Så kom Konwitschny!
I uger før sommerferien har vi haft prøver på Onegin, som i denne udgave er Peter Konwitschnys værk.
Først korskoler og selvindstudering hvor vi har øvet russisk og tæsket noder.
Dernæst det mere samlende musikalske arbejde.
Inden ferien nåede vi nogle dage i prøvesalen med Konwitschnys assistent, som viste os, hvad vi skulle i de forskellige scener.
Vi arbejdede videre med hende efter ferien, vi kom på scenen og i kostumerne. Og vi nåede dertil at vi efterhånden vidste hvad vi skulle hvornår.
Men hvorfor? Hvad er vores intentioner i de forskellige situationer? Hvilken historie er vi med til at fortælle?
Og så kom Konwitschny!
En furie af en mand med langt hvidt hår samlet i en hestehale, skjorte og fløjsbukser og blegrøde gummiclogs med farvet bling bling i hullerne.
Alt giver mening, når han fortæller hvad der foregår - her er vi for længst ude over den rent tekniske side af at komme fra A til B.
Han taler om grundene til at komme derhen - og alt er virkelig begrundet! Hver eneste lille situation fortæller en historie.
Han skaber et magisk univers når han fortæller, og har enorm intensitet og tilstedeværelse i alt hvad han gør.
Han kræver det samme af alle medvirkende.
Flere af kollegerne i koret er uden varsel blevet råbt ad, skældt ud og fornærmet, fordi han mente, de ikke var nærværende nok eller fordi de gjorde en scenisk ting på et forkert tidspunkt.
I næste øjeblik har han tilsyneladende raset ud og fortsætter som intet var hændt, med samme begejstring og entusiasme som før.
Og man står tilbage og synes bestemt man så lynet slå ned, men det eneste spor er det forvirrede eller vrede udtryk hos den ramte.
Det er ikke kedeligt at være i hænderne på Peter Konwitschny.
Gå ind og se Eugen Onegin!
Musikken er fantastisk - døm selv om du kan lide opsætningen - hvis du forventer russisk folklore af den mere klichéprægede slags vil du finde ud af, du er gået forkert.
Men du kan være helt sikker på, at der bliver fortalt en historie!
Anna Julie Brønholt
Først korskoler og selvindstudering hvor vi har øvet russisk og tæsket noder.
Dernæst det mere samlende musikalske arbejde.
Inden ferien nåede vi nogle dage i prøvesalen med Konwitschnys assistent, som viste os, hvad vi skulle i de forskellige scener.
Vi arbejdede videre med hende efter ferien, vi kom på scenen og i kostumerne. Og vi nåede dertil at vi efterhånden vidste hvad vi skulle hvornår.
Men hvorfor? Hvad er vores intentioner i de forskellige situationer? Hvilken historie er vi med til at fortælle?
Og så kom Konwitschny!
En furie af en mand med langt hvidt hår samlet i en hestehale, skjorte og fløjsbukser og blegrøde gummiclogs med farvet bling bling i hullerne.
Alt giver mening, når han fortæller hvad der foregår - her er vi for længst ude over den rent tekniske side af at komme fra A til B.
Han taler om grundene til at komme derhen - og alt er virkelig begrundet! Hver eneste lille situation fortæller en historie.
Han skaber et magisk univers når han fortæller, og har enorm intensitet og tilstedeværelse i alt hvad han gør.
Han kræver det samme af alle medvirkende.
Flere af kollegerne i koret er uden varsel blevet råbt ad, skældt ud og fornærmet, fordi han mente, de ikke var nærværende nok eller fordi de gjorde en scenisk ting på et forkert tidspunkt.
I næste øjeblik har han tilsyneladende raset ud og fortsætter som intet var hændt, med samme begejstring og entusiasme som før.
Og man står tilbage og synes bestemt man så lynet slå ned, men det eneste spor er det forvirrede eller vrede udtryk hos den ramte.
Det er ikke kedeligt at være i hænderne på Peter Konwitschny.
Gå ind og se Eugen Onegin!
Musikken er fantastisk - døm selv om du kan lide opsætningen - hvis du forventer russisk folklore af den mere klichéprægede slags vil du finde ud af, du er gået forkert.
Men du kan være helt sikker på, at der bliver fortalt en historie!
Anna Julie Brønholt
posted by Det Kongelige Operakor at 03:54
2 Comments:
Spændende med et kig om bag iscenesættelsen, tak!
:)
Jeg var nu ikke særlig pjattet med den, især ikke med al fuldskaben, som jeg syntes tog kanten af dramaets alvor. Kunne heller ikke forlige mig med at Tanya og Onegin ikke skulle være alene i scenen, hvor han køligt (og fattet - i originalforlægget) afviser hende.
Men operakoret synger jo stadig "som englene synger". Og det kan hive en hver oplevelse opad!
Kære Sjyli!
Tak for din pæne bemærkning om koret! Det er altid dejligt at høre, når nogen har nydt vores arbejde.
Ja - sådan en opsætning vil altid være en smagssag. Konwitschny pleaser i hvert fald ikke, så det vil nok ofte være et spørgsmål om at "take it or leave it" ;-)
Mvh Anna Julie Brønholt, Operakoret
Send en kommentar
<< Home