke den bus jeg ville, men kan stadig sagtens nå at møde til tiden.

Cykler hjem i den silende regn pakket ind i mit mørkegrønne regntøj. Mærker pludselig dunk i baghovedet ovenpå hætten.
Vender mig om, og ser lige ind i fjæset på en stor, grå fugl, der hænger i luften med kløerne fremme.
Er åbenbart blevet angrebet! Måske tror den, jeg er en stor fugl i det der regntøj?
Kommer herefter ret hurtigt hjem.

Når helskindet ud på Operaen MED node, selvom jeg synes, jeg ser store, grå fugle allevegne.

10.30.
Vi tæsker intonation og tekst i Tannhäuser. Mon vi stadig har stemme tilbage, når vi når frem til forestillingen i aften?

11.40
Korskole og 10 min. pause er slut, nu har vi 20 minutter til at komme i kostume, sminke og paryk til prøve på Carmen. Kost og mask, som det hedder.

Ingen af os tror på, vi kan nå det. Det er første prøve i kost og mask på Carmen, og erfaringsmæssigt medfører det en masse forvirring.
Frisører, påklædere og vi selv skal lige finde ud af det hele.
Vi begynder med 3. akt til denne prøve. Hvad skal vi så egentlig have på?

Min nederdel til denne akt er ikke syet færdig. Hvad skal jeg så have på i stedet?
Hvad med håret? Kan det virkelig passe, jeg skal have denne kæmpe champignon af en paryk på? Den fungerer måske fint i 4. akt under en kæmpe hat, når jeg skal være dame fra borgerskabet - men ville en smugler i bjergene vågne op og rulle håret op på den måde?

Vi vidste på forhånd, at vi ikke ville kunne nå at være færdige til kl. 12 hvor prøven starter. Derfor har damekoret aftalt at mødes og gå ned på scenen i samlet flok, når først alle er færdige.
Normalt ville man møde omkring tre kvarter før en kost og mask første gang for at finde ud af det hele.

Når vi først har prøvet kostumerne til alle scenerne en enkelt gang, kan vi selv hjælpe lidt mere til - tage det rigtige tøj ned af bøjlerne og tage det på. Så behøver vi kun hjælp til at blive åbnet og lukket i ryggen, eller hjælp hvis noget mangler eller er gået i stykker.
Men den første gang kender vi ikke alle delene, så påklæderne skal tjekke en lang liste for hver enkelt person. Hører der et tørklæde med? Hvordan skal det sidde? Et bælte? Skal frakken lukkes? Hvilke sko skal jeg tage på? Skal strømperne være sorte eller hudfarvede?

Hver påklæder og hver frisør skal hjælpe mange mennesker som alle er ret ubehjælpsomme - nogle grænsende til panikslagne - ved de her lejligheder. Derfor tager det sin tid!

Der går nu alligevel længere tid end forventet. En enkelt er fx blevet iklædt tøjet til 1. akt og må op og skifte igen. Påklæderne skal også lige have en chance for at lære hele garderoben at kende.
Endelig, efter at være blevet kaldt flere gange, kan vi gå ned på scenen og begynde prøven.

Bliver drillet en hel del med den paryk.

Smuglerscenen - vi lister os frem gennem tågen med alle vores smuglervarer på en stor vogn.
Écoute, écoute, compagnon, écoute....

Det skal nu nok blive en flot scene!


Fortsættes...

Anna Julie Brønholt

Sprogforbistring

- siger en svensk kollega altid, når hun ind imellem får rodet dansk, svensk og engelsk sammen i en stor forvirring.
Man må sige, at sprogforbistringen lurer lige om hjørnet for Operakoret i disse uger.

Vi opfører stadig Eugen Onegin for fuldt tryk måneden ud - den synger vi på russisk.

Lucia di Lammermoor spiller vi også for tiden - den synges på italiensk.

Det franske får vi dækket ind gennem prøverne på Carmen.

Vi får lige sneget lidt tysk ind gennem Tannhäuser, som vi er begyndt at have korprøver på.

Dertil kommer vores engelsktalende korsyngemester samt instruktøren på Carmen, som også er englænder.

Blandt kollegerne navigeres der på dansk, svensk, engelsk og norsk - heldigvis (for danskerne) dog fortrinsvis på dansk.

Ind imellem skal man lige holde tungen lige i munden - men egentlig går det forbløffende godt. På en eller anden mystisk måde finder hjernen ud af at finde en ny skuffe til hver opera med tilhørende sprog.

Hvilket sprog er du til?
Du kan læse mere om forestillingerne HER eller klikke på ordene med rødt ovenfor.

Anna Julie Brønholt

Så kom Konwitschny!

I uger før sommerferien har vi haft prøver på Onegin, som i denne udgave er Peter Konwitschnys værk.
Først korskoler og selvindstudering hvor vi har øvet russisk og tæsket noder.
Dernæst det mere samlende musikalske arbejde.
Inden ferien nåede vi nogle dage i prøvesalen med Konwitschnys assistent, som viste os, hvad vi skulle i de forskellige scener.
Vi arbejdede videre med hende efter ferien, vi kom på scenen og i kostumerne. Og vi nåede dertil at vi efterhånden vidste hvad vi skulle hvornår.
Men hvorfor? Hvad er vores intentioner i de forskellige situationer? Hvilken historie er vi med til at fortælle?

Og så kom Konwitschny!
En furie af en mand med langt hvidt hår samlet i en hestehale, skjorte og fløjsbukser og blegrøde gummiclogs med farvet bling bling i hullerne.

Alt giver mening, når han fortæller hvad der foregår - her er vi for længst ude over den rent tekniske side af at komme fra A til B.
Han taler om grundene til at komme derhen - og alt er virkelig begrundet! Hver eneste lille situation fortæller en historie.

Han skaber et magisk univers når han fortæller, og har enorm intensitet og tilstedeværelse i alt hvad han gør.
Han kræver det samme af alle medvirkende.
Flere af kollegerne i koret er uden varsel blevet råbt ad, skældt ud og fornærmet, fordi han mente, de ikke var nærværende nok eller fordi de gjorde en scenisk ting på et forkert tidspunkt.
I næste øjeblik har han tilsyneladende raset ud og fortsætter som intet var hændt, med samme begejstring og entusiasme som før.
Og man står tilbage og synes bestemt man så lynet slå ned, men det eneste spor er det forvirrede eller vrede udtryk hos den ramte.

Det er ikke kedeligt at være i hænderne på Peter Konwitschny.

Gå ind og se Eugen Onegin!
Musikken er fantastisk - døm selv om du kan lide opsætningen - hvis du forventer russisk folklore af den mere klichéprægede slags vil du finde ud af, du er gået forkert.
Men du kan være helt sikker på, at der bliver fortalt en historie!

Anna Julie Brønholt

Den Kongelige Underholdning

Operakorets sæson begyndte torsdag med prøve på det, vi skal synge på de to udendørskoncerter denne weekend.

I aften går det løs foran Rosenborg Slot, og i morgen flytter hele historien til Skamlingsbanken.

Det er et større ryk-ind i år - eller ryk-ud om man vil, idet hele Det Kongelige Teater denne gang er repræsenteret ved koncerten. Dvs. både operaen, balletten og skuespillet.

Dette betyder også et meget alsidigt program. Bl.a. har balletten nogle numre fra West Side Story hvor der bliver danset - og de synger skam også selv!

På nummeret America er vi tre fra Operakoret, som synger med på omkvædene.

Vi var til prøve på det med Det Kongelige Kapel i går aftes, og det var en helt ny oplevelse.

Først var der prøve på Ariadne fra Naxos.

Og SÅ kom der ellers helt andre boller på suppen - de gik i gang med numrene fra West Side Story. En ny verden åbnede sig for nogle få minutter.

At arbejde som sanger på Operaen er normalt ikke noget alsidigt job rent genremæssigt. Vi synger jo opera! Og i ny og næ en operette.

Det er også, hvad vi hører kapellet spille.

Så at stå med Det Kongelige Kapel i deres prøvesal og høre dem spille Bernstein for fuld udblæsning var en helt ny oplevelse.

Dertil kom at der ikke bare blev sunget til, som vi er vant til fra de såkaldte sang- og orkesterprøver - der arbejdes normalt ikke scenisk. I går blev der også danset!

Så mens vi tre stod og sang kor, og forsøgte at koncentrere os om at rrrrulle på r´erne som ægte Puerrrrto Rrrricanere, var der en hel flok smukke mennesker som dansede løs lige foran os.

OK by me in Amerrrrica!

Anna Julie Brønholt

God sommer!

For at du bedre kan overleve dine operaabstinenser sommeren over, er her en genvej til Michael Bennatis galleri med billeder fra Livlægens Besøg.
Her kan du opleve eller genopleve stemningen fra Bo Holtens dejlige opera.

Hvis du vil have nogle gode liveoplevelser, så klik ind på Det Kongelige Teaters hjemmeside og se, hvad der foregår sommeren over. Du kan fx komme til Copenhagen Jazzfestival-koncerter og revy i løbet af sommeren.

Det Kongelige Operakor ønsker alle en rigtig god sommer!

Anna Julie Brønholt

SOM BESAT…!

Tag nu fx ”Se den lille kattekilling” ….Den kender vi alle, den er lige til at gå til, og den kan køre sin egen lille diabolske turnus rundt og rundt og rundt i ørerne, hvis man først har fået den ”på hjernen”.
Som så mange andre melodier…
Vi kender alle fænomenet, som kan drive en til vanvid.

Så tag nu ”Se Den Lille Kattekilling”. Kan du ikke huske den? - så find din ”De Små Synger” (s.5) eller en anden melodibog.
Find et stykke papir og skriv dernæst teksten ned.
Erstat derpå hver eneste stavelse med et vilkårligt tal. Altså; ”Se den lille..” kunne blive til ”7, 5, 3, 1…” .Begyndelsen af legen går ud på at konvertere hele den kendte børnesangs tekst til én lang og usystematisk talrække.
Når så dette er gjort, så lær dig stille og roligt, at synge denne talrække.
Læg efterhånden arket fra dig, og syng talrækken udenad. Er du meget ihærdig, lærer du alle vers (forskellige talrækker selvfølgelig).
Når du har nogenlunde styr på dette, skal du vælge nogle tal som, hver gang du synger dem, skal ha accenter, nogle tal efter hinanden som skal synges legato (sammenhængende), nogle som skal synges staccato (adskilt).. osv. Og lær også denne din ”udlægning” af talrækken udenad.
For et gennemsnitsmenneske, er der nu gået en rum tid, nogle timer måske.
Men – så er du til gengæld også parat til at tilføje hele tal-sangen en koreografi.
Denne finder du selv på. Det kan være én der passer til sangens oprindelige tekst, eller hvad som helst. Bare din koreografi ligger fast.
Hent så familie og venner og opfør din tal-sang med koreografi – og succesen er muligvis hjemme!

Absurdt?!

Nogenlunde lige så absurd har de sidste mange ugers selvindstudering med Eugen Onegin føltes. Den er på russisk. Operaen. Ganske vist skal vi ikke kunne læse det kyrilliske alfabet, vi er udstyret med en lydskrift, men alligevel. Det absolut optimale ér, hvis vi ved, hvad hvert enkelt ord betyder, men som regel er det for ambitiøst og i stedet indkredser vi en række ord som skal have et særligt udtryk. For mange ords vedkommende er det en udfordring i sig selv, blot at mestre udtalen.

”Når I synger ”ziertzte” må der gerne være lidt smerte i stemmen” – siger vores korsyngemester. Og lige dét russiske ord kan man huske, fordi det ligger tæt på det tyske ”herze” – og de betyder ”hjerte”.
Andre ord får mere u-etymologiske huskeregler som fx når ”vot´ana” huskes som ”(der er) vådt Anna”, selvom det betyder ”der er hun”

Musikken læres i øvrigt samtidig! Den er ikke i nærheden af barndommens ”Se Den Lille Kattekilling” -som man har på rygmarven..

Man bliver støt og roligt en form for hjernevasket efterhånden som dagene med indstuderingen skrider frem. Man griber sig selv i at cykle i takt til en operaens dansescene, stryge hundens hår som når man synger ”Biedny´Lensky” (=stakkels Lenskil), smække døren, som når vi kaster et ”ZZdddraassstvuj”(=goddag) af os, banke rytmen til bondekoret på æggebakken, når man står ventende i Irmas kø. Forleden kom en kollega for sent til korskolen fordi, hun kun kunne cykle i dét tempo musikken fra operaen som havde besat hénde den morgen, var indstuderet i.
Man vågner om natten med fragmenter af strofer af tekst og musik som i en pærevælling og hulter til bulter insisterende præsenterer sig for én med en overbevisning, så man er nødt til at stå op og slå den korrekte sammenhæng op, så den fortsatte nattesøvn kan reddes, og det underbevidste gøre sit job ordentligt. Denne opera ikke blot indridses i erindringen, den mejsles ind i kraniet. Bliver man et arkæologisk fund om nogle tusind år, vil teksten til E.U. kunne læses på den indre hjerneskal.

I den sidste tid er jeg gået i den anden grøft. ”JEG MAGTER IKKE MERE RUSSISK!”... Jeg mener…: Vi har fint styr på tekst og musik. Det lyder russisk. Vi elsker at synge det. Vi glæder os til at sætte det hele ind i en scenografi, arbejde videre med instruktøren osv. – efter sommerferien, men nu trænger hjernen til en pause. Jeg er træt af at cykle i takt til noget som helst, og vil ud og nyde foråret i utakt og bare høre fuglene synge deres egne sange på et modersmål, kun de forstår og som bare skal nydes uden forstand. Det bliver skønt at få sine tanker for sig selv igen :-) .

Hanne Bremholm