mandag, oktober 27, 2008

Fagre nye verden

Livlægen.
Selvindstudering.

Skønt! Har hele formiddagen fri og vil bruge tre koncentrerede timer og virkelig få en masse på plads.
Vi har heldigvis fået en cd af vores syngemester med alle korindsatserne.

Jeg tror, jeg sætter mig her ved mit arbejdsbord med min discman.
Hmmm, den kan faktisk ikke afspille det ordentligt, den er nok for fintfølende til sådan en hjemmelavet cd.

Nå, må hen og sidde og arbejde foran det gode, gamle stereoanlæg.
Det fejler ingenting - bortset fra at displayet er i stykker, så jeg kan ikke se hvad track jeg afspiller - men så tæller jeg bare mens jeg klikker frem. Det går strygende med de første tracks.
Senere ligger altstemmen bl.a. på track 45, 49 og 65..... det er mange klik. Hov - klikkede jeg to gange dér? Forfra....Nej, det tager simpelthen for lang tid på den måde. Jeg må kunne nøjes med at afspille tracksene med altstemmen.

Men hvordan? Har ingen Ipod.... min telefon! Der kan man lægge musik ind. Så kan jeg bare gå og lytte til det dagen lang og kunne det ud og ind på no time. Hvordan er det nu man gør?

Tænd for computeren, den skal lige i gang.
Kan jo egentlig lige så godt tjekke mails nu jeg har tændt. Og lige hurtigt på Facebook...skal lige se om nogen har skrevet noget spændende.
Nej, må nu hellere se at komme videre med Livlægen.

Så skal man bruge et kabel så telefonen kan plugges i....
bumbumbum, hvor har jeg nu det henne? Fundet - i med telefonen.
Cd´en i computeren.
Media Player. Aha, det er nemt nok at få i gang. Piece of cake.
Udvælg de rigtige tracks.
Hvad så nu?
Kopiér..... hmmm, hvordan kommer de så ind på telefonen? Noget med bibliotek? Nårh, synkroniser - men hvordan ved den hvad den synkroniserer med? Hov! Det ved den åbenbart bare.

Nå, så ligger alle numrene vel på telefonen.
Ud med cd´en.

Jeg kunne jo egentlig bare afspille på computeren nu jeg sidder her, der er ingen grund til at tage de irriterende høretelefoner i, jeg er alene hjemme.
Hvordan afspiller jeg nu? Nu skal filerne jo hentes fra telefonen igen. Hmmm...må kunne åbne for dem på en eller anden måde.
Kan slet ikke finde filerne på telefonen.

Når noget ikke virker kan man altid slukke og tænde igen.
Sådan - sluk....
skal den mon hvile sig lidt inden man tænder igen? Nej, det er nok noget vrøvl.
Tænd - og kablet er stadig i. Det tager lidt tid...nå, "opdaterer bibliotek". Så er musikken vel endelig blevet overført til telefonen.
Men hvordan får jeg det nu over på computeren? Hov, skal vælge tilstand på telefonen...."udskrivning og medier"...mon det er den? Kunne det ikke lyde lidt som om man vil overføre noget?

Prøver.
Kan overhovedet ikke finde filerne på Media Player. Måske en anden tilstand skal vælges? Prøver "datalager".
Aha! Så sker der noget. Nu vil den vise billeder fra telefonen. Nej tak, selvom det dér nu var et ret sjovt billede....nej, cancel.
Dér var de rigtige filer! SÅ kan jeg endelig komme i gang.

Afspiller....ih, det er godt nok ikke særlig højt. Kan man ikke skrue op for lyden på computeren? Nej, alt er skruet helt op. Hov, det her er jo den dårlige computer - der ligger en anden fra kærestens arbejdsplads, måske lyder det af lidt mere på den?
Den skal lige tændes. Og man skal igennem to koder....hvad var det nu? Nårh jo.
Så, i med telefonen. Vælg tilstand - det kan jeg da sagtens: Datalager. Afspil med Media Player.
Nu kører det bare!! Jeg er egentlig ret tjekket med alt det her teknik.

Og jo, lyden er faktisk også lidt højere her. Men det overstyrer lidt, kan man ikke regulere på det? Synes jeg før har set, at kæresten har haft et vindue åbent med en form for kontrolpanel hvor man kan styre lydstyrke og balance osv....hvor mon man åbner det? Roder lidt rundt.
Hov!!! Tiden!!!!
Er nødt til at lukke og slukke, skal ind til en prøve med en pianist.
Så kan jeg jo sidde og høre musikken i metroen, det er bare skide smart, så udnytter jeg hvert minut.

I metroen....starter afspilningen.
Det er godt nok ikke særlig højt selvom jeg har skruet helt op...faktisk er det næsten umuligt at høre noget i støjen her i toget.

Nå - så må jeg vente til i morgen, der har jeg hele formiddagen......

Anna Julie Brønholt