Dead Man Walking...

Det er mere end et halvt år siden at dørene på Holmen gled i bag mig, og jeg forlod stedet med mange gode intentioner om jævnligt at kigge forbi, se forestillinger og hilse på mine kollegaer fra operakoret.

I mellemtiden blev jeg ansat i koret på Malmö-operaen og tiden er fløjet afsted. Siden jeg forlod teateret i sommer, har jeg, de gode intentioner og savnet af mine gamle kollegaer til trods, været på operaen én gang og det var for at se Wozzeck - en virkelig god forestilling i øvrigt.

Nu sætter jeg snart mine ben på operaen igen - med Malmö Operaen, når vi den kommende weekend kommer til København med forestillingen "Dead Man Walking".

Dead Man Walking er navnet på den opera, som vi skal gæstespille med på Holmen. "Dead Man Walking" er hvad der råbes, når en dødsdømt fange forlader sin celle for sidste gang for at gå til henrettelses-lokalet.

Operaen bygger på en sand historie, som mange kender som film. Librettoen er skrevet af Terence Mcnally og musikken af Jake Heggie, begge amerikanere. Operaen havde premiere år 2000 på the San Fransisco Opera.

Mange er skeptiske over en lang, moderne opera og oplever nyskreven musik som krævende. Men har man den slags tanker, skal man efter min mening ikke holde sig tilbage for at tage ind og se denne forestilling - musikken er (for - vil nogen måske mene) let tilgængelig, kommunikerende, gennemkomponeret og filmisk og trækker på en del amerikanske referencer som jazz og spirituals og balancerer sine steder næsten på grænsen til musical.

Efter min personlige mening følger den dramaet på scenen fuldstændigt, følger følelserne næsten ydmygt og stiller sig ikke på nogen måde mellem historien og publikum. Man kan tro, at man skal ind og se et politisk drama imod dødsstraf, men det er ikke hele historien. Sådan kan man opleve det. Det er helt klart historiens hensigt at stille spørgsmålet: Er det rigtigt at henrette mennesker? Er det ikke umoralsk at staten (oven i købet i et demokrati) begår mord? Og forskellen på den sterile og planlagte død og det brutale, tilfældige mord bliver også meget tydelig.

Men lige så vigtig er historien om de store menneskelige omkostninger det har at tage liv, lige meget med hvilket fortegn, og frem for alt handler operaen om at være menneske og konfrontere sine indre dæmoner, om sandheden, om tilgivelse og forældrekærlighed.

Og i og med at man får både de myrdedes efterladtes perspektiv på tingene, den dødsdømtes (som bestemt ikke skildres som uskydig eller som en stakkels angrende synder) hans families, og den egentlige hovedperson, nonnen Helen Prejeans, som er udenforstående, bliver historien nuanceret og gribende uden, synes jeg, at blive voldsomt sentimental, ikke mindst fordi der ikke tages stilling til rigtigt og forkert, men bare fortælles, og hver enkelt kan forholde sig til historien ud fra egne forudsætninger.

Med et citat fra Heggie: "Det handlede ikke om at skabe den sande historie om søster Helen eller nogen anden sand historie fra livet. (...) Operaen handler om mennesker som foretager en forbløffende rejse, helt almindelige mennesker, som kastes ind i noget meget usædvaligt og må tage fat på og forholde sig til utrolige konflikter og intensiv smerte".

Jeg kan varmt anbefale at se forestillingen, for at få et følelsesmæssigt spark, og lade sig ruske lidt i. Om ikke andet er der fine præstationer at nyde - ikke mindst skuespilmæssigt.

Marie Degener