Livlægen og alle de andre

Foråret er på vej, og kan forhåbentlig bringe os mere energi og fornyede kræfter. Det kunne vi godt bruge i øjeblikket, hvor der virkelig er gang i den.

Operakoret arbejder i hold - alle er ikke med på alle opsætninger.
Jeg var en af dem, som ikke havde meget at lave i efteråret, hvor mange af kollegerne spillede Rosenkavaleren og Wozzeck.
Nu er det os andre, som smøger arbejdshandskerne op og tager knofedtet på eller hvad det nu hedder.

Vi er omtrent halvvejs med Den Glade Enke. Mange af dem, som ikke er med på Enken, spiller Figaros Bryllup.

I næste uge har vi generalprøve og premiere på Livlægens Besøg; og det er ikke helt enkelt at få den til at køre.
Det er en meget kompliceret forestilling for sceneteknikken, selvom den ude fra salen sikkert vil virke enkel, smuk og poetisk.

Teknikerne har meget at skulle koordinere; der er nogle store skærme, som kører på tværs af scenen, og hele tiden får nye positioner.
Gulvet består af 2-3 store elevatorer, eller trin, om man vil, der kan køre op og ned. De kan således enten danne et plant gulv eller et gulv i flere niveauer.
Der er også tæpper, som skal køre op og ned, og trapper.
I dette virvar går vi rundt i meget høje 1700-tals parykker, damer i kjoler med masser af puf på hofterne, herrerne med pukler og ekstra bildæk på maven.

Det tegner til at blive en fantastisk smuk forestilling - og mon ikke også teknikken når at falde på plads.

Samtidig med dette premiereopløb har vi korskoler på Eugen Onegin, som skal synges på russisk.
Vores tekst er blevet indlæst på en cd af vores sprogcoach, og vi har siddet og lavet talekor efter denne cd. Nu er vi så rustet til at møde sprogcoachen live.
Vi synger for hende, hun retter vores udtale hvor det er nødvendigt, og så synger vi igen.
De af os - og det er langt de fleste - som ikke kan russisk, mangler så bare at finde ud af, hvad alle de lyde mon egentlig betyder.

Herrerne fra koret er desuden så småt i gang med Tristan og Isolde, som også spiller denne sæson.

Inden længe tager vi fat på Tyrken i Italien. Vi er et lille hold, som er med på den, og det bliver den sidste opera, koret medvirker i inden sommerferien.

Med alle disse forestillinger hvor koret er delt, nyder vi at være samlet på Livlægen og på Eugen Onegin. Der kan i perioder være kolleger, man stort set ikke ser, så det er altid dejligt, når vi igen bliver samlet.

Som det ses, bliver dette forår ikke forsømt - heller ikke på den mere sociale side. Forskellige tiltag knopskyder og blomstrer i øjeblikket.
Vi har fået en personalebar, Guldbaren, og snart starter en ny kajakklub.
Mere herom senere!

Anna Julie Brønholt