tirsdag, april 03, 2007

Operakoret - ka' man bare melde sig til det?


I disse dage afholdes der konkurrencer om ledige stillinger i Operakoret. Og i den forbindelse tænkte jeg, at tiden måtte være inde til at løfte sløret for, hvordan man egentlig kan opnå ansættelse i vores ensemble.

"Operakoret – kan man bare melde sig til det?" Dette interessante spørgsmål er til stadighed poppet op her og der gennem årene. Det rangerer forholdsvist højt på listen over typiske spørgsmål angående vores beskæftigelse – også kaldet FAQ – frequently asked questions (hvis man vil forsøge at få det hele til at klinge lidt mere internationalt og kosmopolitisk...).

Øverst på denne FAQ-liste finder man imidlertid udødelige klassikere som: "Synger du i Operakoret - hva’ laver du så om dagen?" samt naturligvis: "Synger du i Operakoret – ka’ man leve af det?"

Mens svaret på det sidste spørgsmål er: Ja (om ikke fedt, så dog med lige nøjagtigt med skindet på næsen, red.), håber jeg ikke jeg tager modet fra nogen ved at svare på det første spørgsmål med et: Ja, alle kan vel i princippet melde sig til om ikke andet så en foresyngning.

For at blive ansat i Det Kgl. Operakor skal man vinde en sangkonkurrence om en stilling. En sådan foresyngning holder man hver gang en sanger bliver pensioneret (eller af anden årsag vælger at forlade koret).

Efter ansættelse i en fast stilling har man desuden en prøvetid på to år. Læs mere om emnet i det følgende blog-indlæg: "Operakoret – ka’ man leve af det?"

(Foto: Henrik Engelbrecht)

Ole Jegindø Norup