Det Kongelige Operakor

Hvor illusioner trives

2010-10-25T16:12:00.015+02:00

Nej - dette er trods overskriften egentlig ikke et indlæg om politik. Vi er i hvert fald stadig på teateret...

Her lever vi (også - kunne man måske fristes til at sige) af illusioner, men forskellen er at her er det det, vi betales for, vi har carte blanche til illusionsmageri - det forventes ligefrem af os.

Dermed være ikke sagt at det mest mystiske altid foregår på scenen. Der er en hel del mærkværdigheder bag scenen og på teaterets mange gange.

Jeg har før været inde på sproget; de ting man hører sig selv sige, som man aldrig troede, man skulle høre sig selv sige - de ting, som man, hvis man dumpede ned og ikke anede, hvor man var, ville blive meget mystificeret over - som f.eks:

"Jeg rykker lige dit hår lidt til venstre",

"Jeg synes, jeg var mere grøn igår" eller de mere barske:

"Det er en af de lettere tjanser: Vi skal bare gå ind og blive skudt til sidst"...eller:

"Jeg er begyndt at få udslet af alt det blod"

Jeg har på Malmö Opera set skilte, som kan få de fleste til at fundere lidt ekstra over livets store spørgsmål:

"Stille! - Øver med Jesus",

"Der er audition til Jesus" ,

"Tilhører Jesus" (Jesus Christ Superstar) - på et elklaver der længe stod på bagscenen stod der ligefrem:

"Tillhör Döden" (Death and the Maiden), og på et stykke papir der lå og flød, så jeg et notat fra et produktionsmøde på Rake's Progress:

"Hvor går vejen ned til Helvedet?".

Det er der sikkert mange der har spekuleret over i tidens løb, men jeg ved, at for en tid var den midt på scenen i Malmö. Men mange veje kan vist føre til helvede, og sidst jeg stødte på vejen til Helvede var det midt på scenen på Operaen (Holmen) i stedet, hvor Djævlen også måtte synke i jorden inden Tom endegyldigt mistede forstanden....

Marie Degener

Tilbage igen

2010-09-05T16:00:00.010+02:00

Vi er tilbage igen. Dvs. "vi"er så meget sagt. Jeg er sammen med flere andre assistenter tilbage på Holmen nogle for en kort, andre for en længere bemærkning. Resten af koret er tilbage fra ferie.

Koret er startet med udendørskoncerterne, der som altid har skudt sæsonen igang. I Rosenborg slotshave forsøgte man, som allerede nævnt her på bloggen, at give det lunefulde danske sommervejr kamp til stregen og gennemførte så vidt muligt trods en veritabel syndflod, som fik skyllet balletten af programmet men dog med nogle hundrede tapre tilhørere godt pakket ind i forskellige former for plastik og vandafvisende siddende i haven.

Måske er dette den rigtige lejlighed til at takke de trofaste, som sidder der i regn og blæst i regnfrakker og til mindre salgbare produktioner med åbent sind for at få en oplevelse og får os til at føle, at vi ikke trodser vejr, vind og lavkonjunkturer forgæves.

I prøvesalen har vi taget hul på Nabucco, en produktion, som holder koret på tæerne med tekst og takter en masse at lære udenad. Lytter man kun til musikken lyder den krigerisk, triumferende, dramatisk optimistisk mens korets tekster til gengæld emmer af uro, frygt og sorg iblandet enkelte glimt af håb..

For tiden afprøves nye arbejdsformer, som lægger større indlæringsansvar på den enkelte, hvilket byder på helt nye udfordringer men er spændende, fordi man lærer meget om, hvordan ens egen læreproces egentlig er og samtidig også kollektivt får mulighed for at eksperimentere med indlæringsprocessen.

Nabucco er en stor koropera. Der er meget at lære for alle, men som det så ofte er tilfældet, er der ekstra meget at lære for korets herrer. Tit skal herrerne lære op mod en trediedel (eller mere) mere end kvinderne.

Der er også generelt flere småroller til mændene end til kvinderne. Dette betyder, at herrerne tit sidder længere til korprøve end kvinderne og ofte kan vi gå hjem og sidde lidt i sofaen inden vi går i seng, mens vore mandlige kolleger må vente til sidste tone er sunget, uden at de har nogen lønmæssige fordele af det.

Langt de fleste operaer er skrevet i en tid, hvor det var mændene, der spillede den mest fremtrædende rolle i samfundet, det var dem, der "agerede". Det var mændene som var soldater, politikere, gik på kroen, var studenter osv. Der findes enkelte nonne-operaer, damescener hvor kvinderne er hoffet omkring en kvindelig hovedperson el. lign.

Ellers er kvindernes opgave som regel at agere prostituerede eller i hvert fald af mændene attråede, og derudover at hænge på armen af en eller anden kavaler til en eller anden fest. I forhold til antallet er herrekor er der få rene damekor/scener.

Kvindeliv har nok ikke været opfattet som så interessant. Ikke det almindelige kvindeliv - "folkemængdens" kvindeliv.

Man kan godt nogen gange få lidt ondt af vores herrer, når de skal sidde en time længere i prøvesalen og terpe, mens vi andre kan tage hjem eller får en længere frokostpause.

Som de sidder der og slider på korstolen kommer de til at betale lidt for fortidens synder. For en verden hvor mændene altid stod i front, havde stemmeret, kunne handle og var dem der sås i samfundet.

Poetisk retfærdighed?

Marie Degener

Med vandmasserne væltende ned

2010-08-20T12:49:00.006+02:00

I weekenden blev Det Kongelige Teaters nye sæson traditionen tro kick-started ved de to store sæsonpræsentations-koncerter under åben himmel – i lørdags på Rosenborg Eksercerplads og dagen efter på Skamlingsbanken ved Kolding. Koncerten i København, der er opbygget af highlights fra både opera, ballet og skuespil, blev endvidere transmitteret live til storskærme i Lemvig, Sorø, Gudhjem og Maribo.

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed at regnen i lørdags stod ned i stænger i store dele af landet. Koncerten på Rosenborg Eksercerplads blev derfor en helt speciel og ikke mindst våd oplevelse – især for publikum. Regnen silede i en grad så selveste operachefens tro mobilos sidst på aftenen måtte bukke endeligt under for naturens luner og opgive ævred for stedse.

I og med det meste af en hel sommermåneds nedbør havde valgt at vælte ned over udendørskoncerten, stod flere områder på den store græsplæne under vand. Og mange af os måtte sande, at et par tyndbundede laksko, der hører til kjole og hvidt, nu engang ikke udgør det ideelle fodtøj til syndflodsagtige tilstande.

Hatten af for det store antal – og der var rigtig mange – dedikerede fans, der holdt ud hele aftenen og bidrog til en festlig koncert.

Om søndagen gentog vi, som vi plejer, Open Air-koncerten på Skamlingsbanken ved Kolding – i høj solskin og 23 grader.

koncertprogrammet blev dirigeret af Michael Schønwandt og Graham Bond og så således ud:

PROGRAM

Giuseppe Verdi: NABUCCO Ouverture - Det Kongelige Kapel
George Balanchine: SERENADE 1. og 2. sats - Dansere: Hilary Guswiler, Amy Watson, Kizzy Matiakis, Ulrik Birkkjær og corps de ballet
Charles Francois Gounod: ROMEO OG JULIE L’amour, l’amour … Ah, lève-toi, soleil! - Solist: Peter Lodahl, tenor Non! Non! ... Je veux vivre - Solist: Inger Dam-Jensen, sopran
Ludvig Holberg: JEPPE PÅ BJERGET Jeppes monolog - Jeppe: Henning Jensen
Modest Musorgskij: BORIS GODUNOV Åbningskor - Det Kongelige Operakor
Peter Martins: SVANESØEN Russisk dans - Dansere: Femke Mølback Slot og Sebastian Kloborg Sort svane pas de deux - Dansere: Susanne Grinder og Ulrik Birkkjær
Giuseppe Verdi: NABUCCO Oh, dischiuso é il firmamento - Solist: Matilda Paulsson, mezzosopran Va, pensiero (Fangekoret) - Det Kongelige Operakor
Jorma Uotinen: JORD Uddrag - Dansere: Charles Andersen, Nicolai Hansen, Thomas Lund, Alexander Stæger, Gábor Baunoch, Jonathan Chmelensky, Jón Axel Fransson og Julien Roman
Lawand Shakur Othman aka DJ Turkman Souljah: PRÆMIEPERKER Så kom jeg til - Zaki Youssef, Det Kongelige Kapel
Giacomo Puccini: LA BOHÈME Mi chiamano Mimi - Solist: Ylva Kihlberg, sopran O, Mimi, tu più non torni - Solister: Peter Lodahl, tenor og Palle Knudsen, baryton
Christopher Wheeldon: TORNEROSE Blå fugl pas de deux - Dansere: Alexandra Lo Sardo og Alban Lendorf
Giacomo Puccini: MADAME BUTTERFLY Vogliatemi bene, un bene piccolino - Solister: Anne Margrethe Dahl, sopran og Misha Didyk, tenor Nynnekoret - Det Kongelige Operakor Un bel di vedremo - Solist: Anne Margrethe Dahl, sopran
Alan Jay Lerner / Frederick Loewe: MY FAIR LADY Sweet loverly - Solist: Cecilie Stenspil, Det Kongelige Operakor
Poul Ruders: DANCER IN THE DARK My Life - Solist: Ylva Kihlberg, sopran
August Bournonville: NAPOLI Tarantel - Dansere: Amy Watson, Alexander Stæger, Lis Jeppesen, Fernando Mora, Jean-Lucien Massot, Jette Buchwald, Lesley Culver, Mogens Boesen, Laure Dougy, Lena-Maria Gruber, Camilla Ruelykke Holst, Kizzy Matiakis, Louise Østergaard, Charles Andersen, Gregory Dean, Marcin Kupinski og Alban Lendorf
Giacomo Puccini: TURANDOT Nessun dorma - Solist: Misha Didyk, tenor, Det Kongelige Operakor

Ole Jegindø Norup

Det Kgl. Operakor holder sommerferie

2010-07-23T15:31:00.020+02:00

Det Kgl. Operakor holder sommerferie. Vi er tilbage igen den 12. august.

Hvis du vil have et lille indtryk af korets hverdag på Det Kgl. Teater, så klik på ét af de følgende links. Videoklip I - I det første indslag fortæller mine kolleger Søren Hossy og Charlotte Meldgaard fra koret om at være ansat i Det Kgl. Operakor og om at medvirke i Lastens vej. I det andet - Videoklip II - følger man Pernille Bruun og Bo Nandfreds daglige arbejde på teatret.

Fra den 31. juli til den 1. august kan operaelskere glæde sig til hele ni forskellige opera-events under Copenhagen Opera Festival, blandt meget andet vises Det Kgl. Teaters DVD-udgave af Wagners Ringen på storskærm over fire aftener på Ofelia Beach. Læs mere her.

Opera i det fri den 5.–22. august. Den Kongelige Opera inviterer igen i år til gratis operakoncerter rundt i det danske sommerland på godser, slotte, museer mm.
Læs mere her.

Det Kongelige Teater på Rosenborg og Skamling den 14. og 15. august. Mere end 200 optrædende kunstnere fra Det Kongelige Teater kan igen opleves under åben himmel ved de to traditionsrige sommerkoncerter på Rosenborg Eksercerplads i København og på Skamlingsbanken i Kolding.
Læs mere her og her.

Ofelia Beach frem til den 5. september er der arrangeret alt fra tangoundervisning til rockkoncerter mv. på det nye, store udendørsområde Kvæsthusmolen bag Skuespilhuset. Ofelia Beach er åben hver dag. Læs mere her.

Ole Jegindø Norup

What is the collective noun for Chorus Masters?

2010-05-10T22:42:00.002+02:00

Indeed - a pride of lions, a school of fish, a business of ferrets - but of chorus masters : a threat of chorus masters, a session of chorus masters, an aggravation of chorus masters ?

Who knows - but however they are defined, a group of them will be descending on Copenhagen this coming weekend.

It was some time ago when I was Associate Chorus Master for the chorus of Radio France that I received an invitation for a seminar in Harlem (Holland, not New York) to meet with all the other radio chorus masters in Europe. At the time it seemed like a curious idea - I mean what we were to do with each other. The whole nature of the job predisposes one to expect little in the way of camraderie. In most chorus master positions you are on your own to a great extent in that there is only one of you. True, you will have the support (psychological and administrative) from other members of staff - and on that score, in Copenhagen I am spoiled for choice - but there is generally nobody else doing your job. The responsibility is entirely yours. It is you and the chorus.

Yet as soon as I arrived and met my invisible colleagues it seemed the most obvious thing to do - just to acknowledge one another's existence for a start. And so I was very pleased that when I suggested I do something similar and attempt to gather in the Opera chorus masters within the region of Copenhagen the Opera gave me full backing.

It began last year with a painstaking set of trips around all the major opera houses of Scandinavia and the Baltic states - the new economic area that has opened up since the fall of the Iron Curtain. What quickly became apparent was not only that each Chorus Department functioned as a little atoll but that all the little atolls thought it would be a great idea to drift into each other's space and exchange experiences - indeed, Chorus Masters and Mistresses wanted to become a bit touchy-feely.

So this Friday (volcanic ash permitting) chorus masters from Bergen in the North, Copenhagen in the South, Riga in the East and Århus in the West - to name but a few - will be congregating on Holmen. Not only will it give us a chance to meet each other and discover we are not in fact totally cut off from the rest of the operatic world, but also an opportunity to listen to a variety of speakers, not only from Scandinavia but also from the UK and Austria.

We might discover we don't actually like each other. I think it unlikely. One of the colleagues I met on my travels arranged to meet me initally in the 20 minute interval of the show I had gone to see. As it turned out, I never got to see the third act and we finally got up and left each other 2 hours after the final curtain had come down.

May be it should be a Chat of Chorus Masters.

Philip White

’Imre, Jens, Anna og Michael (som bærer Anna): Ramt i forvejen/skydes på scenen! Anne: Ramt i forvejen/skydes på scenen! NB: Spyt på Klytaimnestra!!’

2010-05-01T15:36:00.011+02:00

Ingen vil benægte at tabslisterne over de faldne operakarakterer i de klassiske, italienske operaer generelt kan være ganske lange. De er dog for intet at regne mod det samlede tabstal i Richard Strauss' Elektra, der med en spilletid på blot lidt over halvanden time udgør et sandt blodbad, et veritabelt voldsorgie, der mod operaens slutning blot tager til i styrke!

Her kommer der lig på bordet i en sådan grad, at når operaens sidste, dystre slut-akkord toner op fra orkestergraven, er der ingen af de mere end 50 medvirkende på scenen, der stadig trækker vejret!

I Peter Konwitschnys iscenesættelse bliver det intense psykologiske drama yderligere forstærket af et enormt digitalur på bagtæppet, der hele stykket igennem tæller ned mod alles uundgåelige endeligt.

Men hvorfor nu alle disse mord?

I begyndelsen af operaen overværer Elektra sammen med sine søskende mordet på deres far, Agamemnon, der bliver slået ihjel af ingen ringere end deres mor, Klytaimnestra, og hendes elsker. Elektra sværger blodhævn, mord avler mord, og halvanden time senere flyder det i en sådan grad med lig på scenegulvet, at det kan være vanskeligt at finde et sted at dø!

Konwitschnys iscenesættelse afsluttes nemlig med at også vi i koret bliver sendt på scenen – blot for at blive majet ned af uophørlige maskingeværsalver! Som alt andet i en operaproduktion er det enorme og ’kaotiske’ blodbad imidlertid nøje tilrettelagt. Logistikken må være i orden. Efter et sindrigt system bliver vi derfor i små grupper på bestemte musikalske cues sendt direkte i døden på nationalscenen…

Og derfor ser korets skriftlige ’just another day at the office-instrukser’ typisk således ud:

Anette og Mariann – skydes på scenen! Torben, Magnus og Morten – skydes på scenen / skubber Chrysothemis! Sofie, Mette, Karen, Bo, Torleif og Ole – ramt i forvejen / skydes på scenen! Randi, Børge og Helle – ramt i forvejen / skydes på scenen! Jan, Hans, Anne, Pernille, Marie og Carl – ramt i forvejen / skydes på scenen! Søren og Louise, som slæber Søren – ramt i forvejen / skydes på scenen! Imre, Jens, Anna og Michael, som bærer Anna – ramt i forvejen / skydes på scenen! Ove og Katarina – ramt i forvejen / skydes på scenen! Trunte og Per – ramt i forvejen / skydes på scenen! Annita og Peter – ramt i forvejen / skydes på scenen! Cecilia og Søren – ramt i forvejen / skydes på scenen! Anne – ramt i forvejen / skydes på scenen! NB! Spyt på Klytaimnestra! Charlotte, Billie og Mia – ramt i forvejen / skydes på scenen! Mogens, Inger, Sten, Erik, Lars, Margit og Hetna – ramt i forvejen / skydes på scenen og falder ved dør i kongeside!

Forestillingen kan opleves for sidste gang i aften.

Ole Jegindø Norup

Rakes rykker!

2010-02-16T16:01:00.005+01:00

Operakoret har virkelig været på arbejde denne sæson - og vi er skam ikke færdige endnu.
Men resten af sæsonen er vi delt op i to hold. Det ene hold tager sig af Lastens Vej (Rakes Progress) og Elektra, det andet laver Jeptha og Skin Deep.
Vi bliver suppleret af en hel del af korets assistenter i disse forestillinger.
Når Carmen vender tilbage til foråret, samles koret igen.

Jeg har selv haft den luksus at kunne sidde i salen og se mine kolleger arbejde på scenen i Rakes Progress.
Jeg har overværet tre prøver, og så generalprøven.
Og hvilken stor oplevelse! Selvom vi står i disse prøveforløb gang på gang, er det noget helt andet at sidde og se på det udefra.
Det er så interessant at se, hvordan forestillingen udvikles og flytter sig fra den ene prøve til den anden. Til den første prøve jeg så, tænkte jeg, at de da vist godt kunne bruge noget mere tid.
Men kun en uge senere kunne jeg overvære en helt fantastisk medrivende, morsom, smuk og rørende forestilling.

Jeg blev så stolt af mine kolleger, da jeg så dem på scenen - hvor er de dog dygtige! Og jeg blev endnu mere stolt over, at jeg er en del af det kor.

Du kan selv opleve Operakoret, teaterets dygtige operasolister og Det Kongelige Kapel i Lastens Vej.
Det er vel ikke hver dag, du ser en skægget dame?

Klik her og læs mere om den fantastiske forestilling.

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Anna Julie Brønholt

Operakoret går til filmen

2010-02-06T11:46:00.004+01:00

Det Kongelige Teater har lavet en lille film om Operakoret.
Her bliver du lyn-indført i korets hverdag og arbejde af 1. sopran i koret Pernille Bruun og 1.bas Bo Nanfred.

Vil du se filmen, så klik her: http://video.kglteater.dk/video/552065/det-kongelige-operakor

Anna Julie Brønholt

Intens Tannhäuser

2010-02-02T14:20:00.002+01:00

I går aftes spillede vi Tannhäuser for sidste gang - i denne omgang i hvert tilfælde.

Undervejs oplevede vi et af de øjeblikke hvor det føles som om, tiden står stille, eller i hvert fald går i slow motion.

Damekoret var forsamlet på lysbroen - den øverste balkon over publikumsbalkonerne - hvorfra vi sang vores sirenekor. Herfra er der uhindret adgang til at følge med i, hvad der sker på scenen.

Mellem to af vores indsatser, hvor vi sad og ventede, skete der pludselig en misforståelse mellem en af solisterne på scenen og orkesteret.
De kom fra hinanden, og det lykkedes ikke at finde sammen igen lige med det samme.
Jeg kiggede på vores korsyngemesters monitor, hvor man kan se dirigenten, og han fortsatte med at dirigere.
Solisten fortsatte på egen hånd helt a capella, indtil der endelig var et sted, hvor orkesteret kunne komme ind igen på en ordentlig måde, hvorfra alt så kunne fortsætte efter bogen.

Det var som at stirre på en linedanser som har tabt balancestangen, men som fortsætter og overlever på grund af sit talent og sin store rutine.
Man tror på, at han kan klare det - samtidig med, at det næsten er ubærligt at se på - for hvad nu HVIS han falder ned?

På lysbroen udbrød der nærmest panikstemning. Jeg tror, vi alle sammen fik koldsved og hjertebanken, mens vi intet andet kunne gøre end bare at se til.
Når det påvirkede os så stærkt var det sikkert fordi, vi alle kunne føle helt ind i marven, hvordan det ville være at stå der på scenen og pludselig være helt alene i verden. Den eneste balancestang må have været dirigentstaven, som roligt blev holdt i bevægelse: Fortsæt!
Indtil alle fandt sammen igen, og vi kunne drage et lettelsens suk.

Man kan undre sig over, hvorfor panikken indfandt sig som den gjorde - i hvert fald hos os. Når man ser rationelt på det, er det jo bare musik. Det er bare en forestilling.
Hvad end der sker, vil det hverken få fly til at styrte ned eller bygninger til at synke i grus.

Men det kan ind imellem føles sådan! Når man står der, føles det som om, at det er det vigtigste i verden, at det hele kører som det skal, og helst mere til.

Hvis den følelse tager overhånd, kan det føre til sceneskræk, og man mister troen på, at man nogensinde kan gøre det godt nok.

På den anden side, skal der også være en grund til at stå der. Det SKAL være vigtigt. For hvis kunstnerne ikke tror på det - hvorfor skulle publikum så? Så kan de spare de kostbare billetter og blive hjemme og se Robinson Ekspeditionen.

Dette var et af de øjeblikke, hvor man virkelig mærker, at live musik er levende musik udført af levende mennesker.

Anna Julie Brønholt

Velkommen til en ny blogger

2010-01-09T14:54:00.033+01:00

*Alle fotos: Michael Bennati Schou - klik på billederne og se flere!

Det er med armene i vejret og mundvigene helt oppe ved ørerne at jeg hermed har den store fornøjelse at kunne byde Ulla Kudsk Jensen velkommen på banen som ny blogger her på Operakorets blog.

Vores kære kollega Anna Julie Brønholt har ellers egenhændigt og heltemodigt holdt blog-skansen længe. Faktisk har hun begået intet mindre end de seneste tyve beåndede og bidefaste blog-indlæg i træk. Respect!

Men mezzo’en Ulla Kudsk Jensen skulle hermed være klar til at bidrage til festlighederne og lægge hovedet på bloggen. Endnu en skribent til at holde vores fælles blog-gryde i kog med betragtninger fra et sangerliv og updates fra vores dagligdag angående, hvad vi har gang i for tiden i Det Kgl. Operakor.

Og Ulla burde have historier at fortælle fra livets skæve gang på teatret. Hun er nemlig en erfaren sanger og har været fastansat i Operakoret siden 1994.

Desuden har hun erfaring både som korsanger og som solist.

På Det Kgl. Teater har Ulla sunget Mrs. Quickly i Verdis Falstaff, Ulrica i Verdis Maskeballet, Annina i Verdis La Traviata, Giovanna i Verdis Rigoletto, Schwertleide i Wagners Valkyrien, Flosshilde i Wagners Ragnarok, Modestina i Rossinis Rejsen til Reims, 3. dame i Mozarts Tryllefløjten, 1. Magd i Strauss' Elektra, Prinsesse Clarissa i Prokofievs Kærligheden til de tre appelsiner, Poklizečka i Janáčeks Sagen Makropulos, Tilfreds mor i Poul Ruders' Tjenerindens fortælling samt Fru von Plessen i Bo Holtens Livlægens Besøg.

Klik på Ullas navn, hvis du vil læse mere om hende.

Ole Jegindø Norup

Klæder skaber folk [2. del]

2010-01-09T14:53:00.024+01:00

*Foto: Michael bennati Schou - klik på billedet og se flere fotos fra MASKARADE!

[fortsat fra Klæder skaber folk 1. del]

Mange tror - måske - at det er bedst at blive forvandlet til en smuk prinsesse, og tro mig, det ER skønt, selvom det kan være vanskeligt at leve op til!

Men det er faktisk næsten lige så sjovt at spille grim. Jeg mindes en vaskekone med ekstra påsat barm, sorte tænder og store tunge støvler med ål i strømperne. Herligt!

Forvandlingen kræver mest energi og indlevelse den første tid, hvor jeg bruger tid på at finde den rette makeup, og at lære mit tøj at kende. Er der lommer i? skal der trippes rundt eller vades i bredt skræv?

Hvordan bevæger hun sig, hende her med de grimme tjavser og tunge støvler eller figuren med silkeskoen og den elegante popo? Er det en dreng eller mand tager det næsten endnu længere tid at finde personen.

Bevægelserne fødes rigtig meget af kostumet. Det udvikles og måske endda forvandles, mens vi spiller forestillingerne. Selvom jeg er klædt meget forskelligt kræver det naturligvis også et bevidst arbejde at ændre mit kropssprog, gangmønster, eller for mig, måske allermest mine arme, mine lange flagrende arme.

Men det er skønt når figuren, kostumet, iscenesættelsen giver én så meget, at du virkelig får ændret ved hverdagens mønstre, at du kommer ind og iklæder dig din figur.

Ulla kudsk Jensen

*Foto: Michael bennati Schou - klik på billedet og se flere

fra SIMON BOCCANEGRA!

Klæder skaber folk [1. del]

2010-01-09T14:32:00.033+01:00

*Klik her og se Michael Bennati Schous billedgalleri fra ELEKTRA!

Når jeg ifører mig min røde kimono starter forvandlingen. Forvandlingen fra den person, der færdes hjemmevant i den lokale Netto som i Illums til den mørkhårede skønhed eller vaskekonen med strithår.

Jeg elsker denne transformation. Hver ting har sin charme og sine udfordringer.
Jeg kender naturligvis den figur og karakter jeg skal iklæde mig, men det er en gave og stor hjælp at få det rigtige hår, makeup og kostume på.

Jeg føler mig altså ikke nødigvendigvis særlig sexet i hverdagens cowboybukser og måske tilført frikadelle-lugtende hår, men, men giv mig min corsage og skønne paryk og straks vover jeg mig ud i attituder, jeg sjældent benytter i det private.

Jeg vil vove den påstand, at jeg får mulighed for at udleve det gamle motto om at Klæder skaber Folk på mit arbejde.
I dette efterår har jeg både været en varm og træt landarbejder, en noget overrislet luder i den mindre luksuriøse klasse og landadel med stor selvforståelse.

Andre dage har jeg iført mig et stramt – smukt – tilknappet udtryk som hofdame om aftenen, mens jeg om dagen afprøver min temperamentsfulde spanske arbejderkvinde eller smuglerkone i noget alt, alt for meget VARMT tøj.

Og om ganske kort tid venter et gudesmukt kostume til sangerdysten på Wartburg.

Jeg glæder mig allerede.

Ulla Kudsk Jensen

*Klik her og se Michael Bennati Schous billedgalleri fra MASKARADE!

*Klik her og se Michael Bennati Schous billedgalleri fra LIVLÆGENS BESØG!

*Klik her og se TRE ANDRE Michael Bennati Schou-billedgallerier fra MASKARADE!

Pige, træd varsomt

2010-01-09T06:50:00.003+01:00

- thi scenen er skrå...
Det er den virkelig i Tryllefløjten!
Jeg er ikke klar over hvad hældningsgraden er, men Alpe d´huez forekommer at være barnemad ved siden af.
Den er ikke for sarte rygge eller knæ.
Heldigvis er det mest til prøverne, tiden på den skrå scene kan blive lang - til forestillingerne skal koret ikke stå der lang tid af gangen.

Senere på måneden har vi repremiere på Mikael Melbyes opsætning af Tryllefløjten.
Mikael Melbye arbejder som altid med smukke billeder, og scenen er også langt mere nådig mod øjet end mod sangernes fysik.
Den optiske virkning af hældningen er smuk og skaber pyramideassociationer. Scenografien er netop også inspireret af gamle Ægyptiske symboler.

Vi spiller Tryllefløjten på Gamle Scene, og den synges på dansk. Koret har i øvrigt den stolthed, at en af vores dygtige kolleger har rollen som Papagena!

Læs mere her om Mozarts eventyrlige opera på Det Kongelige Teater.

Her i januar spiller vi desuden fortsat Tannhäuser og Carmen - du kan stadig nå at se disse meget forskellige, men på hver deres måde fantastiske forestillinger! Husk, at selvom der skulle være udsolgt på Billetnet, sælges der altid et antal billetter på dagen - se mere her.

Anna Julie Brønholt

Juleferie

2009-12-22T11:23:00.003+01:00

I aften har vi den sidste forestilling inden juleferien.

Men vi vender tilbage mellem jul og nytår, hvor der også er andre forestillinger på programmet på Det Kongelige Teater.

Klik her og se teaterets hjemmeside og kalender.

Det Kongelige Operakor ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Anna Julie Brønholt

Tannhäuser set fra damekoret (3/3)

2009-12-20T09:28:00.003+01:00

Inden vi skal på igen i slutningen af 3. akt, kan vi nå at tage kostumerne af og holde pause.
Når det er kostumer, som fylder meget, kan det være rart at få dem af ind imellem, de hindrer bevægelsesfriheden.

Vores Tannhäuserkostumer kan være lidt svære at sidde godt i, vi har alle mange meter stof kunstfærdigt draperet på bagperronen.

Flere af damerne har enorme pufærmer, jeg har hørt et sted, at der ligeledes er gået flere meter stof til et enkelt ærme.

De fleste parykker er også fyldige og formet i store, bløde frisurer.

Nogle bærer overdimensionerede halssmykker, armbånd og ringe i sorte og grå nuancer.
Ingen diamanter her - det er skåret ud i et eller andet plastic-agtigt materiale, lagt lag på lag - kantede, spidse og afrundede stykker mellem hinanden. De er simpelthen designet til lejligheden.

Tilsammen bliver det hele smukt og skulpturelt at se på, men også overdrevet, og får borgerskabet fremstillet fra dets mest hysteriske side.

Alle kostumerne er syet til denne forestilling, og passer som støbt på hver enkelt af os.
Det er også med til, at gøre det til en dejlig forestilling at spille med i, at man føler sig godt tilpas i kostumet.

Og udenom det altsammen stråler det vigtigste: Wagners overjordisk skønne musik.
Det er ikke kedeligt at være korsanger i en Wagnerforestilling, for korene er så smukke at man kan blive helt grædefærdig.

Damekoret har vores sidste kor og sidste entre i finalen af 3. akt, hvor vi nogenlunde skjult lister ind bagest på scenen og begynder at synge herfra.

Vi hylder underet som er sket - i forlægget er det jo, at pavens stav er begyndt at spire, og Tannhäuser dermed er tilgivet og frelst.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Men i denne opsætning hylder vi Tannhäusers store værk. Efter sin død, bliver han endelig hyldet - "taget til nåde".

Jeg glæder mig til Tannhäuser går i gang - vi har premiere i eftermiddag!

Du kan læse mere om forestillingen her.

Anna Julie Brønholt

Tannhäuser set fra damekoret (2/3)

2009-12-17T10:15:00.005+01:00

2. akt.

Her skal vi ind parvis sammen med herrekoret og være snobbet og lettere excentrisk publikum til sangerdysten.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Landgreven er vært ved denne begivenhed, hvor Tannhäuser, inspireret eller besat af Venus får skabt voldsomt røre i den borgerlige og selvfede andedam.

Da Tannhäuser beretter, at han har været på Venusbjerget, bliver damekoret så oprørte, at vi først besvimer synkront og derefter løber ud af scenen, så hurtigt vores svulstige kjoler med slæb tillader det.

Herefter er vores næste opgave endnu et bagscenekor. Det har vi indtil videre sunget fra sidescenen i damesiden.

Men vi har fået at vide, at vi nu fremover skal synge det fra et særligt sted på bagscenen - på 5. etage eller noget lignende - også en bro, teknikerne benytter sig af.

De fleste af os kender ikke dette sted, så vi må se om vi kan finde frem uden at fare vild til generalprøven i aften.

Operaen er et stort hus, og man får hurtigt sine egne veje og rutiner i dagligdagen, som efterlader et meget stort, uopdaget omåde for den enkelte.

Det bliver helt spændende at komme lidt på opdagelse, og forhåbentlig nå frem i tide til at synge.

Herefter er der pause mellem 2. og 3. akt, og nu bliver der en smule ventetid. Til gengæld er der ingen kostume- og/eller parykskift. Kun for de 4, som er pager - i denne opsætning tjenestepiger - de skifter nu til det borgerlige, "fine" tøj, som vi andre har på i hele 2. og 3. akt.

Fortsættes...

Klik på billedet eller her og læs mere om Tannhäuser på Operaen.

Anna Julie Brønholt

Tannhäuser set fra damekoret (1/3)

2009-12-15T17:25:00.003+01:00

Det er ikke altid længden af en forestilling, der afgør, om den er trættende eller givende at være med i.

Tidligere på denne blog har jeg udbredt mig om kvalerne ved 3.akt i Carmen, som samlet set får Carmen til at føles meget lang, selvom især 1. akt er virkelig dejlig at spille med i.

Men for damekoret bliver Tannhäuser en hel anderledes oplevelse, selvom den ikke varer under 4 timer. Som så ofte før, har vi ikke så meget at synge som herrekoret. Men der er også flere andre faktorer der gør, at Tannhäuser ikke føles særlig slidsom.

Det første vi skal synge er ikke på scenen, derfor behøver vi ikke komme tidligere for at sminke og tage kostume på.
Vi møder først ganske kort tid før forestillingen begynder.

Ca 10 minutter inde i forestillingen har vi vores første kald - nu skal vi op på lysbroen.
Det er den øverste balkon over publikums-balkonerne. Her sidder en masse lamper og spots, og ind imellem kan Operaens ansatte liste sig herop og se forestillingerne eller dele af forestillinger uden at forstyrre nogen.

Ganske vist er det i fugleperspektiv - til gengæld er lyden fra scenen og orkestergraven fantastisk deroppefra.

I Tannhäuser kommer vi derop tidsnok til at se slutningen af ouverturen. Den er nemlig iscenesat på fantastisk vis med Tannhäuser, Venus og de dygtige dansere fra Pantomimeteateret.

Her oprulles hele Tannhäusers indre kamp, som den beskrives i denne opsætning, nemlig det skisma, at hans enorme talent, hans muse Venus, samtidig er den dæmon, som fjerner ham fra virkeligheden og hans familie. Han kan ikke vælge begge dele fuldt ud.

Damekoret synger vores første kor stående på lysbroen med ansigterne mod væggen og ryggen ud mod salen. Der er ligeledes en af Kapellets harpenister med på lysbroen, og vores syngemester Philip, som dirigerer os.
Når vi vender ryggen til salen er det fordi, det efter flere eksperimenter har vist sig, at sådan bliver lyden og lydniveauet bedst.

Vi har tre små kor at synge fra lysbroen.
Imellem dem kan vi for en gangs skyld se og høre, hvad der foregår på scenen og i orkesteret, så det er ren forkælelse at være på arbejde på den måde.

Når vi er færdige med at synge, kan vi gå ned og sminke os, tage kostumer på, og få hjælp af frisørerne til de meget store og kunstfærdige parykker.
På denne måde bliver der ikke meget ventetid, selvom vi først skal på scenen et lille stykke inde i anden akt.

Fortsættes...

Anna Julie Brønholt

At arbejde i støj

2009-12-06T14:10:00.003+01:00

Flere af sangerne i Operakoret - og i øvrigt mange andre musikere - har problemer med hørelsen. Mange har nedsat hørelse, andre døjer med større eller mindre skader som tinnitus og støjoverfølsomhed.

Vi forsøger så godt vi kan at passe på hinanden, hvis forholdene ikke er til at synge kraftigt.
Hvis en instruktør beder os om at stå meget tæt sammen på scenen, synger vi svagere.
Hvis vi har korskole i et lokale, som ikke egner sig til lydtrykket fra 60 operasangere for fuld udblæsning, afholder vi hele prøven i et moderat lydniveau.
Hvis man på scenen eller i en prøvesal pludselig er endt lige bag en kollegas stakkels ører, skruer man også lige ned for blusset.

Men selvom vi forsøger at tage disse forholdsregler, er vi omgivet af rigtig mange decibel mange timer om ugen.

Der kan nemt ske et uheld på scenen eller i prøvesalen, fordi vi ofte er i bevægelse når vi synger - så opdagede man måske for sent, at en kollega endte lige foran én, eller man kom selv til at bevæge sig hen foran én, som sang meget kraftigt.

Vores eneste reelle værn er ørepropper.
Men hvor folk, der arbejder med fx støjende maskiner, kan bruge høreværn, som helt lukker støjen ude, er vi nødt til at kunne høre en hel del stadigvæk.
Vi skal kunne høre orkesteret og resten af koret, så vi kan synge præcist både klangligt og intonationsmæssigt.

Der er flere og flere fra koret, der får lavet professionelle musiker-høreværn, som dæmper på den rigtige måde; nemlig lige mange db på alle frekvenser.
Skumpropper som dem, man bruger på festivaler og lignende, kan vi ikke rigtig arbejde med, fordi lydbilledet bliver helt forkert.

Jeg er selv nu i en proces, hvor jeg skal have lavet disse "rigtige" ørepropper, og har foreløbig fået en henvisning fra øre-næse-halslægen.
Jeg glæder mig rigtig meget til at få sat proppen i, og klarer mig i mellemtiden med halvgode ørepropper fra en musikforretning.

Det tager lidt tid at vænne sig til at synge med ørepropper i, men nu hvor jeg har gjort det et stykke tid, kan jeg slet ikke undvære dem.
Når jeg en gang imellem glemmer at få dem med ned på scenen, er jeg i mange tilfælde næsten grædefærdig, for ind imellem er lydtrykket bogstaveligt talt langt over smertegrænsen, og man kan bare gå og vente på, hvornår den uoprettelige skade sker.

Det ville løse støjproblemet, hvis vi alle sammen fik en prop i munden i stedet, men det ville der ikke komme så meget opera ud af...

Anna Julie Brønholt

3. ak(t)

2009-12-02T12:25:00.006+01:00

Jeg kan godt lide at spille 1. akt af Carmen. Her er damekoret cigaretpiger og skal bl.a. på et tidspunkt slås med hinanden, det er ret sjovt.

2. akt er vi (damekoret) næsten ikke med i, så der har vi en lang pause hvor vi sludrer og drikker kaffe eller hvad vi nu laver.

4. akt er også sjov - jeg er selv guvernante i borgmesterfamilien, og skal holde øje med borgmesterens tvære datter i virvaret af sælgere og borgere på gaden.

Men jeg er ikke bleg for at indrømme, at 3. akt i denne opsætning af Carmen ikke lige er min kop te at være med i.

Det er sjovest at være på scenen, når man har en form for identitet eller rolle, man kan leve sig ind i.
Selvom koret ofte fremstår som en folkemængde og ikke individer, så lever vi os alligevel ind i situationen.

De gode instruktører giver os nogle overskrifter vi hver især kan danne en form for identitet ud fra, så de reaktioner vi skal have på solisternes historie undervejs, bliver så naturlige og realistiske som muligt.
Så selvom vi som sådan ikke har en rolle, er vi alligevel hver især til stede som et individ i mængden.

Sådan er vi med til at danne den bedst mulige ramme og opbakning for den historie, solisterne fortæller, og gøre det hele så virkeligt som muligt for publikum - og for os selv.

Grunden til, jeg ikke bryder mig om 3. akt er nok, at der har jeg en form for identitetskrise - eller rettere, jeg er identitetsløs fordi jeg er midt imellem to personer.

Vi kommer ind på scenen som smuglere - og jeg har i øvrigt indtryk af, at det er et flot billede i begyndelsen af 3. akt.
Derefter skal koret sætte/lægge sig og sove i 10 minutter eller lignende, og kort efter ud igen.
Hertil er vi utvivlsomt smuglere - så vidt så godt.
Men så skal vi ud af scenen - og herfra indtræder krisen.

Der er ingen - eller kun en ganske kort - pause mellem 3. og 4. akt, derfor har vi ikke rigtig tid til at skifte kostumer her.
Mange af kostumerne er store og tidskrævende at få på, for damernes vedkommende skørter, meget store kjoler med slæb og hatte.
Derfor er vi nødt til at skifte til disse kæmpekjoler allerede midt i 3.akt - og ovenpå iføre os de lange smuglerfrakker.

Når vi så går på scenen igen - stadig som smuglere - er det eneste jeg kan tænke på at holde mig i baggrunden og passe på, at publikum ikke opdager den meget store og røde kjole. Der er også slæb fra de andres kjoler at holde øje med, så man ikke træder i dem.

Resten af 3. akt har jeg derfor stort set ingen fornemmelse af, hvad der foregår fremme på scenen hos solisterne, men står nærmest bare og prøver at undgå at få krampe i armen af at løfte mit slæb, synger når jeg skal, og venter på, jeg skal ud igen.

Jeg ånder altid lettet op, når vi når til 4. akt og jeg "er nogen" igen!

Anna Julie Brønholt

På´en igen

2009-12-01T11:32:00.002+01:00

Vi har ikke været på arbejde i 5 dage - et pusterum efter en hård efterårssæson.

Vores arbejde ligger alt andet end jævnt fordelt over en sæson, det følger jo forestillingerne.
Der er en del faktorer at tage hensyn til, når forestillingerne planlægges - ikke bare Operakoret. Så det falder ofte sådan ud, at vi i perioder har et temmeligt stort arbejdspres, og i andre perioder ikke laver så meget.
I disse perioder har vi så tid til at passe familie, venner og diverse koncerter uden for Det Kongelige Teater.

I aften spiller vi Carmen igen for første gang i omkring to uger.
Det skal nok blive sjovt når folk kommer med fornyet energi - der er masser at lave i Carmen.

Men jeg må nok hellere lige læse lidt på musikken inden forestillingen; det er trods alt lang tid siden sidst.

Anna Julie Brønholt

Veloverstået åbent hus

2009-11-24T20:00:00.003+01:00

I søndags havde vi åbent hus på Operaen med medvirken af Det Kongelige Operakor.
Vi havde ikke prøvet det før, og flere af os var først noget betænkelige ved arrangementet.

De af publikum/gæsterne, som havde lyst, kunne først øve fangernes kor fra Nabucco med vores syngemester Philip.
Dernæst kom koret til, sad sammen med publikum og sang med.

Senere gav vi en koncert på en halv times tid og blev så efterfulgt af andre indslag af nogle af operasolisterne og musikere fra Det Kongelige Kapel.

Når jeg selv var skeptisk overfor hele arrangementet på forhånd, skyldtes det nok mest utryghed i forbindelse med at skulle sidde blandt folk jeg ikke kendte og synge; jeg følte det næsten, som om jeg skulle til eksamen.

Men da tidspunktet oprandt, og jeg havde fået sat mig, fik jeg småsludret lidt med nogle af de omkringsiddende. Alle var (selvfølgelig) søde, interesserede og glade for at være med, så min frygt blev heldigvis gjort til skamme.

Da vi senere havde sunget korets koncert, fik vi en fantastisk respons fra en stort set fuld sal.
Vi sluttede det hele med at synge fangekoret igen sammen med de gæster, som havde lyst.

Det blev alt i alt til en meget fin dag og en rigtig god oplevelse for os! Det var dejligt at mærke, at folk var glade for det, vi lavede, og tydeligvis nød arrangementet og musikken.

Tusind tak til alle, der kom! Og vel mødt en anden gang.

Anna Julie Brønholt

Kom og syng med Det Kongelige Operakor!

2009-11-13T17:19:00.006+01:00

Søndag d.22.11. er der åbent hus på Operaen kl. 10.30 - 16.
Kom, hvis du har lyst!

Det er ganske gratis og kræver ingen tilmelding, du skal bare dukke op.

Fra kl. 13 vil der være en koncert med et varieret program.

Om formiddagen kan du selv synge med - du har nemlig mulighed for at øve fangekoret fra Nabucco med vores syngemester Philip White.
Bagefter bliver det sunget i skøn forening med Det Kongelige Operakor.

Du kan se hele dagens program herunder.

Det er kopieret fra Det Kongelige Teaters hjemmeside, hvor du kan læse mere om arrangementet.
Fra hjemmesiden kan du også downloade noderne til fangekoret, hvis du har lyst til at øve dig på forhånd.

PROGRAM:

10.30: Dørene åbnes

11.00-11.50: Syng selv i Operaen
Her er chancen, hvis du altid har drømt om selv at synge i Operaen. Korsyngemester Philip White indstuderer fangekoret fra Verdis Nabucco med publikum i salen – du møder bare op.

12.00-12.30: Syng sammen med Det Kongelige Operakor
Efter den fælles indstudering er det nu tid til at opføre fangekoret fra Nabucco – nu med ekstra forstærkning fra medlemmerne af Det Kongelige Operakor.

13.00-13.30: Det Kongelige Operakor
Hør det, som er blevet kaldt verdens bedste operakor, når de synger nogle af de mest kendte kor fra operaens verden dirigeret af Philip White.

14.00-14.45: Jazz med Tuva Semmingsen og Stephen Milling
Oplev to af Den Kongelige Operas solister synge noget helt andet, end de plejer - sammen med en jazztrio bestående af pianisten Leif Greibe samt bassisten Jeppe Mørch Sørensen og percussionisten Per Jensen fra Det Kongelige Kapel.

15.00-15.30: Messing fra Det Kongelige Kapel
Fem messingblæsere fra Det Kongelige Kapel er på scenen i et afvekslende program med musik for trompeter, horn, basun og tuba.

Gratis adgang.
Ingen tilmelding.

Anna Julie Brønholt

Vi vil også anmeldes!

2009-11-11T06:32:00.010+01:00

Hvis du ikke er meget for klagende, martyragtige udgydelser, skal du måske stoppe din læsning allerede her.
Det tegner til at blive en stor, fed gang selvynk.

I søndags havde vi premiere på Carmen - en fin premiere syntes vi selv!
Anmelderne var tilsyneladende enige for de flestes vedkommende; mange roser til solisterne og opsætningen, masser af stjerner og hjerter er velfortjent blevet strøet ud over forestillingen.

Men Operakoret, som ellers spiller en ret betydelig rolle i den opera, er ikke nævnt nogen steder - som jeg har set i hvert fald.
Selvfølgelig er det solisterne, der skal bruges spalteplads på, opsætningen og instruktionen også.
Men hvad med en enkelt linie til os et sted?

Se selv, vi er med!

Når vi selv skal sige det, er vi sluppet ret godt afsted med Carmen.

Prøverne på den har ellers ligget sideløbende med, at vi har spillet to andre forestillinger samt haft korskoler på en tredje.

Alligevel synes vi, vi både får givet den gas på scenen og også lavet noget god musik, vi synger varieret og præcist (det meste af tiden).

Hov! Her er vi sørme også.

Sidst men ikke mindst: vi er ret meget med i Carmen, både musikalsk og scenisk.
Så føles det lidt underligt at blive fuldstændig overset af anmelderne.

Sig mig - er det ikke...?

Jamen jeres arbejde bærer vel lønnen i sig selv! Desuden har ens sande jeg, sjælen, ikke behov for anerkendelse udefra, det er bare det lille ego, der står og råber.
I ved jo med jer selv, at I har gjort en stor og god indsats, det er vel nok!

NEJ! Vores egoer vil også klappes på skulderen og stryges med hårene.
Vi vil også anmeldes!

I stedet tager vi en tudekiks og lægger sørgeviolinerne på hylden - og knokler videre med prøver på Tannhäuser. Snart lægger også Rakes Progress og Jephta fra land.

Biss dann!

Anna Julie Brønholt

PS. Klik på billederne eller HER og se hele Carmen-galleriet med fotos af Miklos Szabo.

En tone er ikke bare en tone

2009-11-08T12:22:00.004+01:00

Skuffen med russisk er lukket for denne gang - vi er færdige med Onegin.
Lucia synger på sidste vers, vi har en enkelt forestilling tilbage. Derefter kan skuffen med italiensk også blive smækket i.
I eftermiddag har vi premiere på Carmen, hvormed prøveforløbet naturligvis er slut - nu kører det bare af sig selv.

Derfor synes jeg nu, jeg har meget mere overskud til at koncentrere mig om Tannhäuser. Vi har haft nogle korskoler på den, og har ellers fået nogle timer til at lære den udenad på egen hånd - selvindstudering, som vi kalder det.

Alt det øvrige vi har lavet indtil videre denne sæson er fin musik, men Wagner går nu lige i hjertekulen på mig.
I Lucia er der mange gode melodier og masser af ekvilibristisk sang. Men det er fra en tid, hvor harmoniseringen endnu ikke var så voldsomt interessant; efter min egen ganske uvidenskabelige mening.

Men Wagner kunne det der med at placere en uventet akkord på det helt rigtige sted. I et af Tannhäuser-korene synger vi på et tidspunkt: "hoch über aller Welt ist Gott".
Netop på "Gott" er der en akkord som ophøjer det hele på den helt rigtige måde - jeg bliver helt bevæget hver eneste gang jeg synger det.

Det er også sjovest at være korsanger, når netop harmonierne er så vigtige. Selvom man måske synger den samme tone to gange i træk, kan den være en del af to helt forskellige akkorder. Så er det alligevel ikke den samme tone længere.
Overtonerne og intonationen vil være forskellig på de to på papiret ens toner.

En god melodi skal man aldrig kimse ad - men for mig går der virkelig sport i det når jeg skal prøve at komme ind i kernen og forståelsen af en enkelt tone. Den kan se så uskyldig ud - men er det sjældent!

Anna Julie Brønholt

Farvel til Onegin

2009-11-04T23:30:00.007+01:00

Onsdag d. 28.10. var 17. og sidste gang vi spillede Onegin - i denne omgang i hvert fald.
Det er tradition, at mange laver lidt sjov med kollegerne på scenen når man spiller en forestilling på sidste gang.
Det må naturligvis ikke ødelægge forestillingen, men det kan være sjovt at se om folk kan holde masken, når man har fundet på et eller andet.

I onsdags var der ikke lagt op til de helt store gags - vi var nok for trætte.
Vi har i en periode spillet to forskellige forestillinger sideløbende, samtidig med at vi har prøvet på to andre - alle fire på hver sit sprog.

Men traditionen blev alligevel reddet på smukkeste vis.
I første scene hvor koret medvirker, går vi ind som en flok arbejdere. Vi symboliserer proletariatet og det gamle Rusland. Vi er ikke vilde med vores arbejdsgiver Larina i Konwitschnys fortolkning.
Men vi lyser lidt op, da vores symbol bliver båret ind: birketræet.
Det er dødt og symboliserer det efterhånden forsvundne gamle Rusland.

Træet bliver båret ind af folk fra sceneteknikken, som også rejser det for os.
De er klædt stort set som herrekoret, så de kan glide ind i mængden.

Men i onsdags kom der i stedet en flok mandhaftige damer på scenen slæbende på birken.
De havde iført sig damekorets kostumer: Blå kitler og tørklæde om hovedet.
Til lejligheden var de så også iført temmelig store briller som rigtig kom til deres ret indrammet af tørklædet.

Da var det svært at holde masken og udstråle den lidt indignerede alvor vi ellers har i denne scene!
Tak til teknikerne - det gav os lige lidt ekstra energi til resten af aftenen.

Anna Julie Brønholt

Kære dagbog... 2/2

2009-10-25T06:07:00.006+01:00

Fortsat...

Carmenprøven fortsætter.

Koret har sunget; nu skal vi ligge og sove omkring nogle bål. mens solisterne kører showet et godt stykke tid.

På benene igen. Klappe, trampe sammen med solisterne.

Ud af scenen.

Vi har fået at vide, at på dette tidspunkt skal nogle af os klæde delvist om til 4. akt allerede pga tidsnød mellem akterne. Men vi skal stadig på scenen som smuglere et par gange endnu.

De store, røde kjoler og de nydelige habitter skal skjules under de lange smuglerfrakker;
så godt det nu er muligt....kjolerne har langt slæb for fleres vedkommende. Vi må holde os lidt i baggrunden. Det viser sig nu, at vi kommer til at stå anderledes end vi har gjort til prøverne, hvor vi ikke vidste, hvordan tøjet så ud, og hvor meget det fyldte.

Ind på scenen, ud og ind igen.

4. akt - så er det tid til de store hatte. Endelig kommer champignon-parykken til sin ret.

Nu er det gadeliv med sælgere af flag, mad og drikke, blomster og programmer til den forestående tyrefægtning. Nogle er borgere, som vandrer rundt i gadebilledet og hilser på hinanden.

Jeg er selv guvernante i borgmesterfamilien, skal holde styr på borgmesterens vrangvillige teenagedatter i hele virvaret.

Skal også huske at synge samtidig.

Der er meget lidt plads til så mange mennesker. De sidste par gange, vi har prøvet denne scene, har næsten 1/3 været syge.

Nu viser det sig ganske rigtigt, at det hele bliver noget forvirrende.

Det ser sandsynligvis fuldstændig ukoordineret ud på scenen, men der er nogle helt bestemte små situationer undervejs, som publikum skal kunne se.

Derfor er der visse tidspunkter, hvor man skal holde tilbage for visse personer og ikke helt fortabe sig i handlen og småsnak.

Samtidig er det første gang vi prøver det i kostumer - og de fleste kjoler fylder en hel del.
Der bliver trådt på mange slæb i løbet af prøven!

Selvom det virker umuligt på så lidt plads, lykkes det efter nogle gange at få det nogenlunde til at køre.

Frokostpause, prøven genoptages.

Kl. 15.20
Nu får koret fri. Lynhurtigt op og sminke af!

Kl. 16 skal en kollega giftes i domkirken. Traditionen tro tropper alle de, der har tid, op i kirken for at synge for vores kollega.
Vi har gruet lidt for, om vi ville kunne nå at komme af kostumet og sminke og ind til kirken i tide.
Men vi når det alle sammen, der er heldigvis ikke langt ind til domkirken.
Vi synger brudekoret fra Lohengrin; det er dejligt at kunne være med til at fejre en god kollega på denne måde.
Bagefter bliver vi trakteret med bryllupskage og champagne sammen med de øvrige gæster.

Klokken nærmer sig 18, nu er vi ved at være godt brugte.
Men i aften skal vi spille Onegin.

Nogle når lige hjem, jeg tager selv ind på garderoben på Operaen for at slappe lidt af og spise aftensmad.

Kl. 19.30
Nu bliver der kaldt første gang til forestillingen- en halv time, til den går i gang.

Sminke. Kostume.
Hvad er det nu vi har på i denne opera? Vi har godt nok spillet den 15 gange - men med Carmen og Lucia i hovedet også, skal man alligevel lige tænke sig om, så man trækker i det rigtige kostume.

Kan vi nu overhovedet finde energien til at give publikum en god oplevelse? Ikke alene har det været en lang dag, i en længere periode har det kørt sådan med både mange forestillinger og mange prøver.

Men det kan vi på en eller anden usandsynlig måde. Vi henter reserverne frem og fyrer den af så godt vi kan.

Det er vist gået meget godt, publikum virker glade.

23.28.
Sidder ENDELIG i bussen på vej hjem!
Denne mærkelige dag, der begyndte med et angreb fra en fugl, får heldigvis en tilsvarende mindeværdig afslutning:

En meget fuld mand står på bussen, vakler ind af døren, knalder hovedet ind i en af de gule stænger, vakler videre ned ad midtergangen - alt imens han højtideligt holder et blomkålshoved rakt frem for sig - som om han var en tjener på en fin restaurant, der bar et fad.

Anna Julie Brønholt

Kære dagbog....1/2

2009-10-25T05:23:00.009+01:00

Lørdag d.24.10.09

Formiddag.
Damekoret har korskole på Tannhäuser kl.10.30. Er træt efter forestilling i går aftes, men tager hjemmefra i god tid for at nå at varme stemmen op - en lang dag med meget sang venter forude.
Kommer ned til busstoppestedet og opdager, jeg har glemt min node derhjemme. Tænke tænke.....kan jeg på en eller anden måde kringle den sådan, at jeg kigger med i en andens node, låner én eller noget? Nej, det går ikke, jeg kan det ikke godt nok endnu. Kan få brug for at lave notater i noden.
Må hjem efter den; når ikke den bus jeg ville, men kan stadig sagtens nå at møde til tiden.

Cykler hjem i den silende regn pakket ind i mit mørkegrønne regntøj. Mærker pludselig dunk i baghovedet ovenpå hætten.
Vender mig om, og ser lige ind i fjæset på en stor, grå fugl, der hænger i luften med kløerne fremme.
Er åbenbart blevet angrebet! Måske tror den, jeg er en stor fugl i det der regntøj?
Kommer herefter ret hurtigt hjem.

Når helskindet ud på Operaen MED node, selvom jeg synes, jeg ser store, grå fugle allevegne.

10.30.
Vi tæsker intonation og tekst i Tannhäuser. Mon vi stadig har stemme tilbage, når vi når frem til forestillingen i aften?

11.40
Korskole og 10 min. pause er slut, nu har vi 20 minutter til at komme i kostume, sminke og paryk til prøve på Carmen. Kost og mask, som det hedder.

Ingen af os tror på, vi kan nå det. Det er første prøve i kost og mask på Carmen, og erfaringsmæssigt medfører det en masse forvirring.
Frisører, påklædere og vi selv skal lige finde ud af det hele.
Vi begynder med 3. akt til denne prøve. Hvad skal vi så egentlig have på?

Min nederdel til denne akt er ikke syet færdig. Hvad skal jeg så have på i stedet?
Hvad med håret? Kan det virkelig passe, jeg skal have denne kæmpe champignon af en paryk på? Den fungerer måske fint i 4. akt under en kæmpe hat, når jeg skal være dame fra borgerskabet - men ville en smugler i bjergene vågne op og rulle håret op på den måde?

Vi vidste på forhånd, at vi ikke ville kunne nå at være færdige til kl. 12 hvor prøven starter. Derfor har damekoret aftalt at mødes og gå ned på scenen i samlet flok, når først alle er færdige.
Normalt ville man møde omkring tre kvarter før en kost og mask første gang for at finde ud af det hele.

Når vi først har prøvet kostumerne til alle scenerne en enkelt gang, kan vi selv hjælpe lidt mere til - tage det rigtige tøj ned af bøjlerne og tage det på. Så behøver vi kun hjælp til at blive åbnet og lukket i ryggen, eller hjælp hvis noget mangler eller er gået i stykker.
Men den første gang kender vi ikke alle delene, så påklæderne skal tjekke en lang liste for hver enkelt person. Hører der et tørklæde med? Hvordan skal det sidde? Et bælte? Skal frakken lukkes? Hvilke sko skal jeg tage på? Skal strømperne være sorte eller hudfarvede?

Hver påklæder og hver frisør skal hjælpe mange mennesker som alle er ret ubehjælpsomme - nogle grænsende til panikslagne - ved de her lejligheder. Derfor tager det sin tid!

Der går nu alligevel længere tid end forventet. En enkelt er fx blevet iklædt tøjet til 1. akt og må op og skifte igen. Påklæderne skal også lige have en chance for at lære hele garderoben at kende.
Endelig, efter at være blevet kaldt flere gange, kan vi gå ned på scenen og begynde prøven.

Bliver drillet en hel del med den paryk.

Smuglerscenen - vi lister os frem gennem tågen med alle vores smuglervarer på en stor vogn.
Écoute, écoute, compagnon, écoute....

Det skal nu nok blive en flot scene!

Fortsættes...

Anna Julie Brønholt

Sprogforbistring

2009-10-13T20:13:00.005+02:00

- siger en svensk kollega altid, når hun ind imellem får rodet dansk, svensk og engelsk sammen i en stor forvirring.
Man må sige, at sprogforbistringen lurer lige om hjørnet for Operakoret i disse uger.

Vi opfører stadig Eugen Onegin for fuldt tryk måneden ud - den synger vi på russisk.

Lucia di Lammermoor spiller vi også for tiden - den synges på italiensk.

Det franske får vi dækket ind gennem prøverne på Carmen.

Vi får lige sneget lidt tysk ind gennem Tannhäuser, som vi er begyndt at have korprøver på.

Dertil kommer vores engelsktalende korsyngemester samt instruktøren på Carmen, som også er englænder.

Blandt kollegerne navigeres der på dansk, svensk, engelsk og norsk - heldigvis (for danskerne) dog fortrinsvis på dansk.

Ind imellem skal man lige holde tungen lige i munden - men egentlig går det forbløffende godt. På en eller anden mystisk måde finder hjernen ud af at finde en ny skuffe til hver opera med tilhørende sprog.

Hvilket sprog er du til?
Du kan læse mere om forestillingerne HER eller klikke på ordene med rødt ovenfor.

Anna Julie Brønholt

Så kom Konwitschny!

2009-09-04T03:54:00.007+02:00

I uger før sommerferien har vi haft prøver på Onegin, som i denne udgave er Peter Konwitschnys værk.
Først korskoler og selvindstudering hvor vi har øvet russisk og tæsket noder.
Dernæst det mere samlende musikalske arbejde.
Inden ferien nåede vi nogle dage i prøvesalen med Konwitschnys assistent, som viste os, hvad vi skulle i de forskellige scener.
Vi arbejdede videre med hende efter ferien, vi kom på scenen og i kostumerne. Og vi nåede dertil at vi efterhånden vidste hvad vi skulle hvornår.
Men hvorfor? Hvad er vores intentioner i de forskellige situationer? Hvilken historie er vi med til at fortælle?

Og så kom Konwitschny!
En furie af en mand med langt hvidt hår samlet i en hestehale, skjorte og fløjsbukser og blegrøde gummiclogs med farvet bling bling i hullerne.

Alt giver mening, når han fortæller hvad der foregår - her er vi for længst ude over den rent tekniske side af at komme fra A til B.
Han taler om grundene til at komme derhen - og alt er virkelig begrundet! Hver eneste lille situation fortæller en historie.

Han skaber et magisk univers når han fortæller, og har enorm intensitet og tilstedeværelse i alt hvad han gør.
Han kræver det samme af alle medvirkende.
Flere af kollegerne i koret er uden varsel blevet råbt ad, skældt ud og fornærmet, fordi han mente, de ikke var nærværende nok eller fordi de gjorde en scenisk ting på et forkert tidspunkt.
I næste øjeblik har han tilsyneladende raset ud og fortsætter som intet var hændt, med samme begejstring og entusiasme som før.
Og man står tilbage og synes bestemt man så lynet slå ned, men det eneste spor er det forvirrede eller vrede udtryk hos den ramte.

Det er ikke kedeligt at være i hænderne på Peter Konwitschny.

Gå ind og se Eugen Onegin!
Musikken er fantastisk - døm selv om du kan lide opsætningen - hvis du forventer russisk folklore af den mere klichéprægede slags vil du finde ud af, du er gået forkert.
Men du kan være helt sikker på, at der bliver fortalt en historie!

Anna Julie Brønholt

Den Kongelige Underholdning

2009-08-15T05:17:00.007+02:00

Operakorets sæson begyndte torsdag med prøve på det, vi skal synge på de to udendørskoncerter denne weekend.

I aften går det løs foran Rosenborg Slot, og i morgen flytter hele historien til Skamlingsbanken.

Det er et større ryk-ind i år - eller ryk-ud om man vil, idet hele Det Kongelige Teater denne gang er repræsenteret ved koncerten. Dvs. både operaen, balletten og skuespillet.

Dette betyder også et meget alsidigt program. Bl.a. har balletten nogle numre fra West Side Story hvor der bliver danset - og de synger skam også selv!

På nummeret America er vi tre fra Operakoret, som synger med på omkvædene.

Vi var til prøve på det med Det Kongelige Kapel i går aftes, og det var en helt ny oplevelse.

Først var der prøve på Ariadne fra Naxos.

Og SÅ kom der ellers helt andre boller på suppen - de gik i gang med numrene fra West Side Story. En ny verden åbnede sig for nogle få minutter.

At arbejde som sanger på Operaen er normalt ikke noget alsidigt job rent genremæssigt. Vi synger jo opera! Og i ny og næ en operette.

Det er også, hvad vi hører kapellet spille.

Så at stå med Det Kongelige Kapel i deres prøvesal og høre dem spille Bernstein for fuld udblæsning var en helt ny oplevelse.

Dertil kom at der ikke bare blev sunget til, som vi er vant til fra de såkaldte sang- og orkesterprøver - der arbejdes normalt ikke scenisk. I går blev der også danset!

Så mens vi tre stod og sang kor, og forsøgte at koncentrere os om at rrrrulle på r´erne som ægte Puerrrrto Rrrricanere, var der en hel flok smukke mennesker som dansede løs lige foran os.

OK by me in Amerrrrica!

Anna Julie Brønholt

God sommer!

2009-06-23T13:55:00.004+02:00

For at du bedre kan overleve dine operaabstinenser sommeren over, er her en genvej til Michael Bennatis galleri med billeder fra Livlægens Besøg.
Her kan du opleve eller genopleve stemningen fra Bo Holtens dejlige opera.

Hvis du vil have nogle gode liveoplevelser, så klik ind på Det Kongelige Teaters hjemmeside og se, hvad der foregår sommeren over. Du kan fx komme til Copenhagen Jazzfestival-koncerter og revy i løbet af sommeren.

Det Kongelige Operakor ønsker alle en rigtig god sommer!

Anna Julie Brønholt

SOM BESAT…!

2009-06-07T13:35:00.003+02:00

Tag nu fx ”Se den lille kattekilling” ….Den kender vi alle, den er lige til at gå til, og den kan køre sin egen lille diabolske turnus rundt og rundt og rundt i ørerne, hvis man først har fået den ”på hjernen”.
Som så mange andre melodier…
Vi kender alle fænomenet, som kan drive en til vanvid.

Så tag nu ”Se Den Lille Kattekilling”. Kan du ikke huske den? - så find din ”De Små Synger” (s.5) eller en anden melodibog.
Find et stykke papir og skriv dernæst teksten ned.
Erstat derpå hver eneste stavelse med et vilkårligt tal. Altså; ”Se den lille..” kunne blive til ”7, 5, 3, 1…” .Begyndelsen af legen går ud på at konvertere hele den kendte børnesangs tekst til én lang og usystematisk talrække.
Når så dette er gjort, så lær dig stille og roligt, at synge denne talrække.
Læg efterhånden arket fra dig, og syng talrækken udenad. Er du meget ihærdig, lærer du alle vers (forskellige talrækker selvfølgelig).
Når du har nogenlunde styr på dette, skal du vælge nogle tal som, hver gang du synger dem, skal ha accenter, nogle tal efter hinanden som skal synges legato (sammenhængende), nogle som skal synges staccato (adskilt).. osv. Og lær også denne din ”udlægning” af talrækken udenad.
For et gennemsnitsmenneske, er der nu gået en rum tid, nogle timer måske.
Men – så er du til gengæld også parat til at tilføje hele tal-sangen en koreografi.
Denne finder du selv på. Det kan være én der passer til sangens oprindelige tekst, eller hvad som helst. Bare din koreografi ligger fast.
Hent så familie og venner og opfør din tal-sang med koreografi – og succesen er muligvis hjemme!

Absurdt?!

Nogenlunde lige så absurd har de sidste mange ugers selvindstudering med Eugen Onegin føltes. Den er på russisk. Operaen. Ganske vist skal vi ikke kunne læse det kyrilliske alfabet, vi er udstyret med en lydskrift, men alligevel. Det absolut optimale ér, hvis vi ved, hvad hvert enkelt ord betyder, men som regel er det for ambitiøst og i stedet indkredser vi en række ord som skal have et særligt udtryk. For mange ords vedkommende er det en udfordring i sig selv, blot at mestre udtalen.

”Når I synger ”ziertzte” må der gerne være lidt smerte i stemmen” – siger vores korsyngemester. Og lige dét russiske ord kan man huske, fordi det ligger tæt på det tyske ”herze” – og de betyder ”hjerte”.
Andre ord får mere u-etymologiske huskeregler som fx når ”vot´ana” huskes som ”(der er) vådt Anna”, selvom det betyder ”der er hun”

Musikken læres i øvrigt samtidig! Den er ikke i nærheden af barndommens ”Se Den Lille Kattekilling” -som man har på rygmarven..

Man bliver støt og roligt en form for hjernevasket efterhånden som dagene med indstuderingen skrider frem. Man griber sig selv i at cykle i takt til en operaens dansescene, stryge hundens hår som når man synger ”Biedny´Lensky” (=stakkels Lenskil), smække døren, som når vi kaster et ”ZZdddraassstvuj”(=goddag) af os, banke rytmen til bondekoret på æggebakken, når man står ventende i Irmas kø. Forleden kom en kollega for sent til korskolen fordi, hun kun kunne cykle i dét tempo musikken fra operaen som havde besat hénde den morgen, var indstuderet i.
Man vågner om natten med fragmenter af strofer af tekst og musik som i en pærevælling og hulter til bulter insisterende præsenterer sig for én med en overbevisning, så man er nødt til at stå op og slå den korrekte sammenhæng op, så den fortsatte nattesøvn kan reddes, og det underbevidste gøre sit job ordentligt. Denne opera ikke blot indridses i erindringen, den mejsles ind i kraniet. Bliver man et arkæologisk fund om nogle tusind år, vil teksten til E.U. kunne læses på den indre hjerneskal.

I den sidste tid er jeg gået i den anden grøft. ”JEG MAGTER IKKE MERE RUSSISK!”... Jeg mener…: Vi har fint styr på tekst og musik. Det lyder russisk. Vi elsker at synge det. Vi glæder os til at sætte det hele ind i en scenografi, arbejde videre med instruktøren osv. – efter sommerferien, men nu trænger hjernen til en pause. Jeg er træt af at cykle i takt til noget som helst, og vil ud og nyde foråret i utakt og bare høre fuglene synge deres egne sange på et modersmål, kun de forstår og som bare skal nydes uden forstand. Det bliver skønt at få sine tanker for sig selv igen :-) .

Hanne Bremholm

Tyrken i Italien

2009-05-23T10:06:00.019+02:00

Vi er bare ni fra damekoret, som medvirker i Tyrken i Italien; og vi er kun på scenen i små fem minutter.

Vores hårdtarbejdende mandlige kolleger har derimod nok at se til i den forestilling.

Herrekoret har mange talenter....

Det er en fantastisk morsom opsætning, som du bør unde dig selv at se!
Og den giver dig chancen for blandt andre at se og høre Alessandro Corbelli, som har en uforlignelig scenisk timing.

Hvis du hører til dem, der tror opera er kedeligt, så gør et forsøg med Tyrken i Italien på Gl. scene.

Billederne i dette blogindlæg er taget af Michael Bennati Schou ; du kan se hele hans galleri med fotos fra en prøve på Tyrken her.

Anna Julie Brønholt

Der er også magi uden for scenen!

2009-05-05T20:46:00.003+02:00

Noget af det sjove ved at arbejde på et teater er, at man aldrig ved, hvilket syn der møder en når man drejer om det næste hjørne.

På Operaen kan man især få sig en overraskelse, når man står og venter på elevatoren (hvad vi gør en hel del), dørene åbner sig og et eller andet uventet kommer til syne.

Det kan være en af kantinens medarbejdere med en masse duftende mad, en der fragter kostumer, møbler eller noget helt tredje - og ikke sjældent er det solister eller kormedlemmer, som er klædt ud.

En helt almindelig tirsdag formiddag, hvor man i egne tanker er på vej op til en korprøve, kan det godt overraske lidt, når en solist sminket og udklædt til ukendelighed pludselig træder ud af elevatoren. Man er ikke nødvendigvis helt sikker på, hvem man hilser på, i første omgang.

Når vi er i kost og mask til Livlægens Besøg, kan det være et flot og ikke mindst sjovt syn med en elevator fyldt med meget høje parykker med og uden krøl på både herrer og damer, kæmpe kjoler, kalvekrøs, kunstige næser, pukler og maver.

Rekvisitterne er også en verden for sig. Det er ikke lang tid siden, jeg så et rullebord fyldt med geværer (hermed er Antvorskov-røveriet muligvis opklaret, hvis nogen vil notere) i en trappeopgang - og forleden gjorde jeg et mere makabert fund: 4-5 store, sorte kister og en barnekiste samt et liggende træ, som alt sammen lå midt i en gang.

Hvad det alt sammen laver dér ved jeg ikke, men en ting er helt sikker - der er masser af inspiration at hente for den levende fantasi i sådan et hus!

Anna Julie Brønholt

Spredt for alle vinde

2009-04-20T23:19:00.003+02:00

En del af kollegerne er for tiden på turné i Jylland med Figaros Bryllup.

Det Kongelige Operakor arbejder sjældent udenfor Det Kongelige Teater - naturligvis undtaget sommerens udendørs koncerter.

Men nu har du chancen for at se kor, orkester og solister fra Operaen ude af huset - se her, hvor og hvornår du kan finde forestillingen.

Herhjemme holder vi andre gryden i kog med lidt forskellige sysler, såsom selvindstudering på Eugen Onegin.

Mange af herrerne har prøver på Tristan og Isolde og på Tyrken i Italien - årets sidste forestillinger.
Der er ikke damekor på Tristan, men der er en ganske lille smule på Tyrken i Italien. Der er kun 9 damer med i Tyrken, som vi skal spille inde på Gamle Scene på Kgs.Nytorv.

Vi kunne fra starten se i noderne, at der ikke var meget for damerne at synge. Det giver altid et håb om, at det bliver en kort aften.
Men det er aldrig til at vide, om man skal lave nogen scenisk derudover.
Da vi så en dvd fra en tidligere opførelse af den opsætning vi skal lave, kunne vi se, at udover det sted, hvor damekoret kommer på scenen for at synge, var der også en dansescene med damer og herrer.

Tilsyneladende. For senere så jeg kostumerne hænge på et stativ, deriblandt de blå kjoler fra dansescenen. Men det var herrernes navne, som stod i kjolerne.
De så nu også lidt store ud.

Så det lader til at vores hårdtarbejdende herrekor kan føje nogle danseprøver til de øvrige prøver.

Anna Julie Brønholt

Skræmmende aktualitet

2009-04-16T14:47:00.007+02:00

En af grundene til, at det føles så vedkommende at medvirke i operaen Livlægens Besøg er, at det er vores egen historie, der bliver fortalt.

Operaen fortæller om begivenheder som fandt sted i sidste halvdel af 1700-tallet.

Men det blev skræmmende aktuelt, da jeg så denne artikel i Urban: http://www.urban.dk/article/20090414/verden/704150019/

Ganske vist er det ikke en henrettelse på billedet i artiklen. Men alligevel fik det mig til at tænke på den maskerede bøddel i vores opsætning af Livlægen.

I Danmark for flere hundrede år siden var der konservative, religiøse kræfter, som henrettede mennesker af en anden overbevisning.

Det var ikke første gang i verdenshistorien, det skete.
Men hvornår holder det op?

På Operaen bliver det ved fem aftener endnu.

Foto: Miklos Szabo

Læs mere om forestillingen her.

Anna Julie Brønholt

Russisk for begyndere

2009-04-14T14:38:00.005+02:00

Næste sæson spiller vi Eugen Onegin på Operaen, og koret har den seneste måneds tid været i gang med prøver på musikken.
Ud over at lære tonerne, skal vi også lære at udtale alle ordene rigtigt - teksten er nemlig på russisk.
De færreste af kormedlemmerne kan russisk i forvejen - de fleste af os kan ikke engang læse den kyrilliske skrift.

Vi skal ikke lære sproget fra bunden, som man ville gøre til normal sprogundervisning.
Vi skal lære at udtale netop de ord, vi skal synge - og selvfølgelig vide, hvad de betyder.

Det foregår på den måde, at der er skrevet en form for lydskrift ind i vores noder, så vi kan læse ordene.
Desuden har vi en sprogcoach med til korprøverne.
Hun læser først, og vi laver ekko.

Derefter læser vi teksten i den rigtige rytme - altså efter noderne.
Til sidst synger vi det.

Heldigvis har vi også tid til i ro og mag at arbejde med det på egen hånd idet der er sat en del timer af til selvindstudering.
Vi har fået udleveret en cd, hvor sprogcoachen har indtalt teksten så vi altid kan få genopfrisket, hvordan det nu skulle være.

Desværre har vi ingen dansk oversættelse, det er blevet besluttet at købe en billigere engelsk oversættelse. Den er muligvis også god, men det betyder så, at vi hver især skal bruge tid på at sidde og oversætte fra engelsk til dansk. Og det uden at vide, hvad der evt kan være gået tabt i oversættelsen fra originalsproget.

Det er en mærkelig halv fornemmelse første gang at skulle sidde og synge nogle ord, man endnu ikke ved hvad betyder, så det er faktisk bare lyde.
Derudover bruger jeg så meget opmærksomhed på bare at læse ordet, at jeg har svært ved samtidig at læse noderne fra bladet.
Hvis jeg synger de rigtige toner, synger jeg helt sikkert den forkerte tekst - og omvendt.
Sådan er det heldigvis kun første gang jeg ser det.
Alt løser sig, så snart jeg har haft noget tid til at arbejde på tingene i mit eget tempo.

Det er heldigvis lykkedes mig at få fat på en dansk oversættelse - så jeg slipper da for processen med at oversætte fra engelsk til dansk fremover.
Nu kan jeg nøjes med at koncentrere mig om at slå krøller på tungen.

PiESNiU ZATiANiTiE
PiESiENKU ZAViETNUJU
MOLATTSA ZAMANITiE
K CHARAVODU NASEMU

Anna Julie Brønholt

Fast eller freelance?

2009-04-02T11:11:00.006+02:00

Tiden er fløjet afsted, siden jeg for et års tid siden skulle til konkurrence om en fast stilling i Operakoret. For få uger siden havde vi igen konkurrencer om de ledige stillinger i koret.

I en branche, hvor der ikke er fast arbejde til alle, kan der stå meget på spil for den enkelte, som søger en fast stilling i et af korene.
Det betyder en fast, månedlig indkomst og en pensionsordning, samt alle de fordele, et fast arbejde nu giver med barselsordning, barns sygedage osv.
Alternativet er en freelance sangerliv, som mange kombinerer med fx undervisning eller helt andet arbejde og evt supplerende dagpenge i perioder.

For nogle er ulemperne ved det faste arbejde i fx operakoret dog større end fordelene. I sagens natur er fredag og lørdag aftener arbejdstid. Det er er det ofte også som freelancer, men man har dog mulighed for at takke nej til tilbud, hvis der er arrangementer med familie og venner, man vil prioritere en gang i mellem.
I Operakoret er vi ansat til at medvirke til prøver og forestillinger, og det er ikke altid let at få fri, selvom man måske skal noget, som er vigtigt for ens privatliv.

En solistisk karriere kan også være svært at få til at hænge sammen med et fast arbejde i et kor.
Selvom man har fået tilbud om at være solist til fx en koncert, er det ikke sikkert man kan få fri fra koret til det.
Det er også et meget stort arbejde at passe på sin stemme, når man synger meget i kor. Man er omgivet af de andres lyd, og det kan være svært at holde fast i fornemmelsen af sig selv, når man samtidig er ansat til at være en del af et fællesskab på scenen og i lydbilledet.
Som solist har man hele tiden muligheden for at at udvikle sin stemme og teknik hver eneste gang, man synger en tone.
Som korsanger har øvearbejdet ofte mere karakter af vedligeholdelse end udvikling, hvis man ikke i perioder bruger ekstra tid og kræfter på det.

Det er heller ikke alle, som overhovedet kan lide at synge i kor. Man får ikke mulighed for at udfolde sin egen musikalitet på samme måde, som solisterne gør.

Af alle disse grunde er der en del, som ikke kunne drømme om at søge en fast stilling i et kor.

Vi, som søger stillingerne kan enten være folk, som slet og ret kan lide at synge i kor, at være en del af den store, levende organisme (uden at det skal lyde for ulækkert). Det kan også være et temperamentsspørgsmål, om man egentlig foretrækker de fordele den faste stilling giver fremfor den usikre og uforudsigelige freelance-tilværelse.
Eller det kan være sangere, som har nået en alder eller i en periode i deres liv, hvor de foretrækker et mere stabilt liv hvad angår løn og pension, eller ikke selv synes det er realistisk, at de kan leve af at være solister.
De foretrækker så trods alt andet arbejde med at synge, end at skulle bevæge sig ind i helt andre brancher, og dermed få mindre tid og kræfter til at øve sig og også miste noget af kontakten til netværket.

De, som søger stillingerne har deres egne grunde.
Og hver gang der er én, der ikke bliver valgt, kan det have store personlige konsekvenser for den person. Nu bliver vedkommende måske tvunget ud i at tage beslutninger, som kommer til at have betydning for resten af vedkommendes sangerliv.

Men for den ene, som lavede den helt rigtige foresyngning, kan livet nu pludselig se anderledes lyst ud.
Ud af dagpengesystemets lænker, fri for andet arbejde, som bare tager tid og kræfter fra det, man egentlig brænder for.

Tillykke og velkommen til de nye kolleger - og næste år begynder det hele forfra igen.

Anna Julie Brønholt

Tøj af, tøj på...

2009-03-26T07:22:00.007+01:00

Dagen før generalprøve på Livlægen - der er åben prøve - dvs. der sidder publikum i salen.

Møder en time før prøvens start for at få håret sneglet op og få påsat en meget høj paryk á la cone head møder en 1700-tals alien.

Smører to slags hvidt makeup i fjæset, lilla om øjnene, røde kinder og læbestift. Skulle man sætte en lille sort prik et sted?

Iført undertøj, strømpebukser, sko og badekåbe samt en halv meter paryk skal jeg ned og iføres kjolen nede bag scenen.

Under denne forestilling foregår alle kostumeskift på bagscenen, hvor frisører og påklædere er rykket ned med tøjstativer, borde og spejle.

Iføres min smukke, grå kjole med et underskørt som giver omkring 40 cm ekstra på hver hofte.

Overdelen sidder stramt til, lukkes med en lynlås i ryggen.

Øreringe, et bånd om halsen som lukkes med velcro og føles lidt for stramt.

Der er stadig et kvarters tid til prøvestart, går op i korets fællesrum for at vente.

Smider mig i en sofa og mærker noget sprække i ryggen - det er lynlåsen som igen går fra hinanden, det gjorde den også i går. Må ned og have hjælp til at lukke den igen, de lover at sy en ny og kraftigere lynlås i til i morgen.

Der kaldes til prøvestart, vi skal i gang.

Efter den gamle konge er død skal koret ind på scenen og synge en hyldest til Christian d.7. som er mere truende end den er positiv - det skal afspejle HANS opfattelse af hoffet, og de krav, som nu stilles til ham.

Ud igen, stå i kø ved frisør-bordet, parykken af, ind og få kjolen af. Nu skal vi i borger-tøj. På hovedet er der kun en nylonstrømpe over det oprullede hår - men det dækkes lynhurtigt med en kyse. Nu skal vi ind og juble over kongen og Caroline Mathilde som mødes første gang.

Og sådan fortsætter det - i denne produktion skal vi skifte hver eneste gang, vi har sunget. Vi er skiftevis hof og borgere/pøbel/bønder.

Hver gang vi har skiftet, er der tid til at sidde derude i kulissen og vente i mørket, til vi skal ind.

Der står stole, vi kan sidde på, men også kulissen fra Den Glade Enke venter ude i siden - den består af en stor, rund sofa - hvilket er meget belejligt nu.

Prøven skrider fremad trods den meget komplicerede sceneteknik, skift tøj, syng, skift tøj, syng.... pause....syng, skift tøj, syng, skift tøj....

Vi når til slutningen, hvor Struensee halshugges. Mon vi når hele scenen? Det gjorde vi ikke dagen før.

Men det går glat, vi når det hele.

Op og modtage noter fra instruktøren i korets fællesrum - husk dette og hint i den og den scene.

Af med kostume og sminke - nu er eftermiddagen fri indtil vi skal spille Den Glade Enke om aftenen.

Endnu en dag på kontoret...

Anna Julie Brønholt

Livlægen og alle de andre

2009-03-18T08:07:00.003+01:00

Foråret er på vej, og kan forhåbentlig bringe os mere energi og fornyede kræfter. Det kunne vi godt bruge i øjeblikket, hvor der virkelig er gang i den.

Operakoret arbejder i hold - alle er ikke med på alle opsætninger.
Jeg var en af dem, som ikke havde meget at lave i efteråret, hvor mange af kollegerne spillede Rosenkavaleren og Wozzeck.
Nu er det os andre, som smøger arbejdshandskerne op og tager knofedtet på eller hvad det nu hedder.

Vi er omtrent halvvejs med Den Glade Enke. Mange af dem, som ikke er med på Enken, spiller Figaros Bryllup.

I næste uge har vi generalprøve og premiere på Livlægens Besøg; og det er ikke helt enkelt at få den til at køre.
Det er en meget kompliceret forestilling for sceneteknikken, selvom den ude fra salen sikkert vil virke enkel, smuk og poetisk.

Teknikerne har meget at skulle koordinere; der er nogle store skærme, som kører på tværs af scenen, og hele tiden får nye positioner.
Gulvet består af 2-3 store elevatorer, eller trin, om man vil, der kan køre op og ned. De kan således enten danne et plant gulv eller et gulv i flere niveauer.
Der er også tæpper, som skal køre op og ned, og trapper.
I dette virvar går vi rundt i meget høje 1700-tals parykker, damer i kjoler med masser af puf på hofterne, herrerne med pukler og ekstra bildæk på maven.

Det tegner til at blive en fantastisk smuk forestilling - og mon ikke også teknikken når at falde på plads.

Samtidig med dette premiereopløb har vi korskoler på Eugen Onegin, som skal synges på russisk.
Vores tekst er blevet indlæst på en cd af vores sprogcoach, og vi har siddet og lavet talekor efter denne cd. Nu er vi så rustet til at møde sprogcoachen live.
Vi synger for hende, hun retter vores udtale hvor det er nødvendigt, og så synger vi igen.
De af os - og det er langt de fleste - som ikke kan russisk, mangler så bare at finde ud af, hvad alle de lyde mon egentlig betyder.

Herrerne fra koret er desuden så småt i gang med Tristan og Isolde, som også spiller denne sæson.

Inden længe tager vi fat på Tyrken i Italien. Vi er et lille hold, som er med på den, og det bliver den sidste opera, koret medvirker i inden sommerferien.

Med alle disse forestillinger hvor koret er delt, nyder vi at være samlet på Livlægen og på Eugen Onegin. Der kan i perioder være kolleger, man stort set ikke ser, så det er altid dejligt, når vi igen bliver samlet.

Som det ses, bliver dette forår ikke forsømt - heller ikke på den mere sociale side. Forskellige tiltag knopskyder og blomstrer i øjeblikket.
Vi har fået en personalebar, Guldbaren, og snart starter en ny kajakklub.
Mere herom senere!

Anna Julie Brønholt

"Getting out much these days?"

2009-03-01T12:42:00.006+01:00

It is always good to get out. My father underwent a quadruple heart bypass operation before mid-December, and, having manfully got Christmas out of the way as if nothing had happened, was required to take things very easy in terms of what he could do in the house - to ensure his chest stayed closed and Harry the Heart did not pop out on to the floor - , but, more significantly, how far he could go away from the house - starting with roundabout jaunts of 200 metres. Instantly, his world became very small: all he was interested in was dweling on his own state of affairs - how he felt at any moment in time, how many years he had left and how nobody understood his position or really cared that much even if they did. He couldn't even get out in the garden and move pots around - this from a septugenarian who, five weeks previously, had had been cut up the middle, pulled about (probably quite violently), had had his heart stopped and restarted and who, obviously, had been under general anaesthetic for the best part of three hours. He slipped into a sort of mild depression.

A few weeks past and both my parents came to visit me and my family for a few days which we spent visiting Manchester, getting out in to the Lancashire countryside, messing around with my children - in short, living a normal life. At the end of the visit he was transformed. Although by then the doctors had finally got his medication sorted, I like to think part of his revival was due to getting out of his own home environment and beginning to interact with and acknowledge the world outside the confines of his own four walls. To be able to see he fitted into a larger world picture, to see how he fitted and to become somewhat more objective about his position in it.

One of the disadvantages of working full-time in a house, like in Denmark, is that there are few opportunities to compare one's own position to somebody else doing essentially the same job in a different environment. One of the advantages of my position is that I am only in Copenhagen for half the season and get to work not only in different houses but in different countries. And I often wish that it were possible to get some of the choristers in Copenhagen out to see what working life is elsewhere - both the ups and the downs.

In the theatre in Paris where I have been working for the last five weeks the rehearsal facilities are minimal. And it is not the only theatre like it. Staging rehearsals require us to journey without the confines of the Parisian boundary to whatever "space" is available: the last time it was an old railway mens' hut to the east of Paris, a time before it was a disused factory in one of the less attractive suburbs. When I was elsewhere the chorus', socalled rehearsal room was an elongated disused Dressing Room with a low ceiling, bad lighting and utterly unsuited to setting up a chorus as though it looked like a chorus. Here we are in a room known nominally as the Foyer de Danse and whilst one can dream of the Ballets Russes warming up there may be in the 1920s - it also has the public toilet in it. We rehearse on Sundays and we rehearse late in the evenings: when we have a day off, we have one day off - never two. On the other hand breaks between sessions are two hours - whilst it wasa often heard of the English that at 4 o'clock everything stops for tea (a concept that now belongs to the rose-coloured spectacle version of England) in France everything DOES stop for lunch.

Whilst I always feel spoiled and flattered to be invited to work outside the Danish Opera I always look forward to returning : whilst life when I am there is not without its ups and downs - and I am certainly not backward about complaining about things when I feel the need - getting away and getting out enables me to have a much more objective view of our work in Copenhagen. It puts a lot of what we do in to perspective. It makes it easier to see what we are doing right, where we can improve on things, what we can may be do differently. And so when I come back in a week's time and at some point may be come out of a rehearsal I feel has been particularly unproductive or out of a meeting I feel has been a waste of time I shall attempt to remember that on our island of Sjaelland we are not alone and although it often does not feel like it, there are many other houses (and chorus masters) battling with the same problems - and often worse ones!

Philip White

Dead Man Walking...

2009-02-19T23:59:00.006+01:00

Det er mere end et halvt år siden at dørene på Holmen gled i bag mig, og jeg forlod stedet med mange gode intentioner om jævnligt at kigge forbi, se forestillinger og hilse på mine kollegaer fra operakoret.

I mellemtiden blev jeg ansat i koret på Malmö-operaen og tiden er fløjet afsted. Siden jeg forlod teateret i sommer, har jeg, de gode intentioner og savnet af mine gamle kollegaer til trods, været på operaen én gang og det var for at se Wozzeck - en virkelig god forestilling i øvrigt.

Nu sætter jeg snart mine ben på operaen igen - med Malmö Operaen, når vi den kommende weekend kommer til København med forestillingen "Dead Man Walking".

Dead Man Walking er navnet på den opera, som vi skal gæstespille med på Holmen. "Dead Man Walking" er hvad der råbes, når en dødsdømt fange forlader sin celle for sidste gang for at gå til henrettelses-lokalet.

Operaen bygger på en sand historie, som mange kender som film. Librettoen er skrevet af Terence Mcnally og musikken af Jake Heggie, begge amerikanere. Operaen havde premiere år 2000 på the San Fransisco Opera.

Mange er skeptiske over en lang, moderne opera og oplever nyskreven musik som krævende. Men har man den slags tanker, skal man efter min mening ikke holde sig tilbage for at tage ind og se denne forestilling - musikken er (for - vil nogen måske mene) let tilgængelig, kommunikerende, gennemkomponeret og filmisk og trækker på en del amerikanske referencer som jazz og spirituals og balancerer sine steder næsten på grænsen til musical.

Efter min personlige mening følger den dramaet på scenen fuldstændigt, følger følelserne næsten ydmygt og stiller sig ikke på nogen måde mellem historien og publikum. Man kan tro, at man skal ind og se et politisk drama imod dødsstraf, men det er ikke hele historien. Sådan kan man opleve det. Det er helt klart historiens hensigt at stille spørgsmålet: Er det rigtigt at henrette mennesker? Er det ikke umoralsk at staten (oven i købet i et demokrati) begår mord? Og forskellen på den sterile og planlagte død og det brutale, tilfældige mord bliver også meget tydelig.

Men lige så vigtig er historien om de store menneskelige omkostninger det har at tage liv, lige meget med hvilket fortegn, og frem for alt handler operaen om at være menneske og konfrontere sine indre dæmoner, om sandheden, om tilgivelse og forældrekærlighed.

Og i og med at man får både de myrdedes efterladtes perspektiv på tingene, den dødsdømtes (som bestemt ikke skildres som uskydig eller som en stakkels angrende synder) hans families, og den egentlige hovedperson, nonnen Helen Prejeans, som er udenforstående, bliver historien nuanceret og gribende uden, synes jeg, at blive voldsomt sentimental, ikke mindst fordi der ikke tages stilling til rigtigt og forkert, men bare fortælles, og hver enkelt kan forholde sig til historien ud fra egne forudsætninger.

Med et citat fra Heggie: "Det handlede ikke om at skabe den sande historie om søster Helen eller nogen anden sand historie fra livet. (...) Operaen handler om mennesker som foretager en forbløffende rejse, helt almindelige mennesker, som kastes ind i noget meget usædvaligt og må tage fat på og forholde sig til utrolige konflikter og intensiv smerte".

Jeg kan varmt anbefale at se forestillingen, for at få et følelsesmæssigt spark, og lade sig ruske lidt i. Om ikke andet er der fine præstationer at nyde - ikke mindst skuespilmæssigt.

Marie Degener

Så ruller Enken igen

2009-02-03T17:25:00.005+01:00

Den store, røde sofa er kørt ind på scenen, skoven er atter brændt ned til grunden og grisetterne har spændt korsetterne. Med andre ord: Vi er i fuld gang med prøverne frem til repremieren på Den Glade Enke.

Det kan godt være lidt frustrerende at have mange og lange prøver på en forestilling, vi allerede har spillet omkring 30 gange i sidste sæson.

På den anden side set er der flere nye med, både blandt solisterne og koret, så det er også nødvendigt at have nogle prøver.

Men vi glæder os efterhånden til at komme i gang med forestillingerne i næste uge.

Du kan læse mere om forestillingen og spilledatoer her.

Fotos: Michael Bennati Schou.

Hvis du vil se Michaels billedgalleri fra sidste års forestillinger, så klik på et af billederne

Anna Julie Brønholt

EKSTRANUMMER! EKSTRANUMMER!

2009-01-17T21:13:00.008+01:00

- blev der råbt til os, efter vi havde spillet Brødrene Løvehjerte i fredags. Forestillingen var begyndt kl.12, og publikum bestod af en hel sal fuld af skoleelever og deres lærere.

At spille disse skoleforestillinger er ikke som at spille for et normalt og høfligt operapublikum.

Når vi står ude i kulissen, kan vi høre børnene derinde i salen - det lyder lidt, som der lyder i en svømmehal en søndag eftermiddag.

Under forestillingen bliver der grinet, hvisket og snakket. Men også lyttet og oplevet med store øjne og åbne munde!

Der bliver hvinet og klappet hver gang en scene er slut.

Når vi kommer ud til applaus bliver der skreget, hujet, klappet og vinket. Vi har før oplevet at der bliver buhet af dem, der har spillet onde, hvor de gode får et kæmpe bifald.

Og det er så rørende at opleve det hele!

Under de forestillinger oplever vi, at vores arbejde har betydning - det er en fantastisk energi der bliver sendt op til os.

Beklager, børn, at vi ikke lige kunne ryste et ekstranummer ud af ærmet! Men vi håber, I kommer igen en anden gang.

Anna Julie Brønholt

PS. Brødrene Løvehjerte er ikke egnet for børn under 7-8 år - vi har oplevet små børn skrige af noget som lød som decideret angst under forestillingen! Lad de mindste blive hjemme, men tag dine lidt større børn eller børnebørn med i Operaen til en stor oplevelse!

Se mere på Det Kongelige Teaters hjemmeside - her kan du også læse om en due- og dragekonkurrence.

”Den vildfarne” sikkert i havn

2009-01-13T00:16:00.013+01:00

*Foto: Ole J. Norup

Med den italienske dirigent Giancarlo Andretta ved rorpinden er der ingen slinger i valsen, når han aften efter aften styrer La Traviata – den vildfarne – lige sikkert i havn.

Med stilsikker autoritet og finesse holder han på fornem vis sammen på alle tropperne i Verdis operaklassiker, der indtager en naturlig plads som en af komponistens mest populære operaer.

Bygget over Alexandre Dumas' tragedie er La Traviata beretningen om luksusluderen Violettas storhed og fald. Kurtisanen som nok er både smuk og rig, men også dybt ensom og syg.

David Radok – som på det Kgl. Teater blandt andet er kendt for Rossini-succeserne Rejsen til Reims og Askepot – har skabt en både hudløs enkel og rå iscenesættelse. Med pariserlivets overfladiske forstillethed og dekadence i centrum af dramaet skærer den tjekkisk-svenske instruktør virkelig ind til benet af tragedien.

Du kan stadig lige nå det. Vi opfører forestillingen sidste gang den 15. januar.

Ole Jegindø Norup

*Foto: Ole J. Norup

Juleferie!

2008-12-22T10:17:00.002+01:00

Årets sidste La traviata i aften! En dejlig forestilling at gå til juleferie på.

Det Kongelige Operakor ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Anna Julie Brønholt

Ps. Hvis du får operaabstinenser mellem jul og nytår kan du gå ind og se Wozzeck d. 30.12.

Hurra for Wozzeck!

2008-12-11T13:07:00.008+01:00

En af fordelene ved ikke at medvirke i en forestilling er, at man kan komme ind og se den. I går aftes var jeg i operaen og se Wozzeck.
Og selvom det ikke er en forestilling som efterlader én med et stort smil på læben, kan jeg kun sige: Gå ind og se den!

Forbered dig på at møde menneskets skyggesider - Wozzeck er ikke hyggelig underholdning; den er hverken pæn eller høflig. Men den er ærlig.
Så hvis du tror du kan håndtere en pludselig trang til at ringe til børneværnet, så se at få fat i en billet. Der er flere at få, og de koster fra 105 kr og op. Se mere om Wozzeck her, og gå så ind og se Wozzeck på Operaen!

Anna Julie Brønholt

2008-11-12T14:53:00.003+01:00

For flere af os fra Operakoret er det en lidt speciel periode lige nu. Vi er nemlig slet ikke på arbejde for tiden.

Operakoret arbejder i hold. Der er nogle forestillinger hvor alle medvirker, fx Don Carlos og La Traviata.
Og så er der en del forestillinger, hvor kun en del af koret medvirker. Fx Wozzeck.
Og Wozzeck er den eneste koropera, der prøves på lige nu.

Vi er færdige med at spille Don Carlos for denne sæson. La Traviata er i fuld gang -men der er et stykke tid til næste forestilling.
Der er pause på Livlæge-korskoler.

Så alle os, der er ikke er med på Wozzeck, har i praksis fri et par uger!

Jeg har sovet længe og indhentet lidt søvn - det kan somme tider være svært at få et ordentligt og stabilt søvnmønster, når man jævnligt arbejder til sent om aftenen.
Jeg øver mig og udvider mit eget repertoire.
Får snakket i telefon med venner og familie, som normalt ikke har fri samtidig med mig.
Læser en god bog.
Og har også tid til at lave lidt opera og koncerter udenfor Det Kongelige Teater.

Det er et dejligt åndehul som skal huskes, når forårsæsonen sætter ind, og os, der har fri nu, for alvor igen kommer i sving med bl.a. Den Glade Enke og Brødrene Løvehjerte.
Til den tid er det så Wozzeck´ernes tur til at ånde lidt friere.

Anna Julie Brønholt

Fagre nye verden

2008-10-27T10:01:00.017+01:00

Livlægen.
Selvindstudering.

Skønt! Har hele formiddagen fri og vil bruge tre koncentrerede timer og virkelig få en masse på plads.
Vi har heldigvis fået en cd af vores syngemester med alle korindsatserne.

Jeg tror, jeg sætter mig her ved mit arbejdsbord med min discman.
Hmmm, den kan faktisk ikke afspille det ordentligt, den er nok for fintfølende til sådan en hjemmelavet cd.

Nå, må hen og sidde og arbejde foran det gode, gamle stereoanlæg.
Det fejler ingenting - bortset fra at displayet er i stykker, så jeg kan ikke se hvad track jeg afspiller - men så tæller jeg bare mens jeg klikker frem. Det går strygende med de første tracks.
Senere ligger altstemmen bl.a. på track 45, 49 og 65..... det er mange klik. Hov - klikkede jeg to gange dér? Forfra....Nej, det tager simpelthen for lang tid på den måde. Jeg må kunne nøjes med at afspille tracksene med altstemmen.

Men hvordan? Har ingen Ipod.... min telefon! Der kan man lægge musik ind. Så kan jeg bare gå og lytte til det dagen lang og kunne det ud og ind på no time. Hvordan er det nu man gør?

Tænd for computeren, den skal lige i gang.
Kan jo egentlig lige så godt tjekke mails nu jeg har tændt. Og lige hurtigt på Facebook...skal lige se om nogen har skrevet noget spændende.
Nej, må nu hellere se at komme videre med Livlægen.

Så skal man bruge et kabel så telefonen kan plugges i....
bumbumbum, hvor har jeg nu det henne? Fundet - i med telefonen.
Cd´en i computeren.
Media Player. Aha, det er nemt nok at få i gang. Piece of cake.
Udvælg de rigtige tracks.
Hvad så nu?
Kopiér..... hmmm, hvordan kommer de så ind på telefonen? Noget med bibliotek? Nårh, synkroniser - men hvordan ved den hvad den synkroniserer med? Hov! Det ved den åbenbart bare.

Nå, så ligger alle numrene vel på telefonen.
Ud med cd´en.

Jeg kunne jo egentlig bare afspille på computeren nu jeg sidder her, der er ingen grund til at tage de irriterende høretelefoner i, jeg er alene hjemme.
Hvordan afspiller jeg nu? Nu skal filerne jo hentes fra telefonen igen. Hmmm...må kunne åbne for dem på en eller anden måde.
Kan slet ikke finde filerne på telefonen.

Når noget ikke virker kan man altid slukke og tænde igen.
Sådan - sluk....
skal den mon hvile sig lidt inden man tænder igen? Nej, det er nok noget vrøvl.
Tænd - og kablet er stadig i. Det tager lidt tid...nå, "opdaterer bibliotek". Så er musikken vel endelig blevet overført til telefonen.
Men hvordan får jeg det nu over på computeren? Hov, skal vælge tilstand på telefonen...."udskrivning og medier"...mon det er den? Kunne det ikke lyde lidt som om man vil overføre noget?

Prøver.
Kan overhovedet ikke finde filerne på Media Player. Måske en anden tilstand skal vælges? Prøver "datalager".
Aha! Så sker der noget. Nu vil den vise billeder fra telefonen. Nej tak, selvom det dér nu var et ret sjovt billede....nej, cancel.
Dér var de rigtige filer! SÅ kan jeg endelig komme i gang.

Afspiller....ih, det er godt nok ikke særlig højt. Kan man ikke skrue op for lyden på computeren? Nej, alt er skruet helt op. Hov, det her er jo den dårlige computer - der ligger en anden fra kærestens arbejdsplads, måske lyder det af lidt mere på den?
Den skal lige tændes. Og man skal igennem to koder....hvad var det nu? Nårh jo.
Så, i med telefonen. Vælg tilstand - det kan jeg da sagtens: Datalager. Afspil med Media Player.
Nu kører det bare!! Jeg er egentlig ret tjekket med alt det her teknik.

Og jo, lyden er faktisk også lidt højere her. Men det overstyrer lidt, kan man ikke regulere på det? Synes jeg før har set, at kæresten har haft et vindue åbent med en form for kontrolpanel hvor man kan styre lydstyrke og balance osv....hvor mon man åbner det? Roder lidt rundt.
Hov!!! Tiden!!!!
Er nødt til at lukke og slukke, skal ind til en prøve med en pianist.
Så kan jeg jo sidde og høre musikken i metroen, det er bare skide smart, så udnytter jeg hvert minut.

I metroen....starter afspilningen.
Det er godt nok ikke særlig højt selvom jeg har skruet helt op...faktisk er det næsten umuligt at høre noget i støjen her i toget.

Nå - så må jeg vente til i morgen, der har jeg hele formiddagen......

Anna Julie Brønholt

Livlægen lynlæst (2/2)

2008-10-17T09:29:00.010+02:00

...fortsat...

Scene 21
Maskerade/Kongens fødselsdag + INTRIGER. Kuppet er i gang - vagtstyrken denne aften er styret af konspiratorerne.
-Enkedronningen: "Ja nu skal synden brændes bort. Ilden Guldberg! Svineriet er bare fortsat. Beviserne er der. Tyskeren kan dræbes under lovlige former. Brandt, den nar, gribes som medskyldig. De, Rantzau, Struensees helt særlige ven fra Altona! De skal arrestere Dronningen."

Scene 23
ARRESTATIONEN. Soldater, Guldberg, Rantzau. Enkedronningen i baggrunden. Døren til Struensees rum slås ind, rummet oplyses af en trearmet lysestage, og soldater flår Struensee ud af sengen.

Struensee føres bort. Soldaterne fortsætter ind i Dronningens rum. Rantzau er nu nødt til at gå forrest med arrest-ordren, med Guldberg bag sig.
Dronningen har barnet hos sig, hun styrter op af sengen, og de ser alle at hun er næsten nøgen.
Hun styrter bort, hurtigt som en vind, og inden soldaterne når at fange hende, kaster hun sig gennem korridoren ind til Christian. Men Christian synes ikke at ville forlade sin seng, han sidder som en statue, en mumie, indhyllet i et lagen.
-Caroline Mathilde: "Christian, du må redde os, åh Christian, du må redde os. Lyt nu, du skal lytte! Du tror at jeg har foragtet dig. Men jeg kunne ha´ elsket dig hvis bare...hvis bare vi havde fået en chance i dette helvedes galehus. Du var alene som jeg, og egentlig...havde jeg dig kær. Men barnet Christian, de vil dræbe os alle sammen, og barnet, pigen, pigen...og...I Helvedets nederste kreds,hvor forræderne er, DER skal du plages for evigt. Og dette glæder mig. Dette ene kan jeg glæde mig til!"

Her følger et vildt og brutalt orkestermellemspil der afspejler Københavns smadring, pøbeloptøjer og ildspåsættelser.

Scene 26
-6 Dommere: "Dronning Caroline Mathilde skal på livstid forvises fra Danmark. Barnet skal tages fra hende."
-Caroline Mathilde skriger og græder: "Man ta´r mit barn! Lad mig beholde mit barn!!"
-Guldberg: "Liderligheden har sin pris"
-6 Dommere: "Johann Friedrich Struensee dømmes for at have stemplet mod Majestæten. Crimen laesae Majestatis. Hans højre hånd skal af ham levende afhugges og dernæst hans hoved. Hans krop parteres og lægges på hjul og stejle, men hovedet og hånden sættes på en stage."
-Enkedronningen: "Syndens lem skal skæres af."

Christian ser forvirret op og skriver under.

Anna Julie Brønholt

Livlægen lynlæst (1/2)

2008-10-17T08:29:00.007+02:00

Herunder er teksten fra udvalgte (=skamløst plukket efter behov) passager af Bo Holtens opera Livlægens Besøg.
Vi i koret er allerede begyndt at glæde os til at opleve den iscenesat; døm selv:

Scene 1
DEN DØENDE KONG FREDERIK i sin seng. Han er omgivet af tre letlevende damer, inklusive Støvlet-Katrine, som må ligge nøgne i hans seng for at mindske hans angst og rædsel. Nærværende er også (Enke-)dronningen, Guldberg og forsk. kammertjenere, samt biskop og præster der skal læse bønner ved hans dødsleje. Kong Frederik har smerter. Grotesk fed. Han er stærkt beruset.

Den 16-årige Christian føres ind i værelset.
Chr. er med nogen brug af vold blevet gennet frem til Kongens seng.
Frederik griber fat rundt om Chr.s hoved og nakke og trækker ham til sig.
-Frederik V: "Jeg velsigner dig...dit lille skvat. Afsted nu! Jeg skal kaste op"

Gul væske render ud af munden. Kongen er død.

Scene 2
-Hoffet: "Kongen er død! Kongen leve! Vor prins af Gud er nu sendt til os for at blive vor konge! For at styre os enevældigt! Christian! Christian!"
-Chr.VII: "Hvad? Har jeg en replik hér? Har jeg glemt noget? Har jeg glemt min replik?"

Scene 3
Christian vakler spastisk over scenen med en stol som han smadrer.
-Rantzau til Struensee: "Den danske konge skal nu giftes. Den trettende i denne måned møder han for første gang den lille englænderinde. Denne gale konge har brug for dig."

Scene 5
Christian møder Caroline Mathilde i Roskilde
De skrækslagne teenagere går mod hinanden.

Scene 12
Rigsrådet er samlet omkring bordet.
Klip ind i slutningen af et dramatisk møde, hvor Struensee er udnævnt til Geheime-kabinetsminister, hele det tilstedeværende råd er fyret, og Christian til sidst udnævner sin hund til rigsråd.
-Rådsherrer: "En hund! En hund som Rigsråd! Hvad er det drengen siger? Vanvid, vanvid, mere vanvid!"

Scene 17
-Pøbelkor: "Vi leger dronningen og Struensee, kom, kom, kom, Struensee har åbnet parkerne om natten!"
-Borgerkor: "Struensee har åbnet parkerne om natten. Overalt hænger tyskerens stank! brænd synden bort! Det snavsede tyske lem har gennemboret dronningen!"

...fortsættes...

Se mere om Livlægens besøg her

Anna Julie Brønholt

Livlægen prima vista

2008-10-14T23:31:00.005+02:00

I dag havde vi første korskole på Bo Holtens nyskrevne opera Livlægens Besøg.
Vi har været meget spændte på at stifte bekendtskab med dette helt nye værk.

Det Kongelige Operakor arbejder på en anden måde og har i sagens natur andre opgaver end f.eks. Radiokoret, Ars Nova og andre kor.
Vi har forholdsvis god tid til at lære musikken i hver enkelt opera, og vi skal naturligvis også kunne alting udenad.
I andre kor hvor man laver mange koncerter og altid står med noderne, kommer man igennem mange flere forskellige værker. Derfor er man nødt til at være god bladlæser for at være ansat i disse kor, så indstuderingen af musikken kan gå hurtigt. Dvs. at man i et vist omfang skal kunne synge hvad der står i noderne første gang man ser det. Deraf udtrykket prima vista.

Alle i Operakoret kan naturligvis læse noder og orientere sig i et nodebillede - men der er meget stor forskel på, hvor gode vi hver især er til netop prima vista-sang. Jeg selv er f.eks. ikke specielt god til det. Jeg lærer bedst gennem selvindstudering, hvor jeg kan sidde ved et klaver og spille min stemme i mit eget tempo.

Men i dag stod vores evner for bladlæsning sin prøve. Og jeg må sige, at det lød.....helt forfærdeligt.
Det kan sandsynligvis ikke tilskrives Bo Holtens evner som komponist, da det nok snarere skyldtes at vi ikke helt var enige om, hvad der stod i noderne.

Vi har visse kormedlemmer som er temmelig gode til bladsang, men de havde trange kår, overdøvet af os andre, de første minutter af korprøven.
Efterhånden fik vi dog sat lidt skik på det, og kom så vidt, at vi kunne danne os et indtryk af korets musik i operaen. Der er mange smukke passager, og det skal blive rigtig sjovt at dykke ned i værket og få det ind under huden.

Så skal piben nok få en anden lyd.

Anna Julie Brønholt

Endnu en dag på kontoret

2008-09-14T15:51:00.008+02:00

Vi er i fuld gang med prøverne på Verdis dejlige opera La Traviata. Det er en genopsætning, og langt de fleste fra koret har lavet den før - de kender musikken og de sceniske arrangementer.

Vi er nogle få helt nye på den opsætning - og for os er det bare om at holde tungen lige i munden og følge med. Der er rigtig meget tekst at lære, samtidig med vi forsøger at få bare et nogenlunde overblik over det sceniske.

Men vores kolleger er heldigvis hjælpsomme, og kommer med små hints undervejs. Denne anvisning fik jeg på et tidspunkt af en kvindelig kollega til arrangementsprøven i går: "Nu skal vi bare gå rundt og gnide os lidt op ad mændene".

Det fik jeg så bekræftet, da instruktøren et øjeblik senere brugte nøjagtig de samme ord.

Og således endte alt alligevel med at være ved det gamle!

Anna Julie Brønholt

Tidens ubønhørlige gang

2008-09-09T13:52:00.021+02:00

*Foto: Ole Jegindø Norup

Tidens ubønhørlige gang er omdrejningspunktet i den schweiziske instruktør Marco Arturo Marellis fortolkning af Richard Strauss’ og Hugo von Hofmannsthals virtuose wienerkomedie: Rosenkavaleren.

Og teatermennesket Marelli sørger ikke blot for instruktionen men også for scenografien og lysdesignet, når han nu er i gang. Og så har hans kone for øvrigt designet kostumerne!

Det er første gang Michael Schønwandt skal dirigere Rosenkavaleren:

”Jeg har et nært forhold til Richard Strauss’ værker og har altid dirigeret meget af ham, Elektra, Kvinden uden skygge - og Salome, som jeg har indspillet på cd. Rosenkavaleren har jeg interesseret mig for og studeret i mange år, og jeg har altid haft lyst til at dirigere den. Nu får jeg for første gang muligheden. Jeg har set denne iscenesættelse i Hamburg, og den er meget musikalsk og meget smuk. Og Det Kongelige Kapel er jo et fantastisk Richard Strauss-orkester, så det er en opgave, jeg glæder mig meget til.”

Ole Jegindø Norup

Halvt fantasi, halvt virkelighed... II.

2008-08-30T01:38:00.013+02:00

Instruktøren Marco Arturo Marelli fortæller her videre om sin spektakulære opsætning af Strauss' mesterværk Rosenkavaleren.

Hofmannsthal lader handlingen udspille sig omkring 1740, på Maria Theresias tid. Samtidig behandler operaen temaer, som var meget aktuelle ved uropførelsen i 1911. Hvornår foregår Deres iscenesættelse?

Hofmannsthal drømmer sig væk fra sin kaotiske samtid tilbage til en rokokko-verden, hvor der stadig var orden og faste rammer, hvor verden endnu ikke var angrebet af det forfald og den undergangsstemning, der prægede det første årti af det 20. århundrede.

Men for os i dag er rokokko-tiden en meget fjern epoke, hvor alt virker som en slags maskerade, urealistisk og kunstig, og måske også lidt ubehageligt operetteagtig. Derfor tror jeg, at værket bedst kommer til sin ret ved at udspille sig på den tid, hvor det blev skrevet – altså i årene lige før første verdenskrig.

Hvordan realiseres det på scenen?

I denne periode med det dødsdømte Donau-monarki spejlede samfundet sig ofte i netop rokokkoens verden. I sit forord til Rosenkavaleren skriver Hofmannsthal, at han søger at skabe et ”halvt imaginært, halvt realistisk hele”. Derfor forsøger jeg at komme væk fra faste rum for hver af de tre akter, og i stedet lade stykkets indre motto komme fysisk til syne på scenen.

På samme måde som tiden forandrer sig i løbet af handlingen, ændrer scenerummet sig tilsvarende hele tiden, men dog umærkeligt. Disse rum reflekteres yderligere i en spejlflade. Forspillet begynder med en maskerade fra rokokkoens verden; den udspiller sig i et karnevalistisk samfund, som lystigt valser og tumler mod sin undergang, netop halvt realistisk og halvt imaginært.

”En wiener-maskerade og ikke andet”, som det hedder i tredje akt. Alt er tilladt under masken, den hvirvlende vildskab, den erotiske frigjorthed. Man skifter ham, og bytter epoker, samfundslag og kroppe – og man vil aldrig tage afsked med den gamle verden.

I første scene er vi så tilbage i tiden for operaens tilblivelse, omkring 1910, med et typisk wiensk opbud af adel og landadel, millitær, nyrige borgere – og også med adskillige bifigurer, som dukker op for, med delvist dunkle motiver, at tiltuske sig lidt rester fra de riges bord.

Er valsene i Rosenkavaleren en slags dans på vulkanen, en dans foran den snarlige krigs baggrund?

Ja, i hvert fald en dødedansen for den undergangstruede adel det skjulte centrum i operaen. De, der ikke – som Feltmarskalinden – kan håndtere tidens gang, de maskerer sig og morer sig i en valse-idyl for at undgå den ubehagelige virkelighed.

Valsene er som bekendt den største anakronisme i Rosenkavalerens partitur; en opfindelse fra det 19. århundrede som man slet ikke kendte i rokokkoen.

Strauss og Hofmannsthal var helt bevidste om at de ikke ville skabe en historietro rokokko-opera, men derimod skildre det samtidige Wien, de begge kendte så godt. Begge ophavsmænd nævner flere gange i deres brevveksling, at de indirekte orienterede sig i retning af Offenbachs operetter, altså stykker, hvor komponisten satte et satirisk spejl op for sine samtidige i Paris.

Oprindelig ville Strauss give operaen titlen ”Ochs”. Først da både hans kone og Hofmannsthal plæderede for ”Rosenkavaleren” gav han ”i djævlens navn” efter.

Hvilken rolle spiller Baron Och i Deres iscenesættelse? Hvad betyder han?

Baron Ochs er en modpol til Feltmarskalinden. Helt i modsætning til den følsomme kvinde, som bevidst gennemlever forandringen og forvandlingen, nægter Ochs at se forandringerne i øjnene.

Han prøver at leve i et erotisk nu, og sammenligner sig med guden Jupiter i sine amourøse eventyr. Hans credo er at ”der findes ikke en time,hvor man ikke kan fraliste Cupido en lille gave”. Ochs holder krampagtigt fast i de gamle privillegier, og han opdager overhovedet ikke, at Wien i den nye tid slet ikke har en plads til ham.

Marco Arturo Marelli (Ole Jegindø Norup)

Halvt fantasi, halvt virkelighed... I.

2008-08-28T23:21:00.019+02:00

Instruktøren Marco Arturo Marelli har med sin storslåede iscenesættelse af Strauss' Rosenkavaleren skabt en både seværdig og vedkommende forestilling. Her fortæller han om sine tanker bag opsætningen. Der er premiere den 6. september.

Feltmarskalindens ord om tidens gang og vores magtesløshed overfor den er et motto for denne produktion – hvorfor?

Jeg kender ingen anden opera, hvor der så ofte og så intensivt bliver talt om og tænkt over tidens gang som i netop Strauss’ og Hofmannsthals Rosenkavaleren. Helt fra de første ord ”Wie du warst – wie du bist” (”Hvordan du var – hvordan du er”) til de sidste, hvor Octavian og Sophie drømmer, i deres meget ungdommelige følelsverden, om tidens gang og de samfundsmæssige forandringer.

Forfatteren Hofmannsthal har i mange af sine værker beskæftiget sig med spørgsmål som forgængelighed, forandring, forvandling, afsked og død. Tiden er en dagligdags ting, som vi tror, at vi har greb om. Men sådan er det jo slet ikke. Vi er underlagt tiden og kan ikke frigøre os fra den virkninger, selv om vi med tekniske hjælpemidler er ganske gode til at måle og beskrive den. Vi ville så gerne kunne standse den og betragte den, som man betragter en flod fra bredden, i stedet for hele tiden at blive revet med af strømmen – som når Feltmarskalinden i første akt fortæller, at hun somme tider står op om natten og sætter alle urene i stå.

Jeg tror ikke, at vi er i stand til at forstå begrebet ”tid” uden at bruge metaforer. De centrale temaer i Rosenkavaleren, denne ofte melankolske komedie, er erkendelsen af, hvor foranderlig den menneskelige sjæl er, og hvordan de enkelte personer i operaen forholder sig til forandringerne. Derfor er Feltmarskalindens ord i første akt for mig stykkets egentlige motto, der går som en ledetråd gennem hele værket.

Marco Arturo Marelli (Ole Jegindø Norup)

Opera under åben himmel

2008-08-24T12:29:00.008+02:00

Under åben himmel i Fælledparken medvirkede vi i forrige weekend sammen med solister og Det Kgl. Kapel ved den årlige, storstilede operakoncert, hvor vi var med til at præsentere highlights fra den kommende sæson.

Vejrguderne var med os, tusindvis af publikummer og picnickurve strømmede i løbet af lørdagen til begivenheden, og der meldes endnu engang om publikumsrekord.

Ved dette års operakoncert blev der præsenteret musikalske smagsprøver fra blandt andet Richard Strauss' Rosenkavaleren, Verdis Don Carlos og La Traviata, Mozarts Figaros bryllup, Rossinis Tyrken i Italien og Lehàrs operette Den glade enke.

Traditionen med Opera i det fri-koncerten har fundet sted siden 1990. Den begyndte i Frederiksberg Have, for i 1993 at flytte til Søndermarken og endelig i 2005 til Fælledparken.

Ole Jegindø Norup

Splitte mine bramsejl!!

2008-08-19T11:10:00.023+02:00

..En lille hilsen fra Århus

Hvis du troede, du skulle til Norge for at komme til Norge, kan du godt tro om igen. Lige for tiden kan man nemlig nøjes med at tage til Århus.

Her vimser korpiger i højtaljede nylon-cigaretbukser og touperet hår rundt med tunge symaskiner og syr fine lyseduge med imaginære nåle, og ungersvende i lyseblå anorakker og Lille Per-trøjer sætter sejl til Wagners brusende, skumsprøjtende musik.

Den 21. august knalder vi champagneflasken mod stævnen og søsætter Peter Langdals opsætning af Den Flyvende Hollænder - og det går ikke stille for sig.

Kombinationen frejdig fisker-folkedans (Peter Langdals helt egen koreografi), overdel i 100% uld og underdele i 100% nylon har efter det 3 uger lange prøveforløb sat den Jyske Operas kor + ganske mange assistenter i olympisk storform.

Træningen begrænser sig dog ikke til sceniske udfoldelser - socialt er vi også i topform. Man hygger sig godt på Den Jyske Opera.

Ude er med andre ord godt... Men selvom kaffen på Baresso på Banegårdspladsen i Århus (hvor vi sidder i skrivende stund) smager nogenlunde som kaffen på Baresso på Kgs Nytorv, kan man godt længes efter udsigten til det gamle teater og skønt Den Flyvende Hollænder er en forrygende skude, kan man altså godt savne en lille sejltur med 903'eren med kurs mod Holmen.

Vi saaavner jer!

Anna Julie Brønholt og Marie Degener Troelsen

(P.S. Moden er ikke anderledes i Århus - det ER vores kostumer)

Ejvinds opskrift

2008-08-15T23:24:00.021+02:00

*Foto: Michael Bennati Schou - klik og se flere!

Som nævnt i indlægget "Verdens største korbegivenhed" har Operakorets arbejdsmæssige ildsjæl / Duracell-kanin af en formand sin andel i det enorme planlægningsarbejde i forbindelse med Det 8. verdenskorsymposium på Operaen.

Og det siger vel sig selv at der må være lidt af hvert, der nøje skal tænkes igennem i forbindelse med et arrangement af de dimensioner, og samtidig at dette ikke kan ordnes på en forlænget weekend - faktisk begyndte planlægningsarbejdet for godt og vel syv år siden.

Exclusively - for læserne af Operakorets blog har jeg hermed fornøjelsen at kunne publicere formandens egen personlige opskrift på hvad man skal bruge for at gennemføre et verdenskorsymposium:

DU SKAL BRUGE:

1400 korsangere

1000 delegater

120 frivillige

60 DKT-medarbejdere

29 udenlandske kor

5 professionelle kor

Radiosymfoniorkestret

Coco

10-15 mand i ledergruppen

60 workshops

12 uropførelser af bestillingsværker

6 koncerter dagligt

6 gange morgensang

3 gallakoncerter

Åbningsaften med spisning for 1400

2000 morgensangbøger

1500 delegathåndbøger

1350 muleposer med tryk

150 blå polo-shirts med tryk

40 forskellige koncertprogrammer

4 paller kildevand

3 kasser øl til orkestret (pris: 2880,- kr. hos Vøttrup)

11 millioner kr. i omsætning

1 flyttet døbefond

1 bistik

7 års forberedelse

7 dages afvikling

Tilsættes velvilje og motivation og rystes godt sammen i godt vejr i København i løbet af syv dage.

Og voilà - det hele er overstået!

Ole Jegindø Norup

29 kor fra fem kontinenter

2008-08-15T22:46:00.009+02:00

*Foto: Michael Bennati Schou- klik og se flere!

Ved det stort anlagte og netop afviklede verdenskorsymposium på Operaen mødtes ikke færre end 29 forskellige kor fra i alt fem kontinenter!

De over 1400 korsangere fra hele verden havde ved symposiet en enestående chance for at udforske og udvikle kormusikkens mange aspekter og mødes med komponister, dirigenter og andre korfolk fra hele verden.

Den klassiske, vestlige kortradition var markant repræsenteret af kor som Berliner Rundfunkchor, men samtidig var den stilistiske spændvidde på de mange koncerter enorm med kor fra blandt andet Indonesien, Brasilien, Cuba og Sydafrika.

Symposiet blev rundet af med en stor afslutningskoncert, hvor Benjamin Brittens War Requiem i Domkirken blev opført med et gigantisk symposiekor og DR Radiosymfoniorkesteret under ledelse af Michael Schønwandt.

Ole Jegindø Norup

Verdens største korbegivenhed

2008-08-15T22:42:00.007+02:00

Efter sommerferien er vi i det Det Kgl. Operakor nu atter tilbage på Dokøen og ved at være parat til i weekenden at fyre den af sammen med kapellet og solisterne ved Opera i det fri-koncerterne, der traditionen tro udgør startskuddet til den forestående operasæson.

Som min medskribent Anna Julie har været inde på tidligere har Det Kgl. Teater imidlertid ikke været fuldstændig lukket og slukket, mens vi har holdt sommerferie. I den forbindelse skal det heller ikke her på blog'en forbigåes, at Operaen i slutningen af juli dannede rammen om intet mindre end verdens største korbegivenhed – World Symposium on Choral Music.

Dette verdenskorsymposium, som er det 8. af sin slags, finder sted hvert 3. år. I 2002 og 2005 var Minneapolis og Kyoto værtsbyer – og denne gang var turen så kommet til København.

Specialister inden for mange forskellige traditioner og vokale udtryk samledes og delte erfaringer, og et hav af forskellige workshops og koncerter blev afholdt. I en hel uge blev Operaen og flere af byens koncertsale og kirker således fyldt med kormusik på højeste niveau fra hele verden.

Arrangørerne for symposiet er the International Federation for Choral Music og Choral Denmark, som blandt andet tæller Operakorets formand, Ejvind Callesen.

Ole Jegindø Norup

Hollænderen i Århus

2008-08-04T08:26:00.014+02:00

Mine kære kolleger i Det Kongelige Operakor har stadig sommerferie.

Men Marie Degener, som den trofaste bloglæser vil kende fra tidligere indlæg, og jeg har knoklet løs i et par uger nu på at lære Den Flyvende Hollænder. Vi er sammen med mange andre indkaldt som assistenter på Den Jyske Operas opsætning af denne skønne Wagner-opera.

Jeg har ikke før assisteret på DJO, da jeg har trådt alle mine assistent-barnesko i Det Kongelige Operakor. Men nu fik jeg muligheden for at være med på Hollænderen og prøve at arbejde et andet sted, før jeg skal hjem igen og passe min nye faste stilling i koret på Operaen.

Og jeg skal love for, at det er en rigtig god oplevelse.
Der er en helt fantastisk arbejdsdisciplin i det kor. Både når vi er til korprøver og til arrangementsprøver. Der arbejdes hurtigt og koncentreret i en venlig atmosfære.

Vi har kun en ugentlig fridag, så det er ikke meget jeg er hjemme i denne periode, da jeg på vores arbejdsdage bor i Århus. Og man bliver træt af den koncentrerede arbejdsindsats - assistenterne har også haft en del udenadslære at indhente i forhold til det faste kor.
Men det er jo kun en måneds tid af mit liv, og hvor er jeg glad for, at jeg tog den med! For det er fantastisk sjovt. Og det er jo altid inspirerende at få nye inputs og arbejde i nye rammer.
Og ikke mindst er det fantastisk at stifte bekendtskab med denne opera som har så meget iørefaldende musik og en dramatisk handling.

Hvis du vil vide mere om Peter Langdals opsætning af Den Flyvende Hollænder på DJO, så klik her.

Anna Julie Brønholt

Thomas Winding er død

2008-07-06T12:59:00.003+02:00

Jeg kendte ikke Thomas Winding. Thomas Winding kendte ikke mig. Men jeg kender lyden af hans stemme. Den står for mig som lydkulisse til min barndom - og sådan er det sikkert for de fleste af min generation.

"At fortælle menneskene" hedder en bog af Svend Åge Madsen. De tre ord falder mig ind, når jeg tænker på Thomas Winding. Han fortalte menneskene. Til menneskene. Om menneskene (og dyrene).

Hele vores verden består af de historier vi fortæller hinanden- om os selv, om andre, om fortiden og fremtiden.

Thomas Winding fortalte med varme, blødhed - med timing og musikalitet. Og så var han en af de voksne, som havde respekt for børnene. Man kunne høre, at han troede på at børn også var en slags mennesker som man skal have respekt for og opføre sig ordentligt overfor.

Jeg er ked af det fordi Thomas Winding er død. Verden er blevet fattigere uden ham og hans fortællinger i ord og billeder.

I den dybeste respekt for denne multikunstner,

Anna Julie Brønholt

Mens regnen trommer...

2008-06-19T09:43:00.007+02:00

Så har Operakoret sommerferie.

Det har været et dramatisk forår for flere af os; der har været konkurrencer om stillinger og vikariater i de fleste af stemmegrupperne. Der skal siges goddag til nye ansigter efter sommerferien, og desværre farvel til andre.

Det har har også været en sæson, hvor nogle nye regler for vores arbejdstider skulle afprøves, og det ser ud til, at de i det store og hele har fungeret godt.

Nu venter en sæson med en blanding af genopsætninger og nye og spændende tiltag. Vi skal bl.a. stifte bekendtskab med Bo Holtens "Livlægens besøg". Det er med stor forventning, at vi vil åbne partiturerne til dette helt nye værk.

Inden da vil vi lige nyde en dejlig ferie spredt for alle vinde i ind-og udland, med eller uden sang på programmet.

Men du kan da selvfølgelig stadig blive underholdt på Det Kongelige Teater i sommerferien (klik på ordene med rød skrift):

Du kan f.eks. gå ind og se Matador på Operaen. Jo, da jeg kiggede på Billetnet for et øjeblik siden, var der stadig billetter!
Eller hvad med lidt jazzfestival på Det Kongelige Teater? Bl.a. spiller Lou Reed på Operaen i juli.
Du kan også tage ud i Skuespilhuset og se Revy ´08. Der er i skrivende stund også billetter at få.
Så fortvivl ikke, hvis regnen fortsætter, der skulle være mulighed for at glemme det for en lille tid.

Og mht billetter: Hvis du ikke kan købe dem på nettet, er der normalt altid billetter reserveret til løssalg på dagen.
Somme tider kan du få billetter til nedsat pris, hvis du vover forsøget med at købe dem lige inden forestillingen. Se mere om billetsalget her.

Du kan se DKT´s sommerprogram og program for den kommende sæson her: kglteater.dk

Rigtig god ferie til alle!

Anna Julie Brønholt

Om noget af alt det jeg elsker og vil savne: Den store blogafskedssvada - sidste del.

2008-06-08T20:13:00.002+02:00

Og hvor vil jeg hen med al denne snak?

Jeg vil derhen, hvor jeg kan sige farvel.
Det Kongelige Teater har den charme, som et teater har. Derudover har det historien, og det har storheden, som et sted får, når man laver kunst der; både lille, mellem og stor kunst. Det har været fantastisk at være her og møde det hele.
Frem for alt elsker jeg stedet for alle de skøre og skønne mennesker, jeg har mødt. Flygtige bekendtskaber - kollegaer af alle slags, venskaber, fra de perifære til de helt nære - operakoret som består af en flok helt særlige folk, en masse meget forskellige individer, som på en eller anden måde er sammensat, så de udgør en charmerende helhed, musikalsk, scenisk og ikke mindst menneskeligt. Der er plads til både brok, spilopper, fest, farver og hjertevarme.

Jeg elsker, at der i nu et helt år, muligvis mere, har hængt en seddel i kælderen over vandbeholderen med den mystiske besked: 'Brugeren af selve formål skal selv sørge for at formål bliver sat tilbage i kantinen' . Jeg elsker, at jeg kan blive i tvivl, når nogen har skrevet 'tryk' på døren til sidescenen i kongesiden, om det er fordi de mener "tryk" eller fordi nogen har syntes, det kunne være skægt at skrive tryk i stedet for træk..( 'tryk' er rigtigt - men man kan aldrig helt vide sig sikker.) Jeg elsker, at der altid er en grund til at holde en fest, lige tage et glas eller en kop kaffe og hygge lidt; premierer, midtvejsfest, afslutningsfest. Jeg elsker alle de historier, man går rundt og fortæller hinanden, om folk der engang var på teateret, som lever videre som legender eller spøgelser, med historier, som de sikkert ikke selv ville kunne genkende, hvis de hørte dem.
- Jeg elsker alle de halve samtaler ført i sidekulissen, pludselig afbrudt af et musikalsk cue, der sender folk på scenen. Der hænger mange ord i luften dernede, mange samtaler som venter på at blive taget op igen.
Men nu må de vente lidt. I hvert fald en sommerferie.

Alt det vil jeg savne - og så meget andet: Musikken, dramaet, alt det der foregår på scenen, ved siden af scenen, under scenen og udenom scenen.
Nu vil jeg for sidste gang blogge ud her fra operakorets blog. Og for en gangs skyld er "blogge ud" ikke noget jeg beder dem om at gøre ved mine sko på skræddersalen. Tak for lån af blogspace og taletid. Og tak til mine dejlige kollegaer, for en skøn tid i det hele taget.
Roger over and out.

Marie Degener

'Man synger da ikke, når man er sur' Blog-afskedssvada 2

2008-06-08T00:39:00.003+02:00

Udtryk og indtryk er tæt forbundne - vi kan ikke give udtryk, hvis vi lukker for indtryk og det, vi giver udtryk for, gør et indtryk. Men for at denne vekselvirkining kan finde sted, må vi have en vis åbenhed, og denne åbenhed og sårbarhed er det en del af vores arbejde at have og bevare. Derfor er vores arbejde anderledes, til tider underligt, til tider vidunderligt. Ind imellem belastende og anstrengende. Det kan skabe en masse rod, at føleriet er en del af forudsætningen for vores arbejde, at man aldrig kan være ligeglad, og at hvis man er det, er der noget galt.

At synge og musicere er noget de fleste forbinder med glæde.
'Man synger da ikke, når man er sur'
..Hvor eksotisk det end er at være på en arbejdsplads, hvor folk slår triller og synger i tide og utide, så er der lige den lille finte at - jo, her synger man - også når man er sur. For levere skal man altid... Og det er benhårdt arbejde.
'Nåh.. det gælder vel ikke liv og død'
- Jo, mærkeligt nok så gør det. Sådan føles det faktisk. Selvfølgelig mere, jo mere man er på. Det er de mest forbløffende ting, folk kan ignorere, mens de er på scenen. I det øjeblik man træder på scenen eksisterer kun det, og det er det vigtigste i verden. Alt projektørlyset er rettet mod scenen, dørene ud til er lukkede, og verden er skrumpet ind til kun at være den lille boble, som teaterrummet udgør. Salen er fuld af folk, der har betalt en masse penge for at komme og se det, vi har at byde på, som bruger deres aften i teateret, og håber på en god oplevelse. Nu må der gerne opstå lidt magi. Det er både en stor ære og et stort pres. Pludselig er det liv eller død, om man kommer på scenen til tiden, om man husker sit cue, om man ved, hvad man skal hvornår.
Folk kan skændes i prøvesalen som gjaldt det liv eller død, og man finder sig i urimelige øretæver fra dirigenter og instruktører, fordi det tjener et højere formål - forestillingen, resultatet, det færdige 'produkt'.
Man kan stå i sidescenen og have ondt et eller andet sted i sin krop eller sit hjerte og tænke at 'det her kan jeg ikke gennemføre', og så kan man gå på scenen og alligevel komme igennem og nogen gange ikke mærke, hvad det har kostet én før bagefter. For os alle gælder det, at hvad der engang var en interesse er blevet et arbejde. Det er stadig en interesse og en hjertesag, men det er blevet alvor.. Det er blevet vores hverdag, vores levebrød og vigtig del af vores liv.

Marie Degener

Blog-afkeds-svada 1

2008-06-07T15:45:00.002+02:00

..Hvad er det egentlig vi går og laver?
Vi har altid svært ved at argumentere for vores nødvendighed. Vi der arbejder i kulturlivet. Mangen en kunstner må i disse tider gå den tunge gang til beskæftigelsesministerens efterhånden ret blodige alter og lade ham svinge kniven over sig. Men hvis man siger, at kunst og kultur ikke er nødvendigt, er man naiv. Mennesket er et kulturelt væsen, og vi har brug for at udtrykke os og modtage indtryk. Vi har brug for mental næring. Og alt har en berettigelse. Den klassiske musik og andre historiske kunstformer har deres berettigelse, ikke bare i, at de stadig er gyldige og kan røre og bevæge, men også i, at de har levet så længe og giver os en enestående mulighed for at kommunikere direkte med fortiden.

Det kan virke underligt og selvoptaget, at vi i den grad kæmper for at få lov til at udtrykke os, og i den politiske debat bliver kunstnerne som regel viftet væk som irriterende fluer og betragtet som småforkælede klynkere, der egentlig bare skal være glade, hvis de kan få penge for det de laver overhovedet, og dybest set burde tage til takke med "La vie de Bohème". Mange ville tage sig til hovedet, hvis de vidste, hvor lidt f.eks operasangere og skuespillere tjener. .... Men, hvad laver vi så? Er det bare navlepilleri og hvad er det for en snak om inspiration? Sagen er, at man på et teater hele tiden beskæftiger sig med de udefinérbare størrelser. Alt det, som er svært at beskrive: kunst, følelser, poesi, udtryk, sprog, musik. Alt det, som er at være menneske, når de helt basale fysiske behov er dækket, men som i øvrigt er næsten ligeså basalt - bare ikke fysisk.

Marie Degener

Jyde i København (forts)

2008-06-05T16:17:00.004+02:00

I byens hjerte ligger Det Kongelige Teater, som nu har fået 3 på stribe i en akse på skrå fra Kgs. Nytorv til Nyhavn med Skuespilhuset og over vandet til Operaen. Det har været dejligt at komme ind og indsnuse teaterstøvet på Gl Scene ind imellem, men selv i de nyere huse mærker man at Teateret er et gammelt sted, med traditioner og stolthed.
Jeg har altid elsket alle de små steder rundt omkring i landet, den energi der er og den livsvilje, som man kan finde på de mindre scener, som kommer af hele tiden at skulle kæmpe for overlevelse og synlighed.
Det er der ikke så meget af på Det Kongelige Teater, som har hvilet i sin egen selvfølgelighed i mange, mange år. Man kæmper for økonomien også her, men aldrig på samme måde med livet som indsats - her er gejsten mere at finde i de forskellige grupper af ansatte, som udgør deres egne enheder; kapellet, teknikerne, operakoret, solisterne, holdet omkring en bestemt produktion osv. Måske simpelt hen fordi det er for stort til at man - udover ved helt særlige lejligheder - kan få en fornemmelse af stedet som en samlet helhed.

Men på en eller anden måde fornemmer man det alligevel - spredningen på forskellige lokaliteter og de store fysiske rammer og mange ansatte til trods - historien, traditionerne og den store kærlighed, som mange, der har arbejdet der, enten i kortere eller længere tid har til stedet.
Engang imellem har jeg tænkt på teateret som en organisme, hvor alle vi, der arbejder der, er vitale organer og publikum den luft teateret ånder. Her er der ikke bare tale om kølig, beregnende pengetænkning. Det er der også men hovedsagen er, at vi har brug for hinanden som andet end køber og sælger. Vi inspirerer hinanden gensidigt og det er lige så vigtigt - eller vigtigere - end penge for at kunne lave god kunst. Lige præcis dette aspekt kan nogengange godt være i fare for at forsvinde lidt, når der går for meget operafabrik i den, men når der bliver slået på stangen og tæppet går op, er det alligevel i sidste ende dét, der gælder...

Marie Degener

Jyde i København (forts.)

2008-06-05T01:57:00.004+02:00

Jeg er ved at have lært at gå over for rødt, ikke at tage det så tungt, når folk kæfter op eller tro, at de ikke kan lide mig, når de er sure i butikkerne i midtbyen. Jeg har lært, at der er cyklister alle vegne, og at de er livsfarlige, især dem, der smser. Jeg har lært ikke at regne med, at busserne kommer til tiden, men at buschaufførerne til gengæld er småsure. Jeg er desuden ved at vænne mig til, at det vrimler med mennesker overalt, og jeg har lært at undgå strøget.
Det er gået op for mig at Gråbrødre Torv faktisk eksisterer og ikke, som jeg i mange år har mistænkt, kun findes i en eller anden slags "Platform 9 1/2" - agtig dimension, eller er sådan et mystisk sted, som man kun finder, når man ikke leder efter det. Det ligger der nu hver gang.
Jeg er til gengæld stadig en lille smule i tvivl, om man godt må bevæge sig rundt om søerne i gå-tempo, hvis man ikke har en barnevogn - eller en hund, og jeg er endnu fuldstændig i mørket, hvad gælder Københavns omegns geografi, eller bare udkanten af København.
Jeg kan desuden stadig blive overrasket over, at der er langt at gå fra A til B (fordi jeg ikke har vænnet mig til at være i en by med afstande...) og over, at man alligevel konstant støder på folk man kender..

Man kan undre sig over, at en jydetamp som mig trives så godt her, men det gik vel allerede galt, da jeg i sin tid valgte uddannelse. En uddannelse, der munder ud i et arbejdsliv, hvor man skal kunne råbe enormt højt, for at blive hørt, og som måske kun lige akkurat overgås på det punkt af folk, der arbejder på børsen eller banansælgere...
Et arbejdsliv, som primært vil foregå i storbyen, fordi det er der det sker indenfor vores område, og fordi København og bylivet nok meget godt matcher det liv og den dynamik, der skal til, hvis man skal kunne holde sig igang som sanger...

(fortsættes)

Marie Degener

Jyde i København

2008-06-05T01:46:00.002+02:00

At skulle slutte på den Kongelige Opera er en større proces, end jeg havde regnet med, da jeg takkede ja til jobbet. Mentalt og følelsesmæssigt altså. Det er ikke altid, man lige når at få tænkt over, at det at sige goddag som oftest indebærer at måtte sige farvel. Før eller siden. Ikke at det nogensinde bør afholde nogen fra at sige ja til noget - eller goddag for den sags skyld.
Tvært imod. Det er jo et sundhedstegn, at det er så svært at sige farvel.
For mit vedkommende har turen til det Kongelige Teater indebåret en omplantning. Fra det jyske til det københavnske. Det er gået ret godt at få rødderne til at få fat herovre til trods for, at jeg har flyttet meget rundt, for det er som bekendt sin sag at finde et godt sted at bo, som samtidig er til at betale.

Men faktum er, at jeg vel er blevet assimileret. Sådan nogenlunde da. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, før man bliver Københavner. Hvor jeg kommer fra, kan man være tilflytter i generationer. Sådan er det vist ikke her - selvom der nok skal være en enkelt ærke-københavner, der føler sig nødsaget til at markere i ny og næ, hvis man bliver for kæp-høj..
eller måske snarere, hvis man bliver for langsom...

(fortsættes..)

Marie Degener

De udvalgte

2008-05-23T00:23:00.003+02:00

Det Kongelige Operakor består mest af fastansatte sangere - og så enkelte som mig. Løsarbejdere, der bliver kaldt ind fra tid til anden. Nu efter et års tid skal jeg til snart at forlade etablissementet.

Vi har på bloggen beskæftiget os meget med alt det pudsige, det skæve og sjove - og der er masser af den slags stof at hente i teaterverdenen. Det vi ikke har skrevet så meget om, er alt det andet - det hårde, det nedslidende og barske. Det er der også meget af. Både bag murene og udenfor. Når man er "inde i varmen" og hæver en løncheck hver måned, er det måske langt henad vejen trygt og godt - men det er kun få udvalgte forundt. Ikke mange sangere i dette land har de vilkår. Langt de fleste må, som jeg, freelance sig igennem. Det vil sikkert undre mange, hvis de vidste, hvem der til tider melder sig under fanerne hos A-kassen, hvor de med en knude i maven sidder og skriver 4 ansøgninger om ugen til alle mulige jobs, som intet har med deres uddannelse eller det, de brænder for, at gøre - både af skuespillere og operasangere. Det bedste er selvfølgelig, hvis man kan få så gode opgaver, at man kan leve af det i længere tid bagefter, så man selv kan "dække hullerne" - men freelanceopgaver kommer sjældent som perler på en snor lige efter hinanden - oftest falder de sammen, og man må takke nej til ét engagement pga et andet, og i en periode efter er der måske så slet ingenting.

Det er en sær fornemmelse at skulle sige farvel til en arbejdsplads og kollegaer, man har delt hverdag med. Normalt, når man er med på en produktion, vil det ofte være de samme forhold for alle. Hele holdet vil være bragt sammen, og derfor, når alle skilles efter sidste forestilling, spredes folk i alle mulige retninger. De første gange jeg oplevede det, syntes jeg det var sørgeligt. Man har været meget tæt på hinanden i nogle måneder, og så skilles man, og mange ser man måske ikke igen før ens veje krydses i et eller andet andet projekt, hvis overhovedet. Senere bliver man bedre til det og mindre sentimental, måske lige med undtagelse af, hvis projektet har været noget helt specielt.

Men når man kommer udefra og er en del af et ensemble for en tid, er man som en kapsel, der hægter sig på en rumfærge for at udføre en opgave en periode, hvorefter man hægtes af igen, og rumfærgen fortsætter sin rejse ud i verdensrummet mod nye opgaver. Ens opgave er fuldført og jorden kalder.
Jeg er flere gange kommet hjem en sen aften med en turnébus og har rullet min kuffert hjem - med den der underlige slut-fornemmelse, mens jeg vidste at mine kollegaer skulle på arbejde igen om et par dage. Her på DKT bliver en del af udfordringen at få tømt garderoben for sine ejendele og slettet sine spor. Lidt af gangen tror jeg.

Det kan på ingen måde være anderledes. Tingene er, som de er. Der er de faste stillinger her i landet, som der er, og indtil miraklet sker, at kulturen får flere penge eller/og kunstnere og freelancere i det hele taget ordentlige vilkår, vil dette være livet for de fleste af os.

Marie Degener

Hoveder på Bloggen: Philip White (3/3)

2008-05-09T08:46:00.006+02:00

(…fortsat…)

- Hvor længe har du været ansat på Det Kongelige Teater?
Jeg er nu i min fjerde sæson - og lidt til, fordi jeg faktisk var med i Operaens sidste opsætning af Mestersangerne som en slags assistent for den store østrigske korsyngemester, Norbert Balatsch.
Det var lige før jeg blev ansat ”officielt”.

- Har du noget at sige om Operaen kontra det gamle teater?
Jeg nåede kun at være tre måneder i det gamle teater, så jeg har ikke samme store forbindelse til det som flere af mine kolleger har. Det gamle er uden tvivl mere hyggeligt.
Men jeg har vist mange venner rundt i Operaen, som ikke interesserer sig så meget for opera, men som er fuldstændig forbavset over alt det vi har herovre.
Når jeg viser dem rundt og forklarer hvordan hele huset fungerer, bliver jeg meget stolt over at kunne arbejde i et så fremragende miljø.
Jeg er kun lidt skuffet over, at vi havde så mange problemer med korsalen.

Philip i scenelysets stråleglans.
Foto: Henrik Engelbrecht.

- Hvad er det værste ved dit arbejde?
Operaen er en tæt forbindelse af musik og drama.
Det er en meget kunstig kunstform, som har sine egne rammer og betingelser som skal respekteres for at få den til at fungere.
Det er ikke bare et skuespil, hvor teksten synges i stedet for at tales.

Musikken er den drivende kraft i dramaet.
Musikken bestemmer udtryk, tempoet af handlingen.
Musikken er vejen vi skal køre på, hvis vi vil nå operaens mål.
Operaens drama er landskabet, og er forskellig i hver opera.
Jo bedre landskabet er, des mere interessant bliver operaen.

Men du kan ikke undvære nogen af dem.
Og hvis du kører væk fra vejen, risikere kørslen at blive meget ujævn og målet nås sandsynligvis ikke.

Det værste ved mit arbejde er altså, når vi af og til arbejder med instruktører, som ikke helt forstår denne tætte forbindelse af disse to elementer.

- Det bedste ved dit arbejde?
Det er netop dér, hvor man fornemmer, man arbejder med en instruktør som kan bringe de forskellige elementer i operaen sammen, så publikum oplever en organisk helhed som har mening; når man har et samarbejde, som betyder mere end bare at arbejde sammen – det er det bedste.

Operaen kan være den stærkeste teateroplevelse nogensinde – det kan også være den pinligste!
Philip fanget på korgangen på Operaen.
Foto: Michael Bennati Schou

Anna Julie Brønholt

Hoveder på Bloggen: Philip White (2/3)

2008-05-09T08:40:00.004+02:00

(…fortsat…)

- Hvad har du arbejdet med tidligere?
Jeg begyndte i Storbritannien hos Scottish Opera i Glasgow.
Jeg var korsyngemesterens assistent og var også ansvarlig for undertekster. At være hans assistent var okay, men mit arbejde med undertekster fandt jeg utrolig kedeligt.

Jeg var en sommer i Bayreuth, den store Wagner Festival, også som korsyngemesterens assistent, og blev herefter inviteret til at tage til Frankfurt. Det var min første stilling udenfor England.

Bagefter fik jeg stilling på operaen i Nancy i Frankrig som korsyngemester, senere hos Radio France og arbejdede på forskellige andre teatre i Frankrig som freelancer.

Philip dirigerer Det Kongelige Operakor på en korskole.
Foto: Henrik Engelbrecht.

- Oplever du nogen kulturforskelle mellem Danmark og dit hjemland – både arbejdsmæssigt og mere generelt?
Jeg har faktisk ikke arbejdet så meget ”hjemme” – men jeg har arbejdet meget i andre lande.
Det er altid interessant at bemærke, hvad der er vigtigt i de forskellige lande. Stort set er de forskellige problemstillinger de samme.
I Tyskland arbejder de kun om formiddagen og om aftenen.
I Frankrig er frokostpausen meget vigtigere end her – det første sted jeg arbejdede i Frankrig forlangte koret to timers pause.
Det andet sted var jeg helt forbavset, fordi alle gik op til kantinen og spiste en treretters menu, nogen gange med øl eller vin og skulle derefter arbejde rimeligt om eftermiddagen. Efter tre retter mad med vin har jeg personligt ingen lyst til at arbejde.

- Arbejder eller har du haft arbejde andre steder sideløbende med dit job på Operaen?
Jeg arbejder kun 23 uger om året i København. Min familie bor i England. De fire sidste år har jeg tilbragt min sommer (10 uger) i Bayreuth, Tyskland. Der arbejder jeg som en af korsyngemesterens assistenter.
Vi prøver fem uger med et kor som består af ca. 120 professionelle sangere fra hele verden og så løber festivalen i fem uger bagefter.
Når de engelske skoler holder ferie, så rejser min familie ud, og vi nyder det fantastiske sydtyske landskab og tiden med vores kolleger sammen.
Jeg har også arbejdet med forskellige radiokor og har været tilbage i Frankrig. I den kommende sæson har jeg besluttet at lave lidt mindre, så jeg kan tilbringe mere tid hjemme.

- Hvad er dine interesser rent privat?
Jeg læser utroligt meget og har en voksende interesse i film. Og jeg elsker de københavnske biografer. De er så behagelige i forhold til dem i England og man har fornemmelsen af, at det er noget særligt som sker derinde, ligesom på teatret eller til en koncert, ikke ”bare” en film i biffen.

Når jeg er hjemme, laver jeg meget gerne mad – min kone glæder sig rigtigt meget, fordi hun kan holde fuldstændig op med at tænke på, hvad vi skal have at spise, når jeg er hjemme.
Jeg vandrer også meget gerne – vi bor i Manchester og selv om Manchester ikke er verdens smukkeste by, er landskabet omkring den herligt.
Vi har ”Yorkshire Dales” lige nord for byen, ”Lake District” tæt på den skotske grænse, og selvfølgelig Skotland selv som er kun 90 minutters køretid fra os.

I sidste afsnit af interwievet med Philip kan du bl.a. læse, hvad det bedste og værste ved hans arbejde er.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på Bloggen: Philip White (1/3)

2008-05-09T08:26:00.006+02:00

I denne udgave af Hoveder på Bloggen møder du en af vores korsyngemestre Philip White.
Philip bor med sin familie i Manchester i England, og arbejder i Danmark 23 uger om året. Han har været syngemester for Det Kongelige Operakor i omkring 4 år.

- Hvad er en korsyngemesters arbejdsopgaver?
Det er et stort spørgsmål.
Min hovedopgave er at indstudere korets parti (det, koret skal synge, red.) i operaerne, koret deltager i.
Koret består af 60 mennesker – de skal ikke bare synge; de skal ofte synge på et fremmedsprog, som skal udtales rigtigt, lære alt udenad, og selvfølgelig spille på scenen.
Det er min opgave at sikre, at korpartierne bliver indstuderet i den samme retning som dirigenten gerne vil have og at de er klar, når vi kommer til den første arrangementprøve.

Derudover er det korsyngemestrene som arbejder sammen med operachefen og producenterne i den store planlægning af korets arbejde, så alt hvad vi skal lave, bliver passet ind efter reglerne for korets arbejdstid; den er nemlig ikke ubegrænset.
Når du har en stor opera som Lohengrin at indstudere, må du spare tid senere i sæsonen – måske med en Tryllefløjte, hvor koret ikke har så meget at synge.

Philip indstuderer Lohengrin med Det Kongelige Operakor.
Foto: Henrik Engelbrecht

- Hvad er din baggrund for at være syngemester?
Jeg er uddannet først og fremmest som pianist.
Der findes ikke rigtig nogen uddannelse som korsyngemester i Storbritannien.
Og man kan aldrig sige, at nu er man færdiguddannet.
I denne stilling lærer man hele tiden – fra forskellige dirigenter, solister, fra koret selv og fra instruktører og ”last but not least” fra sine egne erfaringer.
Den bedste uddannelse er bare ”watch and listen”.

Efter jeg var på universitet, vandt jeg et stipendium til Royal Scottish Academy of Music i Glasgow.
Der fungerede jeg som repetitør på operaakademiet og kom på den måde lynhurtigt igennem et stort repertoire.
Jeg spillede til mange liedklasser, prøver og mesterkurser.
Da jeg var studerende på universitetet, studerede jeg musik og tysk og skulle et år til Østrig. Jeg besluttede mig for at tage til Wien – og tilbragte så mange aftener på Wiener Staatsoper på de såkaldte ”Stehplätze” - de kostede omkring 20 kroner dengang!

Fortsættes!

Anna Julie Brønholt

Er opera kun for "sissies"?

2008-05-08T00:29:00.015+02:00

Well think again, dude!.

Michael Bennati Schou & Ole Jegindø Norup

Der er forskel på folk

2008-04-27T13:34:00.007+02:00

Som publikum kan det godt være, man tror, at man er helt anonym i de bløde sæder derude i mørket. Måske tror man, at det ikke rigtig gør nogen forskel for de udøvende, om man er der eller ej, og det er rigtigt, at forestillingen sikkert ville være der og være nogenlunde den samme også selvom meget færre sæder var optagne. (Så vidt jeg ved findes der kun tæppefald og ikke messefald på teateret) Men et publikum er ikke anonymt. Det kan mærkes, når man står på scenen. Publikum har meget større magt, end man måske skulle tro. Et medlevende og begejstret publikum kan gå hen og opleve en endnu bedre forestilling, fordi man på scenen mærker, at der er en modtager til det, vi afsender. Et publikum kan med deres bifald ændre en sangers aften.

Vi forsvinder jo ikke, når tæppet går ned. Men vi forsvinder, hvis ikke vi har et publikum.

Der er forskel på publikum alt efter, hvor langt henne på ugen man er. Torsdags, fredags og weekend-publikummet er næsten altid i bedre humør (og har måske en bedre middag og et par glas vin i systemet) end mandags, tirsdags og onsdags-publikummet, hvor man kan fornemme lidt mandags- og tidligt-op-i-morgen -seriøsitet.

En kollega, som jeg talte med om emnet, mente ligefrem at publikum lugter forskelligt alt efter, hvor langt henne på ugen man er: Der er mere parfume og festtøj i salen, når vi nærmer os weekenden.

Til Løvehjerteforestillingerne har vi haft enkelte middagsforestillinger. Til dem har salen været fuld af børn. Det er om noget et publikum, der kan mærkes, og der er kontant afregning. De gode bliver elsket og de onde får en gang buh-råb med på vejen, og vi på scenen har haft det utrolig sjovt med at spille de forestillinger.

Når man sidder ude i salen, skal man helst kunne nyde og tage imod - man har købt en billet og det er vores opgave at levere en forestilling, som forhåbentlig bliver en oplevelse. Det er derfor vi er der. Men en forestilling er faktisk ikke hel, før der kommer publikum på - det er som regel først, når der kommer folk i salen, at der for alvor opstår magi.

Så selvom det er os lyset skinner på i de timer, en forestilling varer, er mørket i salen ingen mur men i aller højeste grad levende og "hvad salen er ladet med" kan mærkes.
Der er faktisk tale om ægte kommunikation. Tovejs.
Måske kan det være værd lige at skænke en enkelt tanke næste gang, man sidder og gemmer sig i ude mørket?

Marie Degener

Whoopsadaisy!

2008-04-24T19:04:00.006+02:00

Så gik starten på sceneprøverne på TOSCA.

I dag i kostume og sminke (i sangermund: kost og mask). Formentlig fordi tiden er knap op til repremieren tirsdag d.29 april, skulle der ved dagens prøve også tages friske fotos. Kost og mask og foto, står der på vores prøveplan. Så for visse nye i koret, var dette blot anden gang på scenen, - og så i mørke. Sædvanligvis har vi mindst én ”tur” på scenen i arbejdslys, hvor vi så at sige akklimatiserer og vænner os til det ny rum, en ukendt scenografi udgør.

I første akt – i kirken Sankt Andrea della Valle, er der kirkeskole for drenge og ynglinge (Det Danske Drengekor og Operakorets sopraner og tenorer). Hér skal vi i nogenlunde aftalt kaos stimle sammen omkring sakristanen, som vil fortælle den glædelige nyhed at Bonaparte er slået. Bonaparte er nok slået, men dét vi i vores kåde ungdom hæfter os mest ved er, at det giver anledning til en stor fest! Jubel og dans i sigte!

Scenografien til TOSCA må siges at være yderst krævende for vore teknikere. - En masse sortklædte, top professionelle ”muldvarpe”, diskret bevægende sig på bag scenen, imellem aktive og passive sætstykker, lianer af ledninger og med messende ordrer i headsettet, hele tiden parate til at agere i deres bag-scenografi. . En forestilling vist fra denne/deres vinkel, ville måske ikke lyde af så meget (opera), men der ville være en del at følge med i for beskueren! Og i en opsætning som denne, burde dé i sandhed modtage publikums applaus efter hver eneste forestilling. For uden deres, for publikum usynlige, arbejde, ville vi slet ikke kunne sætte så avancerede forestillinger på plakaten.

Om lidt er der så nedtælling til entré.

I kulissen ventes alert på indgangssignal. Man er ikke spændt og nervøs, bare nøgternt klar over, at adrenalinen pisker lystigere rundt fra det øjeblik man træder ind på arenaen. Stolene skal om lidt anbringes på usynlige mærker på gulvet i en hast, ingen skal snuble over hinanden og alt skal ske med "snorlige" koreografi. Solisten klapper i hænderne = vores cue og: ACTION!

Forinden, via disse smarte kommunikation headsets, er der givet tegn fra signaløren til galleriets teknikere om, at hejse det på gulvet liggende lærred fra vandret til lodret! I løbet af få sekunder omdannes Cavaradossis gulvmaleri, til en hængende udsmykning i kirkerummet. På så kort tid som det tager at sige TOSCA! er rummet og dets atmosfære forandret på behændigste vis. (Det skal opleves).

I dag bliver lærredet liggende. På første kost og mask m. foto flytter oliemaleriet sig ikke. Vi er en kollektiv organisme og tænker hurtigt ens: vi fortsætter denne helligbrødsgerning og bestiger slet og ret maleriet, og lader musikken flyde og vi med den. Ind til den jubelscene, vi skal kunne med overbevisning om en uge. 40 sjæle, 1 tanke :Vi tager lærredet i besiddelse og tror os sikre på rammen.

Og alt havde været fint og trygt, hvis det ca. tredive x to meter store, stærke stof under os så bare var blevet liggende, men…..WHOOOOOPSADAISY!! For én gangs skyld er der støj på headset-linien og den altid upåklagelige kommunikation svigter et nanosekund. Nogen har givet signal og oliemaleriet flyver med hast og kraft baglæns og op. Dét der skulle være en stående jubelscene bliver med et penselstrøg forvandlet til klumpagtig forslåethed og forskrækkelse blandt de faldne. Ung som yngre ligger vi hulter til bulter, som tvivlsomme blandinger på paletten..

Det kan ske - den slags. Den slags hændelser som viser at opera er live og ikke efterredigeret. Alt kan gå galt, men gør det næsten aldrig, - takket være bl.a. vore teknikere!

Jeg er alligevel glad for, det ikke skete under en forestilling. Jeg tror et kollektivt GIB, ville være gået gennem salen. Nu ku jeg i al privathed konstatere, at jeg ved, hvad det vil sige, at tæppet bliver revet væk under en.

Hanne Bremholm

Hvem ka' - ka Katla?

2008-04-21T17:18:00.005+02:00

At drager er noget Fanden har skabt, kan man måske godt forestille sig.. I hvert fald er de sjældent særlig populære. Men der er nu et eller andet med drager og godt drama...Forfatterne kan jo sagtens: Med fantasi og blæk kan man skabe skrækindjagende uhyrer, som man kan kæmpe mod, vinde over og få prinsessen og det halve kongerige - skatten, ringen, magten over verden eller fred i Nangijala. Men hvad gør man så, når det gode drama skal sættes i scene? Jeg tror ikke, der er mange instruktører, som bliver barnligt begejstrede over at skulle kæmpe med en drage. Følgelig er dragerne i teaterverdenen en udrydningstruet art.

Nu er det jo ikke bare fordi dragerne udgør et praktisk problem på samme måde som heste og elefanter. Man kan selvfølgelig forestille sig, at en rigtig drage ville være ret besværlig at have på scenen for ikke at sige brandfarlig. Men vi må jo nok - heldigvis eller desværre - gå ud fra at drager ikke findes, og at man derfor er henvist til muligvis tamme kopier, men dog mere tilregnelige (hvilket kan være meget rart, når man ikke hedder sct. Jørgen eller er hobbit).

Da jeg var otte, så jeg Siegfried i Århus. Min første rigtige operaoplevelse. Jeg havde fået fri fra skole dagen efter, fordi det ville blive sent, før vi var hjemme igen, det var en stor aften og jeg var solgt!! Altså lige indtil Faffner kom på scenen og var et stort, blodigt hjerte! Ærlig talt!! Selv en så enkel symbolik er ikke noget man værdsætter, når man er otte år og bare gerne ville have haft et ordentligt gys.

På konservatoriet har jeg været med til at lave uddrag fra Tryllefløjten, hvor Tamino løb forvildet rundt med en gummislange om armen, hallucinerende og frådende på stoffer, flygtende fra sine indre dæmoner. Stadig ingen drage!! På Den Fynske Opera til opførelsen af samme opera var dragen reduceret til et levende stykke stof, der greb ud efter Tamino som en slags kæmpestor amøbe. Heller ikke sådan rigtig en drage, vel?

Nu, som voksen og vikar i Det Kongelige Operakor, hvor vi opfører brødrene Løvehjerte, alle tiders elskede skandinaviske klassiker, er dragen stadig så lille, at den er svær at få øje på: Katla er et lille tøjdyr på sufflørkassen. Nutidens Harry Potter-imprægnerede børn må tænke på Hagrids velgørenhedsprojekt, drageungen Norm, som sandt for dyden ikke er særlig livsfarlig. Endnu da.

Selvom det antydes at Katla også er ude i salen og bag kulisserne, tror jeg altså at gyset udebliver. Snydt grønært.

Måske kunne alle landets scener gå sammen og lave en sammenskudsdrage, som så kunne gå på omgang? Eller man kunne opfordre fiffige iværksættere til at lade fremstille en drage, som man kunne leje ud? Burde i det mindste ikke nationalscenen råde over en ordentlig drage?

Men jeg giver mig; Når alt kommer til alt, hvis ikke man kan få et ordentligt skur af en skræmmende ildsprudende djævel, er det måske bedre med antydningens kunst end en halvhjertet papmaché-drage. Og i disse sparetider - hvem har så råd til at holde drager?

Marie Degener

2008-04-15T22:29:00.004+02:00

*Klik på billedet og se flere af Michael Bennatis forestillingsfotos fra Tosca ('06)

Tosca er tilbage.
Tak for det.

Tak for musik som taler til hjertet.
Tak for musik som er skrevet, så man kan synge med hver fiber af sin krop.
Tak for fantastiske arier.
Tak for drama som medriver og rører.

Tosca er tilbage.
Tak for det.

Anna Julie Brønholt

Forbandede foresyngninger... (3/3)

2008-04-05T08:52:00.007+02:00

(...fortsat...)
For os, som til daglig arbejder i koret, bliver der også et personligt aspekt til næsten alle konkurrencerne. Her kommer assistenterne nemlig i spil!

Vi er nogle, som supplerer de fastansatte i koret. Enten som timeansatte på enkelte opsætninger eller på fuldtidskontrakter i kortere eller længere tid.

Og når en fast stilling så bliver opslået, står mange assistenter på spring.
Man skal stå foran dommerpanelet, som er den ledelse man i forvejen arbejder under til daglig og de kolleger, som man arbejder ved siden af hver eneste dag.
Og så skal man bedømmes. Er man god nok til at få fast ansættelse – til at få lov at fortsætte det arbejde man i forvejen udfører?
Eller kommer der en udefra som synger bedre?
For naturligvis skal den bedste sanger tilbydes stillingen.

Men det kan også forekomme temmelig mærkeligt, at personer som har været anset for gode nok til at udføre arbejdet i en periode pludselig ikke duer mere.
På den konto mister man ind imellem kolleger, som har arbejdet i koret flere år i træk.
Dette kan ske, fordi der er en skik med at ansætte folk på årskontrakt. Og nogle kommer så på kontrakt igen og igen år efter år – mens man venter på...hvad? En der er bedre? Hvis man venter længe nok, skal der nok komme en.

For mig selv er situationen lige nu den, at vi er tre assistenter i altgruppen, som er ansat på kontrakt i vikariater. Om en måned skal vi alle tre til konkurrence om én stilling. Vi skal konkurrere mod nogen, som til daglig er gode kolleger. Vi skal stille os op foran vores øvrige kolleger og bevise vores værd. Vi skal konkurrere mod alle dem, som kommer udefra – og det kan meget vel være en af dem, som løber med jobbet.
Forbandede foresyngninger...

Anna Julie Brønholt

Forbandede foresyngninger... (2/3)

2008-04-05T08:49:00.006+02:00

Et nedrigt vilkår ved vores branche, som er meget svær at komme uden om, er konkurrencerne.

Mange sangere har skabt sig en tilværelse ved at sammensætte forskellige deltidsjobs. Fx. som freelance sangere og undervisere forskellige steder.
Nogle lever også udelukkende af at synge – bliver ansat rundt omkring her til en koncert, der til en opsætning på en af landets operaer – og er i kortere perioder herimellem på supplerende dagpenge.

Jeg kender ingen kunstnere, som ikke vil arbejde.
Alle er faktisk sultne efter arbejde – dog tillader vi os at have en præference for at arbejde inden for vores eget fag. I vore dage lader dette til at være en uhørt og udskældt luksus, gerne at ville arbejde med det, man er uddannet til (på meget dyre skoler betalt af staten), har brugt timer, dage, år, blod, sved og tårer på at øve sig på (og det bliver man i øvrigt ved med resten af livet) og brænder for.

Der findes meget få fuldtidsstillinger som sanger i Danmark. Så når de professionelle kor holder konkurrence om en stilling, er der altid stor interesse.

Og nogle kommer tilbage gang på gang. Bliver ved med at sætte sig selv i den ubehagelige situation det er, at stå over for nogle dommere og skulle bevise sit værd som sanger. Det er meget svært at adskille fra sin person – det er ikke blot en færdighed at være sanger, det blandes ind i sjælen.
Blot for gang på gang at måtte konstatere, at igen var der en anden, som sang endnu bedre og løb med stillingen.

Musik burde ikke handle om konkurrence. Al kunst skal røre og flytte menneskene, fortælle dem om tilværelsen. Nogen har noget på hjerte og prøver at sende det videre til de andres hjerter.

Men der skal jo brød på bordet og huslejen skal betales. Og den bedst egnede til stillingerne skal på en eller anden måde findes.
Derfor er der konkurrencer og foresyngninger, og derfor stiller vi op til dem.
Forbandede foresyngninger...

Anna Julie Brønholt

Forbandede foresyngninger...(1/3)

2008-04-05T08:45:00.002+02:00

For tiden er der konkurrencer om en del stillinger og årskontrakter i Operakoret. Om en måneds tid for sopraner, alter og basser; i går var der tenorkonkurrence.

Det hele foregår i en af prøvesalene på operaen.
I midten af rummet står et flygel. Et sted i nærheden skal ansøgeren stå og synge.
Derfra har man udsigt først til dommerpanelet som sidder ved et langt bord nogle meter væk og kigger på én. Á la setuppet i X-factor – bortset fra, at dette dommerpanel i går bestod af 11 (!!) personer. Ud over operachefen som selvfølgelig byder velkommen til hver enkelt ansøger og i øvrigt styrer slagets gang, var der i går yderligere fem fra ledelsen, herunder Operaens chefdirigent og korets to syngemestre. Desuden sad der fem fra korets tenorgruppe i panelet.

Men fra pladsen ved flygelet har man udsigt til endnu flere mennesker bag ved dommerpanelet, som man måske godt kan undre sig lidt over, hvem er. Det er simpelthen nysgerrige og interesserede korister! Jeg var selv til stede som sådan til tenorkonkurrencen i går.
Vi tager naturligvis ikke del i bedømmelsen – dommerpanelet voterer alene. Men vi kan sidde med under selve foresyngningerne og lytte.
Og ikke mindst prøve at sende ”good vibes” til de ansøgere, vi kender.

For sangermiljøet i Danmark er ikke større, end at man altid kender nogle af dem, som kommer og synger for. Det kan være meget rart at blive mødt af et smil fra en, som ikke skal bedømme én, når man står på skafottet til en af de forbandede foresyngninger...

Anna Julie Brønholt

Hjælp! Jeg er en fisk!

2008-04-02T16:24:00.006+02:00

Mens Enken stadig danser vals og Løvehjerterne banker for retfærdighed i et liv efter døden, er vi ved at runde en forestilling af, som er blevet lidt et hjertebarn for os; Der er nu kun en enkelt forestilling af Dvoraks Rusalka tilbage. Et eventyr til dels bygget over H.C. Andersens "Den lille havfrue". Operaen synges på tjekkisk.

Når en forestilling kører, føles prøveforløbet meget langt væk, og pludselig kan alt det vi gik op i, hidsede os op- og ned igen - over, virke som bagateller...
Ikke desto mindre gik bølgerne ind imellem højt undervejs i den lille skovsø som danner rammen om forestillingen.
Når en flok (kor)sangere får uddelegeret forskellige opgaver i en forestilling, går "reservesystemet" som en konsekvens heraf også igang. Det vil sige, når én har en særlig opgave, skal der være andre der kan overtage den opgave, hvis vedkommende bliver syg. Det skal så til gengæld være folk, der ikke laver noget andet vigtigt på pågældende tidspunkt. Dette kan til tider blive lidt af et puslespil.

I Rusalka er der f.eks X antal havfruer, der skal dukke op af vandet og synge på bestemte tidspunkter. Først er der de 3 solist havfruer, nogle skønne sild, som synger nogle fantastiske ensembler og har optjent retten til egen hale. Disse kører deres eget løb og har Gud ske lov været sunde, raske og velsyngende hele forløbet igennem. Der var nemlig ikke nogen til at hoppe i(nd) for dem. Dernæst en flok kor-havfruer, som skal dukke op af scenegulvet ind imellem, og her har vi A-havfruerne og B-havfruerne som til forestillingerne dog er blevet blandet i skøn forvirring som konsekvens af netop reservesystemet og behovet for indspring... Bedst som man troede, man skulle være bonde, kan man altså pludselig skulle være.. tja.. fisk. Eller det der ligner.

Korhavfruerne har ingen hale (underkroppen ses ikke, så halen må man tænke sig til -)men både A og B-havfruer er til gengæld blevet udstyret med eget blåt hår, blå øjenvipper, dertil dragt i form af stramtsiddende kropskondom med blå, grønne og brune pletter som ved et nærmere eftersyn kan minde om den form for silkemaling der var på mode i div hobbyrum og aktivitetscentre engang først i halvfemserne... Det lyder ikke kønt, og måske ikke som noget man havde drømt om at se sig selv i, men er ikke desto mindre overraskende effektfuldt. (Læseren kan nok selv med lidt fantasi tænke sig til nogle af de spændende udtalelser det har givet anledning til jvf tidl. blog "Om alt det man siger")

Udover havfruetjansen, som nogle har, skal der bæres stole og borde ind, Rusalka skal have sko, hun skal have en kjole på, sat hår, nogle skal danse.. og i sidste akt skal der sidde en flok kvinder på scenen og se livsttrætte ud, noget man kan mene, man ikke behøver reserver til - men ak, de livstrætte vampyrdamer skal på cues i musikken rejse sig, skifte stole og enkelte følge en mand ud på forscenen, kysse ham og skubbe ham i vandet...altsammen noget, hvor vi må kunne rotere og springe ind for hinanden ..
Dette kan medføre en vis mængde stress og hovedbrud for alle parter: For dem, der skal udføre opgaverne uden at rigtig have prøvet det nok, eller som efter at have sendt stille bønner til vejrs om, at den, de skal hoppe ind for, aldrig, aldrig, aldrig bliver syg pludselig alligevel en aften ser deres navn på tavlen, - og for de stakler, der skal have puslespillet til at gå op både under prøveforløbet og før hver forestilling.

Dette er bare en lille ting af mange, der skal lykkes. Noget andet man kan have meget sjov med er at få sminke og omklædning koordineret, så det ikke tager alt for lang tid. I Rusalka skal man, når man er havfrue og har været på scenen som sådan i første akt, have det hele af, i bondekostume uden sminke, som man så skal på scenen i. Derefter skal man udaf bondetøjet i en vis fart og have hele havfruegearet på igen. Der er tæt trafik og fart på i overhalingsbanen op af trapperne fra scenen til garderoberne, når vi kvinder på ganske kort tid skal forvandles enten til havfruer eller eks-havfruer (vampyrer), dømt til at dødskysse mænd for evigt.

Da Rusalka skulle søsættes, var det efter et heftigt prøveforløb, hvor vi havde skullet lære tekster udenad på et sprog, vi intet anede om, med cues, der blev ændret indtil sidste sekund, og sminke-rutiner, vi endnu ikke var helt fortrolige med, men vi gik på scenen til premieren med en følelse af, at dette var en forestilling, vi syntes om og glædede os til vise frem og leve med en tid. En forestilling, der byder på skøn musik, gammeldags teatermagi og eventyr uden dog nogensinde at blive Disney-agtig, og som vi med glæde kan konstatere faktisk aldrig er gået mere i fisk end det hele tiden var meningen den skulle..
Dog er det ved at være tid til at krybe på land igen - op til virkeligheden og nye udfordringer. Herom ved en senere lejlighed.

P.S. Der udloddes ingen præmier for at finde alle vand, fiske og hav-referencer i denne blog.

Marie Degener

Notes from the Wings

2008-03-31T17:12:00.003+02:00

Brødrene Løvehjerte - the World Premiere is now behind us. With reference to my blog of the 29th February, we now know where we were going, where we have come to - and I can divulge suspense was kept right up until the last moment on that score. It has been a little like walking in a thick fog for 8 weeks, patiently plodding on behind the person designated as leader who, like the leader of a tourist group, holds an umberella or a little flag above his or her head which we faithful followers try to keep sight of so we are in the right position when the fog lifts. It can consequently be a frustrating hike. And it is at moments like this when I am glad to witness a show like this from the wings as a reminder of why I like working in what can be a most frustrating but also a highly satisfying environment.

Once when the frustration overcame the satisfaction I accepted a job to work with the French Radio Choir. No stage rehearsals, no directors, no moving around, just the chorus, the score and the music. In Paris, however, a lot of the concerts we did, due to the dire concert hall situation there, took place on the stage of two of the major Parisian theatres, the Théâtre des Champs Elysées and the Théatre du Châtelet. And it was not long before I realised I acutally missed the buzz of getting ready for a show, watching from the wings to see how the audience received it, just being a part of a huge machine that has to run smoothly for about 3 hours to bring the spectacle before the public's eyes.

I was reminded of this at the premiere of Løvehjerte. Most of the rehearsals I had spent sitting in the auditorium, listening to and watching the chorus. At the premiere I had backstage conducting so I could not keep returning to the auditorium to catch up. I had to stay put backstage. The people I know that have seen it thought it was great but I would wager the show backstage is almost as good as that on stage.

People rushing off stage, to quickly change costume in one of the costume change booths hastily set up, to run round the set and await their next entrance; the technicians in place on stage, primed with radio receiver, to watch or listen for their signal to roll the elevated house set of the Løvehjerte brothers off to a side stage, whilst another set line up with cherry trees that must roll on in a matter of seconds before the curtain rises to reveal Kirsebæredalen; the stage manager calling remaining choristers down from their dressing rooms to sing off stage, statister coming off stage laughing with relief of a their first entrance well done, the conductor places the headphones on his head, for now he must conduct along to a tracker tape, so the orchestra, the recorded music and the three huge Taiko drums placed around the auditorium all manage to play together, the dry ice maching gets stuck as it is pulled back away from the stage and hinders the arrival of the Kirsebærdal fence, I realise my television from which I follow the conductor's beat offstage decides to turn itself off, one character hastily returns to a dressing cubicle - he has to wear the mask in this scene - another major character lines up to go on stage for the first time this night, having hastily exchanged good luck embraces with her colleagues, the new lighting state is cued, the front cloth rises, the show carries on.

Frankly, not all operas are like this. A closed set - a set with three walls, the fourth open to the public - is boring off stage. You can't see in. Consequently there is very little activity in the wings, apart from singers strolling around to find their next entrance. Standing in the wings on this show though, remind me of the excitement conjured up by all those old Hollywoods films about putting on "the show" where everybody is rushing down in a sort of organised frenzy, yet in a state of sudden sobriety able to perform marvels on stage. It's great - it's like being in the theatre.

Philip White

Hoveder på bloggen: Ove Mynderup (4/4)

2008-03-26T08:55:00.015+01:00

Her i det sidste afsnit af interviewet med Ove Mynderup fortæller han lidt om sit liv rent privat.

- Hvad er dine interesser ud over musikken?
Jeg nyder at lystfiske. Jeg har i alt haft 5 forskellige både fra 10- 35 fod, m/u trollingssystem.
Jeg har en personlig oplevelse jeg med fornøjelse vil fortælle:

Vel nok verdens bedste syngemester gennem tiderne, Norbert Ballatsch, blev i 2002 inviteret hertil for at coache Operakoret gennem Lohengrin og i 2004 gennem Mestersangerne.

Ove som Edle i Lohengrin

Hvilken oplevelse og inspiration! Og Operakoret kunne honorere hans strenge krav, hvilket han roste meget.

Jeg fandt ud af, at jagt og fiskeri var han store interesse. Jeg inviterede ham med på fisketur - og hvor det glædede ham! Da han kom i maj måned, var det oplagt at fange hornfisk ved Kronborg. Han inviterede dagen efter til middag i teatrets gæstelejlighed i Valby. Kogt/stegt hornfisk på flere måder.

Anden gang ville han gerne med igen. Da det regnede meget den torsdag, vi havde aftalt at mødes i Helsingør, tænkte jeg, at det ville være en god ide at fange fladfisk på sandbund ved Kronborg. Succes! Succes! Balatsch havde også her talent! I løbet at 2-3 timer fik vi ca 40 skrubber / rødspætter. Vi tog hjem til mig. Han og jeg gjorde dem i stand, og min kone stegte. Dertil lidt hvidvin. Jeg fik begge gange et personligt brev og invitation om at komme på besøg i Stiegengasse, Wien.

Norbert Ballatsch på fisketur.

- Hvad er dine fremtidsplaner?
Mine fremtidsplaner er at synge for folk, enten ved underholdning eller kombineret med foredrag. Det fylder en hel del og giver mig en del glæde..
De sidste 20 år har jeg arrangeret julekoncerter i Helsingør Domkirke for Rotary, sammen med min gode ven og studiekammerat, domorganist Bo Grønbech.

Hvad jeg nyder mest for tiden, er den nære kontakt til naturen her i Munkerup ved Gilleleje, hvor jeg har boet det sidste års tid. Med 100 m til stranden går vi dagligt der med vores hvide samojedhund og skuer over mod Kullen. Livskvalitet!
Min kone gennem snart 40 år cykler masser af ture i det naturskønne område. Fantastisk. Også min interesse med at fiske fra min motorbåd nydes i fulde drag

Jeg har stor glæde i at dette publiceres på bloggen i forbindelse med at jeg d. 31.3 (dagen før aprilsnar!) fylder 60 år. Det vil blive fejret med 2 døtre, svigersønner og 4 børnebørn, nærmeste familie og venner.
Den 1.april pønser jeg på at fejre dagen med kollegerne i pauserne i Brødrene Løvehjerte.

Kors hvor løber tiden stærkt! Jeg føler mig indeni som den dengang jeg, som 27-årig begyndte i operakoret. Hvor har jeg oplevet meget her på teatret! Jeg kan mange historier. Overleveret eller selvoplevet. Det kunne fylde en del i en ny blog.

Og nogle af Oves historier vil du senere kunne møde her på bloggen; med sine 33 år på bagen i Det Kongelige Operakor er han er en sand guldgrube af beretninger om teatrets godtfolk. Bl.a. har han haft Mikael Melbye som påklæder! Men den historie kommer en anden gang.

Et stort tillykke med de 60 år d.31.3., Ove!

Foto: Martin Mydtskov

Ove Mynderups hjemmeside: http://www.mynde.dk/

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Ove Mynderup (3/4)

2008-03-26T08:33:00.017+01:00

Ove har altid haft mange jern i ilden ved siden af arbejdet som korsanger, og har bestemt ikke ligget på den lade side rent solistisk:

- Har du sommetider solistiske opgaver på Operaen?
Jeg havde en del, da jeg var fastansat. Min første rolle var som 2. fange i ”Fidelio”, midt i ”Fangekoret”. Da jeg var nyansat og uerfaren, var jeg lidt nervøs, så jeg er sikker på at samtlige 1200 publikummer på den gl.opera , kunne se at jeg ”rystede i knæene”, da jeg havde korte bukser på.
Derudover har jeg spillet Kokkepigen i Kærligheden til de 3 appelsiner, Harniskklædt i Tryllefløjten, Vægteren i Maskarade, som jeg overtog efter min lærer Jørgen Klint og Fangevogteren i Tosca.

Ove som Kokkepigen i Kærligheden til de 3 appelsiner. 1998.

Munken i Don Carlos var jeg dog mest glad for.
På eget initiativ satte jeg mig for at lære partiet. Det lærte jeg primært på togrejsen Espergærde- København (Kystbanen.)
En skønne dag kom det mig for øre, at rollen var sygdomsramt. Jeg sagde til daværende operachef Elaine Padmore, at jeg havde lært mig partiet. Hun lyttede på min foresyngning, og i flere år sang jeg derefter rollen. I den nyeste opsætning på DKT, ville jeg have været parat til at springe ind, hvis ikke Kasper Holten havde kædet munkens parti sammen med storinkvisitorens.
Der var ellers brug for afløsning i den opsætning, som var meget ramt af sygdom.

Ove i sin yndlingsrolle som kejser Karl V, der abdicerer for at blive munk.

Har for øvrigt ”reddet” aftens forestilling et par gange i min tid: Som Herold i ”Drot og Marsk” og som Harniskklædt.
Jeg skulle springe ind som Harniskklædt ca. 5 år efter at have sunget partiet med den gamle tekst af Jens Louis Petersen. Den nyeste er som bekendt af Karen Hofmann. Jeg havde kun en eftermiddag til at fortrænge den gamle tekst - ikke sjovt, men det gik. Begge gange har jeg fået en ”dusør” med et pænt takkebrev fra selveste teaterchefen.

- Har du solistisk virksomhed udenfor Det Kongelige Teater?
Den første solistiske opgave efter jeg var flyttet til hovedstaden, var ved en scenisk opførelse af ”Eugen Onegin”. Jeg sang Gremin. De andre roller var besat af kolleger fra operakoret, min garderobe-kammerat, Palle Kibsgård sang Onegin. Lisbeth Reinholdt (nu sufflør på Operaen)sang Tatjana. Bodil Øland sang Olga.
Engang var jeg med til at lave en udendørs operaopførelse af ”Den skønne Helene” på Svenstrup Gods.

For en del år siden dannede 9 mænd fra Operakoret ”De Kgl. Svende”. Første år var vi på turné i Danmark, så Færøerne, året efter Island og til sidst USA.. Turnéen forgik altid i starten af juni, når sæsonen sluttede på teatret, og vi var i en 14 dages periode gode til at kombinere arbejde og ferie...

De kgl. Svende. En legende 1986-1990. 10 herrer + Steen Lindholm. Turné: Danmark, Færøerne, Island, USA. (Forløber for de 3 kgl. tenorer) Ove øverst th.

Nu laver jeg en del foredrag om mit lange sangerliv og underholder i forskellige sammenhænge, hvor jeg er glad for at være i stand til at kunne akkompagnere mig selv.
Jeg har udgivet 2 CD´er med titlerne: ”Only Love” og ”Operaperler & Spirituals.”
Se mere på min hjemmeside: http://www.mynde.dk/

- Har du eller har du haft arbejde inden for helt andre brancher?
- Egentlig ikke. Det er det eneste jeg kan.
Men som korleder har jeg virket ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør og nogle år ved Fredensborg Slotskirke, og har holdt 25 års jubilæum som lærer på en musikskole.

Da jeg blev pensioneret fra Operakoret som 55-årig, fik jeg tilbudt et job som sanglærer på en folkeskole, men… DKT tilbød mig SAMTIDIG engagement i 5 forestillinger som assistent i koret. Jeg kunne ikke sige nej.

I fjerde og sidste afsnit med interview-offeret Ove Mynderup kan du læse om hans fremtidsplaner og hans interesser rent privat.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Ove Mynderup (2/4)

2008-03-25T07:07:00.009+01:00

Ove fortæller her om sin sangeruddannelse og vejen ind i Operakoret:

- Hvordan vil du beskrive din stemmetype?
Seriøs bas

Klar til Rigoletto. 2003.

- Hvornår vidste du, at du ville være sanger?
Som dreng var jeg meget høj sopran, og stillede op til mange konkurrencer i Nordjylland, hvor jeg stammer fra.
Jeg blev ofte bedt om at synge solo til bryllup etc. Engang sang jeg solo i domkirken. Jeg husker en dame sagde til min mor: ”De må for Guds skyld ikke pace drengen frem”. Min mor lovede, at det skulle hun da nok huske på.
Jeg gik til kor i ”Syngeskolen”, og i skolens kor var jeg ivrig indtil min stemme gik i overgang, netop som koret skulle på turne til Norske Ringkrinkastingen i Oslo. Jeg fik dog alligevel lov at komme med, men stemmen var på vej i dybden, så straffen var hård, da jeg måtte overvære koncerterne fra salen.

- Fortæl lidt om din sangeruddannelse...
Efter 3 måneders undervisning blev jeg optaget på konservatoriet!!
Min første sanglærer Jolanda Rodio skulle efter at have boet i Danmark tilbage til Schweiz, så hun anbefalede mig at søge ind på konservatoriet. Jeg kunne lige akkurat repertoiremæssigt ”dække” de forlangte 5 genrer.

Jeg begyndte i 1968, samtidig med, at jeg gik i 2.g på Ålborghus Statsgymnasiums musiklinie, hvor jeg var bedste ven og mangeårig studiekammerat med Poul Elming, indtil vore veje skiltes efter diplom-/musikpædagogeksamen i 1975. Han tog til Århus, jeg til København og søgte ind i Operakoret.
Forinden havde jeg foresunget i Hamburg for en agent ved navn Schulz.
Irma Mellergård og jeg blev tilbudt et job som Anfänger i Lübeck eller Kiel, vi kunne selv vælge.
Men jeg tog til København og Irma til Göteborg som solist.
Vi blev begge inviteret til Mozarteum i Salzburg og fik undervisning af prof. Janine Micheau.
Ove (th) til sangtime hos Ian Adam i London.

Fik for øvrigt et stipendium i 2.g, til et Carl Nielsen seminar i en uge på Krogerup Højskole i Humlebæk. Jeg blev ”dømt” til hver morgen i en uge til morgensang at synge: ”I solen går jeg bag min plov”.
Naturen omkring Humlebæk fascinerede mig meget, og jeg ønskede inderligt at komme til at bo i de omgivelser. Det skete i 1975 (der er mere mellem…). Jeg kom til at bo ca. 1 km fra Krogerup i Espergærde. Efter 24 år flyttede jeg til Ålsgårde og endelig sidste år til Munkerup (Mynderup i Munkerup).

Min kone, Anne-Grete og jeg går hver dag tur ved Munkerup strand med vores samojed-hund, Zacho.

Ove og Zacho

Anne-Grete er lige gået på efterløn. Jeg selv har lidt svært ved at geare ned. Dels er jeg lidt smigret over efterspørgslen på min 2.basstemme, dels er jeg stadig tændt af at synge opera.

I tredje afsnit kan du høre om Oves meritter som solist.

Anna Julie Brønholt

Hoveder på bloggen: Ove Mynderup (1/4)

2008-03-23T07:57:00.015+01:00

Som nyt hoved på bloggen kan vi denne gang præsentere en af Det Kongelige Operakors grand old men: Ove Mynderup.
Ove har været fuldtidsbeskæftiget i koret i 28 år, og er pensioneret. Men stemmen fejler ingenting, og han arbejder nu på 5. år som assistent i 2.basgruppen.

Ove som ung elitegymnast

Ove fylder 60 ved udgangen af denne måned, men er stadig en af de mere adrætte korsangere. Han fortæller her om en oplevelse fra Operaens opsætning af Lohengrin sidste år:

Instruktøren Peter Konwitschny efterspurgte lidt akrobatisk udfoldelse, kraftspring eller vejrmølle. Jeg regnede med at en mine yngre kolleger ville byde ind, men det skete ikke. Så tænkte jeg, at det var elementært, da jeg i de unge år dyrkede elitegymnastik på DM-niveau. Som sagt så gjort. Jeg sprang ind som den første efter duetten mellem Telramund og Ortrud i korte bukser og illuderede en kåd dreng på 12 år.

- Hvorfor valgte du i sin tid at søge en stilling i koret?
Ud fra et ønske om at leve af det man bedst kan lide!
Det var et indlysende mål fra studiestart, men der er jo ingen garanti. Jeg tog da også den pædagogiske uddannelse straks efter diplomeksamen fra konservatoriet, så var der noget at falde tilbage på, hvis det med scenen ikke lykkedes. Nå, det gik jo. Jeg tænker tit på, at jeg har været heldig, og er taknemmelig for mit livsforløb. Det er vel nok gået stærkt!
Til at begynde med havde jeg 3 år på heltids – kontraktansættelse som baryton, derefter 25 år som fastansat 2. bas. Nu er jeg assistent på 5.år.

Jeg er glad for at være i 2.basgruppen, da jeg er ”bedst på bunden”. Det er en mangelvare, hvilket gør, at jeg er efterspurgt både på Operaen og DR (sidste år var jeg medlem af koncertkoret).

Ove som han så ud i starten af sin karriere

- Hvad er det bedste ved dit arbejde i koret?
Natmaden!!! Jeg vil gerne rose min kone gennem snart 40 år for mange ting, men især for uden en eneste dag at svigte, at have natmad klar efter hver eneste forestilling!!!
Desuden sætter jeg kammeratskabet med kollegerne meget højt!

En stor oplevelse fra de senere år:
Jeg havde et stort ønske om at kunne opleve indvielsen af det nye operahus. Jeg er derfor meget glad over at have været med til indvielsen, med Roberto Alagna som Radames (Aida). Stort og berigende.

Ove som bøddel i Tosca - sminket til ukendelighed

- Hvad er det værste ved dit arbejde i koret?
Det er de ubekvemme arbejdstider, men det ved man jo når man starter. Det er en livsform som man lærer at leve med.

- Er der noget ved arbejdet, som du tror, andre vil blive overraskede over at få at vide?
Hvor lang tid det kan tage at sætte en opera op, fra start til slut, og hvor mange detaljer der kan være på alle områder, som skal afpasses med de mange special-afdelinger på teatret: Kostume, frisør, rekvisit etc.

Sminket som munken i Don Carlos – Oves yndlingsrolle.

- Har du/ har du haft andre funktioner end sanger på Operaen?
Jeg var i en kort periode formand for Operakoret. Det var da Operahuset på Dokøen var i støbeskeen.
Jeg deltog i mange møder, og spurgte til operakorets prøvesal (dimension og indretning). Teaterchefen kunne kun fortælle, at det ville blive amfi-opbygget. Resten vidste kun skibsredder Mærsk. Her havde været godt med lidt korrektion, som realiteterne har vist.

I næste afsnit af interviewet kan du læse om Oves vej ind i operakoret.

Anna Julie Brønholt

Nyt hoved på bloggen

2008-03-23T07:51:00.003+01:00

I serien Hoveder på Bloggen har vi overtalt nogle kolleger til at fortælle om deres sangerliv.
Du vil opdage, at Det Kongelige Operakor er en broget forsamling af mennesker med meget forskellig baggrund.
Det næste hoved på bloggen er Ove Mynderup. Han har nu været ansat på DKT i 33 år, og har en hel del historier med sig.
Vi bringer interviewet med Ove i anledning af, at han fylder 60 år d.31.3.

Anna Julie Brønholt

Enken - nu endnu gladere

2008-03-14T01:08:00.026+01:00

Ved de seneste tre Den Glade Enke-forestillinger på Store Scene har den musikalske ledelse været lagt i hænderne på den kun 28-årige, britiske dirigent Alexander Shelley.

Og dette har medført et ikke ubetydeligt, musikalsk boost til forestillingen. Enken synes at være gladere end nogensinde.

Med stor autoritet lykkes det den unge dirigent at få tæsket ny energi ind i Franz Lehárs velkendte operettemelodier.

Med det bemærkelsesværdige efternavn-sammenfald med en af Englands betydeligste, romantiske digtere skulle der kunstnerisk set ellers nok være rigeligt at leve op til. Men nu er det ikke just præstationsangst, der holder den unge kunstner tilbage. Med sikker hånd styrer han – sine 28 år til trods – den store orkestermaskine sikkert i havn.

I denne sæson skal han desuden dirigere Melbourne Symphony, Sveriges radiosymfoniorkester, Helsingborgs symfoniorkester, City of Birminghams symfoniorkester, Deutsche Radio Philharmonie, Rotterdam-filharmonikerne og BBC National Orchestra of Wales.

Nå, men tilbage til orkestergraven ude på vores egen operaø: De friskere tempi får operettetonerne til at sprudle, forestillingen får lettere ved at lette.

Og således er det i løbet af den seneste uge blevet endegyldigt bevist, at man sagtens kan have masser af god smag, selvom man på afstand ligner Helmut Lotti.

Ole Jegindø Norup

*Klik - og se flere fotos!

How to sing while crying?

2008-03-07T14:33:00.003+01:00

You don't. You can't. When you get that catch in your throat, it's hard enough to speak - but as we have all experienced, once the waterworks are set in motion, so the rest of the body surrenders itself to the emotion and renders any ordinary muscular movement impossible. Singing being a highly physical activity, it is one of the first things to go not only when the tears are in full flow, but well before.

A seminal event in my introduction to opera was being taken to a production of La Bohème. It was not the first opera I had seen. But I was taken regularly by a family friend to the London Coliseum, the home of English National Opera, and which has the largest auditorium of all the theatres in London. The friend's budget only stretched to the balcony seats, high up above the glitter of the stalls. The seats were far too narrow and most of the evening was spent moving one's legs from one angle to another in an attempt to keep the blood flow going and violent cramps at bay. It was also the melting pot for all the smells and heat that spiralled up from the 1500 bodies seated below us, so it was invariably stifling hot. Any attempt to follow the disembodied sounds emanating from the stage first had to be filtered from the horrendously noisy exhalation of air emitted from the flabby nostrils of all the overweight men who appeared to be tactically positioned around the balcony. At my first encounter with La Bohème however all these distractions paled into insignificance and as the curtain came down on the last act I had the very urgent desire to sob my heart out. To exit from the balcony of the Coliseum entails descending a very long staircase amid a throng of people and I and the friend tended to save any remarks about what we had just seen until this had been safely negotiated and we were safe outside in the fresh air. Boy, was I relieved on that evening. Nobody else seemed to be sniffing nor staring doggedley into middle distance to forestall the dropping of any tell-tale tears. What WAS up with me? I mean people are dying all the time in opera, aren't they? I was a boy, 14 years old, and totally smitten with the death of this soprano on stage and her abandoned boyfriend. Gee, how embarrassing!

And yet some years later I remember playing for the rehearsal of the exact same scene at Music College. The dying soprano started blubbing uncontrollably and immediately affected everybody else around her. Rehearsal abandoned due to emotional attack!

Today we had a first runthrough from beginning to end of Brødrene Løvehjerte and much the same thing happened. There is little worse than the contemplation of the death of other children, let alone one's own. In my case, the death of children used to affect me little more than lots of other traumatic, highly charged events might have done. Now having two of my own, whether it is watching a film, a news item or reading a book, I involuntarily make the association between the dilemma of the unknown children I am learning about and my own. The opening scene of Løvehjerte, which we heard and saw for the first time today, draws the audience in to the bedroom of two young brothers trying to come to terms with the fact that the younger is mortally ill and will probably die before his 10th birthday. It is not for the faint hearted. By the time you have lived with them through their adventures in Rosendal, having to let go of them is all the more hard. So when we got to the end of the piece, I have never seen so many people visibly moved in a rehearsal situation in my life.

And before any cynics out there are writing this off as the result of a bunch of "luvvies" having a communal "sob in", go buy a ticket and try it yourself. Referring back to the last blog, you try the Test of Chapter One. Opera Chief Kasper Holten has often referred to the opera house's role in society as a fitness centre for emotional wellbeing. Today's rehearsal certainly lived up to that ideal.

Philip White

And introducing ..............

2008-02-29T16:27:00.004+01:00

Not that long after I arrived in Copenhagen, we were discussing the coming seasons' operas and for the 07/08 season there was to be a new Danish opera, entitled Brødrene Løvehjerte (the Lionheart Brothers). Unless I was mistaken, there appeared to be a more than the usual tingling of excitement amongst my colleagues when this one was mentioned. I tended to regard this new opera with the same wariness I regarded all new operas: that of one who has to tread forward in the dark, not knowing if firm ground will break the fall of one's step or whether a step forward will result in a descent into the abyss . At least with Poul Ruder's Processen I had heard of Kafka.

My quizzical look having been noted around the Department it did not take much time before some one took it on himself to enlighten me and introduce me to what I now understand to be one of the most sacred books in Scandinavian literature. My rather elementary Danish was even considered good enough that I be offered the book to read with the solemn warning: You won't get past Chapter One without crying. I looked. This was the Vice Opera Chef speaking to me ....in all seriousness.

A few weeks ago we were sitting in the Sang og Orkester rehearsal for Den Glade Enke(the "Sitzprobe" : where we all gather to sing through the opera we are currently rehearsing together, for the first time with orchestra in the orchestra's rehearsal room). It is customary to amuse oneself when not having to sing, by reading: a magazine, the paper or a book. At one point I turned to see a chorister getting started on Brødrene Løvehjerte - I smiled in acknowledgement - the fifth time I've read it, said the chorister. Ah, I thought, so you've got past Chapter One then and survived. Two of the soloists completed their duet and I turned around again. Despite having read the book five times, Chapter One had clearly had its effect again, as the said chorister was convulsed, mopping up streaming tears with the aid of a hanky.

Now we are in full flow with the staging rehearsals for this new piece. It has been composed by Joachim Holbek, more widely known for his work with TV and film music such as Riget, Manderlay and Breaking the Waves. This is his first opera. It is directed by Katrine Wiedemann. It is also her first opera. And at the moment we're at the stage where we are not quite sure what direction we're going in.

It often happens at this point in the rehearsal process: directors are for ever trying out new ideas, visualising new possibilities :

"What if ...."?,

"Can we just try ......?",

"How about .....?"

"Can we go back to the previous version?"

"The one where we turn on 3, look on 4 and sing on 7?" we cry.

"No, on the horn cue.............."

"There are three....."

"You will only be able to hear two" interjects the conductor trying to be helpful.

"Sorry, do I thrust my spear on 5 or 6?"

"You all thrust it on 4"

"But it's on 2 now, that first bar was cut"

In addition, with new pieces there are often rewrites: the composer rewrites bits of the music, changes things around, makes cuts, may be adds bits, who knows? What seemed a good idea at the time, in practice, just doesn't work.

With the benefit of hindsight, the premiere over and the piece now a stalwart in world musical theatre, to follow the bumpy ride toward the premiere in Paris or New York - the rewrites, cast walk outs and sudden deaths - makes for exciting reading. Where the number of new pieces any opera house puts on in a season rarely exceeds one these days, the opera singer can easily feel unsteady in the unchartered waters of a new piece. With the tried and trusted Traviatas and Bohèmes, despite any insecurites a director might create in his rehearsals, the singer can usually rely on the unflinching backup of the black dots on the white piece of paper - the Score - which can be stroked, cosetted and held to his bosom for moral and emotional support like a loyal friend.

But Løvehjerte is not tried and trusted. Not yet. And, as yet, we are not sure where our next step forward will take us.

Philip White

Korkonkurrence

2008-02-21T12:01:00.010+01:00

Det Kongelige Teater afholder korkonkurrence

Den 4. april 2008 afholdes der konkurrence om 2 ledige stillinger i Det Kongelige Operakors 1. tenorgruppe.

Den 4. april 2008 afholdes der konkurrence om 1 ledig stilling i Det Kongelige Operakors 2. tenorgruppe.

Den 6. maj 2008 afholdes der konkurrence om 1 ledig stilling i Det Kongelige Operakors 1. altgruppe.

Den 7. maj 2008 afholdes der konkurrence om 1 ledig stilling i Det Kongelige Operakors 1. basgruppe.

Den 7. maj 2008 afholdes der konkurrence om 2 ledige stillinger, samt et årsvikariat i Det Kongelige Operakors 2. basgruppe.

Den 8. maj 2008 afholdes der konkurrence om 1 ledig stilling i Det Kongelige Operakors 1. soprangruppe.

Alle stillinger ønskes besat pr. 12. august 2008.

Ansættelse finder sted i henhold til Fællesoverenskomst for Det Kongelige Teaters kunstneriske personale samt Protokollat mellem Det Kongelige Teater og Foreningen Det Kgl. Operakor for Operasangere i Operakoret. De første 2 år er prøvetid med én måneds gensidigt opsigelsesvarsel.
For alle stillinger gælder, at aflønning fastsættes efter anciennitet og udgør mellem kr. 22.613,67 og kr. 32.002,08 pr. måned (niveau 1.4. 2007). Pension ydes efter gældende regler.

De obligatoriske opgaver er:
To koropgaver samt én ud af 2 soloopgaver, samt en selvvalgt arie. Af nodematerialet vil det fremgå, hvilket sprog de obligatoriske opgaver skal synges på. Alle opgaver skal synges udenad. Der kan evt. blive prøvet i primavistasang.

Nodematerialet til de obligatoriske opgaver og tilmeldingsblanket fås ved skriftlig henvendelse - med oplysning om stemmetype, navn, adresse og telefonnummer - til Det Kongelige Teater, Korregissøren, Postboks 2185, DK-1017 København K.
- eller til korkonkurrence@kglteater.dk

Noder og tilmelding kan også hentes på adressen http://www.kglteater.dk/korkonkurrence

Nodematerialet vil være tilgængeligt fra og med d. 29. februar for tenorer og fra d. 1. april for de øvrige stemmegrupper.

Tilmeldingsblanketten bedes fremsendt til Det Kongelige Teater, Korregissøren, Postboks 2185, 1017 København K, eller til korkonkurrence@kglteater.dk
senest mandag den 25. marts 2008 kl. 12.00 for tenorer, 22. april for de øvrige stemmegrupper.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingerne.

Læs mere om Det Kongelige Teater på www.kglteater.dk

Vanddepri [III. del]

2008-02-15T16:43:00.015+01:00

Fotos: Michael Bennati Schou - klik og se mange flere!

[Fortsat...]
Man siger at tanker er skabende, men jeg har ofte stået på Nyhavn og sendt positive tanker over til 903'erens gule teltdugstag, som man lige akkurat kan se ovre ved Operaen, uden skabende resultat.

Der ligger den så mageligt og venter på at der skal komme nogle passagerer den kan tøffe over vandet. Positive tanker hjælper ikke. Det gør negative heller ikke. Eller Movia. Faktisk må man bare stå og vente til der dukker en båd op.

Oftere end tit kommer den lille båd så tøffende samtidig med den store, som skal gå hvert 20. minut, så man, når man står blåfrossen efter at have stået i stiv blæst og ventet i 25 minutter på en båd, har den udsøgte luksus at kunne vælge, om man vil med den lille båd eller den store...

Det er også hændt at pendulet har forladt sin bane og er gået i stå et helt andet sted, og så kan man stå på Nyhavn og kigge langt efter båden som ikke sejler nogen steder, men ligger lige overfor, ovre ved Christianshavn, og - antager jeg - holder frokost eller kaffepause. Mærkeligt pendul.

Der er desuden ingen måder, hvorpå man kan få dens opmærksomhed. Intet flag man kan hejse, ingen morsekoder eller for den sags skyld et nummer man kan sende en sms til for at sige, at man altså står på den anden side og venter.

Der står man så. På den anden side af vandet, få hundrede meter fra sin arbejdsplads og kan ikke komme nogen vegne. Er man først ved Nyhavn, vil det som regel være for sent at komme derud på andre måder end med båd.

Kunne man ikke overveje at stille nogle vandcykler til rådighed for de ansatte ved Operaen?

Men det bliver jo altsammen bedre når vi lige om lidt får en bro.. En bro, der vil bringe Operaen tæt på resten af byen, som går lige over vandet og gør Operaen umiddelbart tilgængelig fra centrum. For sådan én får vi da, ikke?

Vi glæder os!

Marie Degener

Vanddepri [II. del]

2008-02-15T16:24:00.017+01:00

Fotos: Michael Bennati Schou - klik og se mange flere!

[Fortsat...]
Hvis man nu vil undgå at tage 66'eren, kan man vælge, som jeg oftest gør, at tage metroen, stå af ved Kgs Nytorv og gå ned til Nyhavn, hvorfra man tager før omtalte og højt besungne båd... (i håb om et par minutters vandterapi), 901 som i dagtimerne går hvert 20. minut, eller 903 som ifølge Movias oplysninger går i pendulfart mellem Operaern og Nyhavn.

Den tager ca 3 minutter, sejlturen, fra Nyhavn over til Operaen. Man kunne derfor mene, at hvis man stiller sig på Nyhavn mindst en halv time før mødetid på Operaen, skulle man kunne nå på arbejde - oven i købet med marginal.

Med en båd der sejler i pendulfart og en sejltur på ca. 3 minutter (læg dertil at det tager lidt tid at gå ombord, at lægge til og lægge fra) kan man regne ud, at vi må have at gøre med et interval på højst en 10 - 12 minutter.

På gode dage er det også tilfældet.. Men Movia har lært mig, at pendulfart ikke er, hvad jeg troede det var. Så vidt jeg ved er et pendul noget, der svinger frem og tilbage mellem to yderpunkter. Movias pendul derimod har en kedelig uvane med at gå i stå i et af yderpunkterne i længere tid ad gangen. Ret naturstridigt vil jeg mene.

[Fortsættes...]

Marie Degener

Vanddepri [I. del]

2008-02-15T14:06:00.010+01:00

Jeg ved det. Man skal passe på med at blive for positiv. Det hævner sig.!

Efter mit sidste lyriske indslag er jeg simpelt hen tvunget til at stænke malurt i bægeret. Let´s face it! (Som det hedder på nudansk) - Operaen ligger ikke på Alfarvej - næ - Operaen ligger på Holmen, og er man ikke cykelfetichist (hvad jeg ikke er, selvom det er sværere at være cykelhader i København end det er i Århus) er der følgende muligheder:

Bil: Besværligt, eftersom det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at finde parkeringspladser - især om aftenen, og for mig ekstra besværligt, eftersom jeg hverken ejer kørekort eller bil. Altså bil er ude. Gående. Jo tak - når vejret er godt, man har taget fornuftige sko på og har god tid, så er det fint. Taxa - vil jeg slet ikke tale om -

Og endelig offentlig transport: 66'eren har efterhånden figureret i et par af mine blogs og fik også det sidste ord sidst, for hvis man vil være helt sikker på at komme sur på arbejde, skal man beslutte sig for tage 66'eren på en råkold morgen, gå mod busstoppestedet så man er der ca. 3 - 5 minutter før den skal komme, og syde ved synet af bussen, der nærmer sig, mens man løber afsted for at nå det, vel vidende, at selvom man er få meter fra holdepladsen, vil chaufføren lade, som om han ikke har set dig, og banke videre ud ad Åboulevarden.

Andre gange kan man fornøje sig med at stå og glo ved et busstoppested i 10 minutter længere, end man skulle efter køreplanen, og alligevel blive passeret af bussen, hvor chaufføren vælger ikke at se én, fordi der står en hvid varevogn ulovligt parkeret lidt længere nede ad gaden, og man må spørge sig, hvor busstoppestedet var, sidst chaufføren kørte turen...

[Fortsættes...]

Marie Degener

Ritantouri, tantirette

2008-02-12T23:25:00.010+01:00

Ritantouri, tantirette
Eh viola – les belles grisettes!
Les grisettes de Paris
Ritantouri, tantiri!

Fotos: Michael Bennati Schou - klik og se mange flere!

Ole Jegindø Norup

Så kører det for enken (2/2)

2008-02-03T11:40:00.000+01:00

(Fortsat)
Til vores anden generalprøve i fredags, var det på et tidspunkt kun med nød og næppe, at jeg undgik at rutsche på gulvet i farten, på vej ud på sofaen.
Da tæppet går til anden akt har vi tilsyneladende festet længe, er fulde og glade.
Når enken synger sin Vilja-sang vælter vi alle op i sofaen og lytter til første vers, hvorefter vi bliver kørt ud.

Jeg ligger på det tidspunkt oven på et par kolleger fra herrekoret, men forsøger dog altid at have det meste af min vægt på sofaen - den er ikke dyb, og de skal jo kunne løfte benene, når vi bliver drejet ud.

Desværre var der ikke plads til os alle tre i fredags, derfor kunne jeg ikke som vanligt slå måsen i sædet imellem de to, men måtte bare ligge ovenpå dem.

Det gik fint - indtil vi skulle dreje. De løftede fødderne, og så kunne jeg ellers bare mærke hvordan jeg begyndte at glide ned ad deres ben i min glatte kjole...

Altimens jeg forsøgte at bevare min henførte og fuldemandssentimentale Vilja-grimasse, hvæsede jeg ud af mundvigen til mine kolleger: "Jeg glider ned".

Den ene af dem var Ole, som den trofaste bloglæser vil kende. Ole er altid en gentleman, og han mumlede, ligeledes uden at fortrække en mine: "Jeg har dig, du glider ingen steder".

Det er ikke for at undervurdere Ole, men helt tryg var jeg alligevel ikke ved situationen. Han holdt mig oppe ved, at jeg krampagtigt klemte hans arm, og det er nu alligevel sin sag at holde en alt andet end undervægtig og for nedadgående altsanger oppe.
Ovenstående replikskifte udspillede sig flere gange på vejen ud.

På en eller anden måde lykkedes det mig dog at holde mig over gulvhøjde indtil jeg skulle afhoppe.
Endnu en dag på kontoret!

Klik på et af billederne og se flere af Michael Bennatis fede fotos

Anna Julie Brønholt

Så kører det for enken (1/2)

2008-02-03T07:34:00.001+01:00

Efter hele to generalprøver havde vi i går premiere på Den Glade Enke.

Det mest iøjnefaldende af scenografien er en stor, rund, rød sofa. Den drejer sig omkring en skov, der i første omgang er af- og udbrændt men som senere blomstrer op til fest.

Både skoven og sofaen kan dreje rundt, og vi bruger sofaen til en del entréer.
Vi står parat nede bag scenen, og når sofaen drejer, er det ellers bare med at springe på, inden sidemanden er kørt for langt ind!
Det er god træning for vores mere eller mindre velholdte six pacs. Når vi bliver kørt afsted i sofaen, må vi løfte fødderne, for at det hele skal gå gnidningsfrit.

(Fortsættes...)

Klik på et af billederne og se flere af Michael Bennatis fede fotos!

Anna Julie Brønholt

Vandterapi

2008-01-28T16:36:00.000+01:00

*Klik på billedet! Foto: Michael Bennati Schou

Hvad er det der er over det der med at sejle? Stort set hver morgen tager jeg til Nyhavn og sejler over med vandbussen, som oftest 903, som sejler frem og tilbage hele tiden. (Lige med undtagelse af de gange, hvor den ligger stille på den anden side og venter på passagerer)

Når man kommer ud på vandet, ændres den trafikale omgangstone fuldstændig. Tempoet er et andet. Turen tager den tid den tager, og det er som regel den samme tid fra dag til dag - kun et par minutter, men de få minutter får blodtrykket til at falde.

Man kommer fra kaos på Nyhavn, ofte med stilladser, bygningsarbejde, trafik og mange mennesker, og sekundet man stiger ombord i vandbussen sænker roen sig (med mindre man er meget stresset fordi man har travlt og skal på arbejde NU) - den lægger fra og tøffer ud i havnen og skipper hilser på de andre både. Det er svært at forestille sig stress på vandet. Næ - på vandet er man venlig og sindig - også inde midt i København.

Man ser lyset på en anden måde og bliver opmærksom på vejret, ikke bare om det regner eller blæser. Man ser himlen og skyerne og mærker - alt efter, hvor store skridt man skal tage for at komme i båden, og om man skal træde op eller ned - om vandstanden er høj eller lav. Altsammen på få minutter.

Ved at tage båden tvinges man til en pause - en pause som man ikke får, hvis man sidder i en overfyldt bus eller stresser afsted på anden vis. En velkommen stilhed inden arbejdsdagen går igang.

Tager man båden om aftenen inden en forestilling, følges man med en masse operagæster, som sidder og snakker om operahuset, aftenens forestilling, hvad de har læst om den, hvilke anmeldelser den har fået, hvad de sidst har set, og hvad de har syntes om det, og der er tit sådan lidt fest og udflugtsstemning i luften...

Var man sur, da man satte sig i båden, kan man være heldig at være i bedre humør, når man står af. Faktisk kan det være småsvært at bevare pessimismen. Hvis man gerne vil det, kan jeg tilgengæld anbefale 66eren. Den har nemlig for vane både at være forsinket eller for tidligt på den, overfyldt og ind imellem slet og ret passere én, selvom man står nok så nydeligt ved holdepladsen..

Marie Degener