En Assistents Bekendelser. Kapitel 3: Pige, træd varsomt...

En ikke uvæsentlig del af arbejdet i Operakoret, er fodarbejdet. Jeg har ikke tidligere prøvet at bevæge mig rundt på en scene sammen med så mange andre mennesker på en gang. Men jeg gør, hvad jeg kan for at opsnappe tips og tricks.
F.eks. kommer man let til at dække for nogle af de andre, især når man som jeg rager lidt op i landskabet. Man skal tilsyneladende på en sindrig måde stille sig lidt forskudt for de andre - sådan lidt diagonalt, når man står der og er medlevende folkemængde, eller hvad vi nu spiller.

Når man bevæger sig rundt, skal man være virkelig opmærksom på, hvor man sætter fødderne. Jeg har to gange trådt en kollega over hans stakkels højre fod (for ikke at sige hoppet på den), der var iklædt en blød gymnastiksko, et sted undervejs i Lohengrin, hvor vi skulle være glade og forventningsfulde.
Sommetider skal vi også gå/løbe baglæns i flok - disse situationer indebærer virkelig god mulighed for at få hugget en hæl og klippet en tå.

Hvis man er uopmærksom, kan man også sagtens forårsage ulykker på andres kostumer - eller i det mindste få generet folk en del:
Kjolerne i Tosca havde slæb - eller var i hvert fald meget lange - og jeg (vist ikke som den eneste) har forsinket flere kollegers entréer ved at stå på deres slæb, idet de var på vej ind ad døren ind på scenen, så de måtte foretage en brat standsning på dørtrinnet.

Guldmaskerne, damerne var iført i Don Giovanni, begrænsede udsynet en del, samtidig med at de ovedimensionerede guldkjoler besværliggjorde al færden. Til en af forestillingerne blev jeg på et tidspunkt ført afsted i en lidt vild tangoagtig dans, og pludselig syntes jeg, noget føltes lidt underligt. Jeg kiggede ned, og kunne se, at jeg slæbte noget af en anden dames guldkjole med under min hæl. Jeg fik den vist befriet, inden der skete ulykker med kjolen.


Man skal have alle sanser med, når man bevæger sig rundt på scenen - prøve at fornemme hvor de andre står. Og når man spiller, skal man ikke glemme sig selv mere, end man ved hvad ben og arme foretager sig imens.
Thi scenen er skrå!

Anna Julie Brønholt