Kære dagbog... 2/2

Fortsat...

Carmenprøven fortsætter.

Koret har sunget; nu skal vi ligge og sove omkring nogle bål. mens solisterne kører showet et godt stykke tid.

På benene igen. Klappe, trampe sammen med solisterne.

Ud af scenen.

Vi har fået at vide, at på dette tidspunkt skal nogle af os klæde delvist om til 4. akt allerede pga tidsnød mellem akterne. Men vi skal stadig på scenen som smuglere et par gange endnu.

De store, røde kjoler og de nydelige habitter skal skjules under de lange smuglerfrakker;
så godt det nu er muligt....kjolerne har langt slæb for fleres vedkommende. Vi må holde os lidt i baggrunden. Det viser sig nu, at vi kommer til at stå anderledes end vi har gjort til prøverne, hvor vi ikke vidste, hvordan tøjet så ud, og hvor meget det fyldte.

Ind på scenen, ud og ind igen.

4. akt - så er det tid til de store hatte. Endelig kommer champignon-parykken til sin ret.

Nu er det gadeliv med sælgere af flag, mad og drikke, blomster og programmer til den forestående tyrefægtning. Nogle er borgere, som vandrer rundt i gadebilledet og hilser på hinanden.

Jeg er selv guvernante i borgmesterfamilien, skal holde styr på borgmesterens vrangvillige teenagedatter i hele virvaret.

Skal også huske at synge samtidig.

Der er meget lidt plads til så mange mennesker. De sidste par gange, vi har prøvet denne scene, har næsten 1/3 været syge.

Nu viser det sig ganske rigtigt, at det hele bliver noget forvirrende.

Det ser sandsynligvis fuldstændig ukoordineret ud på scenen, men der er nogle helt bestemte små situationer undervejs, som publikum skal kunne se.

Derfor er der visse tidspunkter, hvor man skal holde tilbage for visse personer og ikke helt fortabe sig i handlen og småsnak.

Samtidig er det første gang vi prøver det i kostumer - og de fleste kjoler fylder en hel del.
Der bliver trådt på mange slæb i løbet af prøven!

Selvom det virker umuligt på så lidt plads, lykkes det efter nogle gange at få det nogenlunde til at køre.

Frokostpause, prøven genoptages.

Kl. 15.20
Nu får koret fri. Lynhurtigt op og sminke af!

Kl. 16 skal en kollega giftes i domkirken. Traditionen tro tropper alle de, der har tid, op i kirken for at synge for vores kollega.
Vi har gruet lidt for, om vi ville kunne nå at komme af kostumet og sminke og ind til kirken i tide.
Men vi når det alle sammen, der er heldigvis ikke langt ind til domkirken.
Vi synger brudekoret fra Lohengrin; det er dejligt at kunne være med til at fejre en god kollega på denne måde.
Bagefter bliver vi trakteret med bryllupskage og champagne sammen med de øvrige gæster.

Klokken nærmer sig 18, nu er vi ved at være godt brugte.
Men i aften skal vi spille Onegin.

Nogle når lige hjem, jeg tager selv ind på garderoben på Operaen for at slappe lidt af og spise aftensmad.

Kl. 19.30
Nu bliver der kaldt første gang til forestillingen- en halv time, til den går i gang.

Sminke. Kostume.
Hvad er det nu vi har på i denne opera? Vi har godt nok spillet den 15 gange - men med Carmen og Lucia i hovedet også, skal man alligevel lige tænke sig om, så man trækker i det rigtige kostume.

Kan vi nu overhovedet finde energien til at give publikum en god oplevelse? Ikke alene har det været en lang dag, i en længere periode har det kørt sådan med både mange forestillinger og mange prøver.

Men det kan vi på en eller anden usandsynlig måde. Vi henter reserverne frem og fyrer den af så godt vi kan.

Det er vist gået meget godt, publikum virker glade.

23.28.
Sidder ENDELIG i bussen på vej hjem!
Denne mærkelige dag, der begyndte med et angreb fra en fugl, får heldigvis en tilsvarende mindeværdig afslutning:

En meget fuld mand står på bussen, vakler ind af døren, knalder hovedet ind i en af de gule stænger, vakler videre ned ad midtergangen - alt imens han højtideligt holder et blomkålshoved rakt frem for sig - som om han var en tjener på en fin restaurant, der bar et fad.

Anna Julie Brønholt